I dag var det officielt godt-vejr-tilbage-på-Samoa-dag,
og inden vi fik kuller af Apia, styrede vi af sted i en lejet Daihatsu 4
hjulstrækker. Destination: Sol og strand!

Øen Upolas sydøstlige hjørne skulle være helt
paradisisk og selvom det lød pebret for at bo i en ”fale” (udtales ligesom:
falde), som basalt set bare er et hævet trægulv med palmetag og –vægge, som
kunne trækkes for om natten, samt madras og myggenet! Jakob havde som sædvanlig
superreseachet og fundet frem til Faufau Beach, hvor vi kunne få et rigtigt
værelse inkl. to måltider og eget bad/toilet til en god pris (6-700 kr. pr
nat). Jeg kunne ikke helt se Jonas bo ude på selve stranden i et hus uden faste
vægge. Jeg ville ikke få lukket et øje :o) Plus Ava skulle følges på
fællestoiletter om natten etc.

Vi kørte en omvej på vej derned, da øen jo ikke er så
stor. Vi kom igennem en superfrodig ø med flere bjergtoppe på 950 meters højde.
Der var tonsvis af palmer og fuldstændig ufremkommelig regnskov op ad
bjergskrænterne. Det meste af kyststrækningen er klipper eller sort sand –
koraløer er jo tidligere havvulkaner. Men, men, men The real deal Bounty
reklame-strande er at finde nede på denne tip af øen. Vi spiste frokost og
badede på en superdejlig strand ”Lalumanu”, hvor der lå 3 fale-hoteller – Altså
sådan nogle rimelig basic træhytter eller palmehytter. De var meget dyrere end
vores overnatning. Så da vi så deres primitivitet, blev vi lidt lorne ved hvad
der ventede os. Men indtil da nød ungerne at grave i det kridhvide sand og
plaske i det krystalklare vand. Der var omkring 20 turister alt inkl. på en
lang strækning, så det var lækker, lækker.

Vi sad under (de var ret høje dér)
og i skyggen af en fale, for solen bagte ubarmhjertigt ned over os. Jeg havde
heldigvis taget min go’e gamle surfertrøje med. som jeg har brugt til at
snorkle med, så den kunne jeg have på, så min min arme ryg ikke behøvede mere
sol.

Efter nogle timer med sand mellem tæerne, kørte vi videre til vores beach
resort som lå 15 min’s kørsel nede ad vejen. Der lå kun det hotel og så en
lille landsby. Super idyl med den smukkeste strand og det vildeste backdrop: Ca
100 meter fra kysten startede bjerget brat og det var frodigt og knaldgrønt i
alle tænkelige nuancer. Det var lige åben mund og polypper et øjeblik. 1-0 til
Samoa at last! Vores hotelmutter hed Korsetta – og nej, hun var trivelig kvinde
helt uden de snærende bånd fra en bysteholder – men hun var sød og hjertevarm
og vi var meget glade for at have valgt Fau Fau. Hun startede med at byde mig
og Jakob på kaffe og bananer, mens ungerne sov en lur i aircon bilen lige ude
foran restauranten. Nu skal man jo droppe de der gængse billeder af hoteller.
Det er en stor ”grus/koral”-p-plads. Der er bygget et højt halvtag med søjler
rundt i kanten på et hævet gulv. Bordene er hjemme-snedkererede og stolene af
plastic (umage forståes), lige for at bryde stilen var der en diskokugle i
midten og en lille orkesterplads i det ene hjørne med plads til live musik
(Polynesere elsker at feste). Vejen løb mellem restauranten og stranden, som
ikke var specielt bred. Bred nok til to rækker fale’r – bagerste rækker var til
at sove i og forreste rækker var til ”solbadning” – det var genialt. I stedet
for grimme parasoller – solen er nådesløs – kunne man vælge sig en lav, åben
hytte med trægulv, til sig og sine sager. Mutter var solgt.

