Mandag morgen – så var der ellers hustle & bustle
på gaden fra før kl. 8! Jeg gik ned på vaskeriet med vores vasketøj kl. 9 og
der var langt fra totalt øde gader til 300 busser, taxaer mv. Busstationen lå
lige bag ved Laundretten, så der er sikkert ekstra mange biler i området.

Vi spiste den inkluderede morgenmad – bortset fra vi
selv medbragte Skipper cornflakes (NZ’s foretrukne!), da deres Weetbix kun fik
en fan i Jonas – Det er sådan nogle formpressede klodser af ? som når det
overhældes med mælk minder utrolig meget om den grove Sempers babygrød til 12
mdr+ Og da vi fik udleveret kold mælk, gav det ikke just en bedre
smagsoplevelse!

Formiddagen gik med at lege på altanen og i værelset,
og kl. 12 rykkede vi over i den fattige afdeling! Til 300 kr. pr nat, fik man
nu: Lille hummer, dobbeltseng, enkeltseng, DELT bad og toilet (der var kun os
og andet par til 3 badevær pga. lavsæson), en lænestol og lille skrivebord. Der
var en stor opholdsstue og et køkken, hvis indhold bestod i en 25 år gl. mikroovn
som ikke virkede, et køleskab og noget service. Jeg fik tiltusket mig en
el-kedel af personalet dog. Der var ikke engang sæbe på toiletterne, det skulle
man selv ”provide!” Gulvene var nogle slidte linoleumsgulve, som lå lidt i
forskellige mønstre alt efter, hvor der var blevet slidt og dækket til med
andet. Vores værelse lå så uheldigt at vinduerne vendte ud til trappen der
førte ned til poolen, så hvis gardinerne ikke var trukket for så kunne man glo
lige ind. Hvad værre var så var vinduerne, de der vipbare ti cm høje
glaspaneler, som de store fans af herude. Dvs. de er på ingen måde lydtætte.
Derfor var vi lidt lorne, da en ældre dansk herre ude på trappen lige kiggede
ind ad vinduet og lige ville advare om, vi ikke var de eneste danskere på
hotellet! Øh tak og skrub ud af mit rum… Vi sendte farmand ud på jagt efter en
lejebil, så vi kunne flytte ned på øens tip – den med de hvide Bountystrande,
suk… – og grave i noget sand samt på jagt efter frokost etc. Efter nogle timer
med kulrede unger og en tur i poolen kom han endelig hjem. Og vi spiste dejlig
helstegt kylling fra Farmer Joe’s med kæmpe-agurker, lokal ananas, friskbagt
brød osv. Vi spiste ikke kyllingen op, og jeg pakkede grundigt resterne af
kyllingen ind og satte den i køleskabet og smed skroget ud.

Det regnede helt vildt, og ungerne løb rundt på gangen
og i opholdsstuen, det var lidt svært at underholde dem (golfsættet ligger hos
Mama). Jeg fik udgangstilladelse og drønede ned efter vasketøjet. Så et smut i
supermarkedet efter vand og 40 bleer – Bushtails fra Aus – og det løse, og så
ellers hjemad inden himlen brød løs igen.

Vi håbede inderligt, inden vi fløj herover, at Samoa
kunne undgå det store lavtryk, der bringer en masse regn ind over området i
øjeblikket. Desværre tog vi regnen med os… Jeg fik investeret i en lille paraply
da vi ankom til øen – af billigste kinesiske fabrikat – som med nød og næppe
overlevede det fem minutters skybrud, jeg blev fanget i på vej hjem. Mig med 3
poser indkøb, 2 poser tørt vasketøj (i stofposer) og en pose med vådt vasketøj
og en mini paraply og kalasplask for et regnvejr og intet sted med læ. Jeg blev
våd, men reddede tøjet!

Vel hjemme opdagede jeg, at nogen havde taget vores
kylling i køleskabet! Børnenes aftensmad, grrrr. De havde hverken rørt mælk
(koster ellers 12 kr. literen) eller Jakobs øl eller det andet vi havde. Til
gengæld lå der nogle gamle, ækle panerede kyllingelår i en pose. Hmm, meget let
af tage fejl af dem og så vores lækre kylling. Jakob talte med personalet, som absolut
ikke ar tilfredse med tyveriet! Der boede kun ét andet par på hele gangen,
såååå hmm, hvem mon der har scoret maden? Jakob spurgte den skumle dame i
parret om det var dem, men det var det i hvert fald ikke…Så det får vi jo ikke
helt opklaret.

Ergo måtte vi steppe ned på McD igen igen, selvom det
er vildt dyrt, så ungerne kunne rase lidt af på legepladsen. Jonas kan ikke
lide maden dér, så han fik 3 lækre syltetøjsmadder til aftensmad. Det er
virkelig god kost her på øen… På McD mødte vi en hvid fyr med familie. Eller
det troede vi, men han hed faktisk Rasmussen, og hans oldefar havde giftet sig
med en pige fra Samoa, og det var åbenbart nogle kraftige gener, for han var
stadig helt lys. Vi mødte også en lille pige på omkring 1 år som hed
—tadaa— Ava. De havde heller ikke mødt andre der hed det, og det var lidt
sjovt for Ava.