Det er jo ikke lige frem fordi disse indlæg har en
spændingskurve eller vinder Pulitzerprisen…Der sker røv…Vi fik loppet os op til
hovedvejen (mutter krævede underholdning inden hun imploderede), tog en herlig
lokal skrammelbus en times tid langs kysten (ca 30 km). Den stoppede omtrent
hver andet minut (no shit) den første halve time, fordi folk ude i verden er
helt indforståede med konceptet ”du står af ved DIN indkørsel og jeg står af
ved MIN”. Ikke det der pjat med at tænke: ”Jeg går sgu lige 50 meter”. Niksen
Biksen, Karen Blixen. Der er max valuta for småmønterne man har betalt. Vi var
havnet i kløerne på ”Manden der ikke kunne køre bil”, her er vi ude i nogle
heftige accelerationer efterfulgt af hård opbremsning ved næste standsning. Men
det var sgu hyggeligt og med proppet bus fik vi set mangt en lille junglesti
langs kysten. Målet var Lautoka, Fijis næststørste by med omkring 50.000
indbyggere. Det var faktisk et helt fint sted med masser af billige (indiske) spisesteder,
butikker galore (som Jakob selvfølgelig ikke gad gå ind i) og highlighted i
Lonely Planet var det loakel Hara Krishna tempel, da Fiji har den højeste rate
af slige troende i verden. Jeg troede vi skulle se noget indisk inspireret
tempel fyldt med (galninge, nej slet igen, ikke pænt sagt) åbentsindede
mennesker iført orange klædedragt og små klokker. Der var nemlig meget åbne
arme i centret og fri mad :o) Vi fandt noget der mest lignede en kedelig
methodistkirke (hvidt hus med åbne vinduer med træskodder)og slet ingen orange
mennesker. Det lignede bare helt almindelige mennesker. Skufle! Vi ankom 5
minutter før der var gratis mad til de fattige og de var så glade for vi kom –
jeg ved ikke om vi så meget fattige eller sultne ud – de blev i hvert fald lidt
skuffede, da vi listede af sted igen uden at spise deres mad. Så var der mere
til de værdigt trængende. Vi nåede at sidde lidt i skyggen derovre dog, mens
Jakob læste avis. Og hvad stod der i avisen….Denguefeber udbrud i Lautoka og Ba
efter oversvømmelserne som vi rendte ind i første gang vi var i Fiji! Arghh.
Denguemyggene stikker om dagen, og hey, der var myg og de stak as he read. Så
tog vi ellers det lange ben foran og drønede ned og sad 4½ minut ved kystparken
inden vi søgte tilflugt i dyr cafe med gode milkshakes inden vi snuppede en
endnu mere skramlet bus hjem. Den var gaaaarmel. Men chaufføren kørte sublimt
med hvad han havde at gøre godt med og da folk åbenbart 1. ikke gad køre gamle,
gamle busser eller 2. ikke skulle mod Nadi, var der ikke mange stop med kun 5
passagerer i gennemsnit i bussen, så vi fløj hjemad (næsten). Vi stod af ved et
kæmpe supermarked oppe ved hovedvejen og shoppede til vi droppede (inkl.
ordentlige erstatningsbadevinger – always bring ekstra er lektionen!!!) og tog
en taxa hjem med byttet. Direkte i poolen og så over og spise på et dejlig
afslappet backpacker sted med volleyball, guitarsamsang og super mad til en
billig penge). Jonas var pludselig daffet over og sat sig blandt en god flok
lokale og turister som spillede guitar. Dét kunne bruges. Han er sgu ikke bange
for noget.

Lørdag og søndag kan bedst opsummeres som ”Same
procedure as last day” – indsæt ordene: ”strand, pool, siesta, boglæsning,
spisning” i forskellige kombinationer og det passer meget godt. Søndag dog med
den krølle på halen at vi red på stranden på hesten Jasper (Babas heste som bor
ved siden af). Først Jakob og Ava , så mig og Basse. Det var suuuuper fedt. Der
fulgte et føl med som løb frist omkring. Jonas hvinede på hesten: ”Jeg ridder –
og jeg har et føl i numsen!” jf. føllet løb i rumpen på hesten.