Vi venter og venter…heldigvis i solen med sand op over og i begge ører til bølgernes blide klukken. Meeen, Jakob arbejder hårdt i kulissen, da ingen information kommer gratis herude. Har intet hørt fra Air Pacifik endnu udover det han selv har ringet og spurgt dem om. Det begynder at snerpe om vi kan nå derover og tilbage inden lørdag, hvor vores returfly – måske – går. Cyklonen har ikke bevæget sig væk fra Tonga, men cirkler rundt 100 km fra kysten, med en masse regn og blæst indlands til følge. Vi har noget tid i programmet efter Solomon og Vanuatu, så måske kan vi flyve derud dér. Tanken om at sidde her i en hel uge (efter allerede at have været her i 4 nætter) er lidt træls. Ava har arvet vores trang til at se nyt efter et stykke tid og sagde idag: “Vi kan da bare købe nogle flybilletter til et andet land!”
Vi er “on hold” nogle dage endnu, så vi kan ikke bare tage et andet sted hen, men skal holde os i nærheden af lufthavnen.
Igår på Valentines dag var det præcis 10 år siden Moffi (min morfar) døde, så fik sendt ham nogle gode tanker. Den 11. feb. var det 11 år siden Jakob og jeg mødte hinanden. Ak, ja tiden går.