Vi holdt en siesta på værelset, da alle var lidt kogte.
De rigtige værelser lå en lille toetagers hotelblok vinkelret på stranden bag
ved restauranten. Blokken var bygget i 2010. Grunden til alt var så pænt og nyt
var at netop Upolas sydøstlige tip blev ramt af en tsunami i september 2009 efter
et jordskælv til havs. Korsetta fortalte os om det: En morgen kl. ca. 7.30 en
morgen havde der været et kraftigt jordskælv. 80 minutter senere opdagede de,
at alt vandet på stranden blev suget ud, og revet lå helt bart. Der var ingen
advarsler fra myndighederne, men de lokale vidste, det var et tegn på en tsunami
var under opbygning (Bølgen kan kun vokse sig stor ved at suge vand til sig).
De fik samlet de 52 gæster de havde boede plus børn og ansatte og fik dem til
at løbe op ad deres vandresti op på bjerget i sikkerhed. Taget i betragtning,
hvor ufremkommeligt den bjergside ellers var, var et deres lykketræf, at de
havde en afmærket sti op til toppen af bjerget (andre steder er det bare lodret
klippevæg de første 30 meter op). Så sad de oppe på bjerget og kiggede på
bølgen som bragede ind og tog alt med sig, inkl. 32 beboere fra landsbyen, som
ikke nåede med op. Som Korsetta sagde, var det godt tsunamien ikke kom om
natten, for så havde de alle været væk. Hendes familie havde boet tre uger i en
hytte på bjerget, efter turisterne blev evakueret. Dette skete i september 2009
og allerede i december samme år havde de fået bygget restauranten og 4 små
fale’r op igen. Med hjælp fra bekendte i udlandet fik hun råd til at genopbygge
hele ”resortet” med flere hytter, og den rigtige toetagers bygning med
hotelværelser, vi boede i.

Efter en siesta på værelset gik vi på stranden fra
18-19, hvor vi troede, der var middag. Det var desværre først kl. 20, så ungerne
var sultne. I hvert fald Jonas, Ava havde pludselig næsten 39 i feber og var
helt slatten. Vi fik hevet hende ned til maden og puttet lidt ris i hende,
hvorefter hun sov ved bordet. Maden var ellers det absolut bedste vi fik i
Samoa: Tun i karrysovs, stegte kyllingelår, røreæg, pastaret og lokal frugt. Det
lyder måske ikke så lækkert, men det var lige, hvad vi trængte til; god,
hjemmelavet mad.

Jakob bar Ava op på værelset og der var kun en
gulv-fan/ventilator, og hvis det nu var hedeslag, hun havde – hun havde kaldt
den første strand for en ørken fordi der var så varmt :o) – så blev den sat på
hendes seng. Jakob syntes vi skulle lave gennemtræk fra dør til altan og det
var også en god ide, bortset fra at der efter 10 min. var fyldt med mærkelige
småfluer som kunne kravle gennem myggenettet og bed det stakkels barn (og faren
som tappert var gået med derind for at slå dem ihjel). Den ene side af vores
dobbeltseng også var helt sort af dem fordi der sad i lampe på væggen, så Joans
og mor klaskede løs på los animals. Jeg fik hurtigt hys-nok og fik en
insektspray af Korsetta plus vi tændte altanlyset og badevær lyset i stedet for
at lokke dyrene væk. Det virkede heldigvis tip top, selvom vi var glade for, at
vi skulle sove med åbne glasskodder (myggenet yderst) med alt den spaying inden
sengetid.

Vi endte med en lidt træls nat: Ava talte i søvne og
fik vand og skulle tisse fire gange (vi havde postet vand på hende om
eftermiddagen/aftenen), lidt gang i restauranten kl 2, en nabo-hund der gøede
(og gøede) i 30 min. i streg omkring kl. 5, så lige et katteslagsmål hen ad 6
tiden og så fremdeles.