…er ikke altid uden forhindringer.

Vi tjekkede ud af
det dejlige Mirage Suites Hotel klokken 15, badede i poolen til 17.30, spiste
dejlig japansk og indisk take out inden vi drog i lufthaven kl. 19.30. Vi sku
først flyve til Bahrain og derfra videre mod Bangkok. Det var helt underligt
ikke at være eneste turister, men omgivet af horder af europæere (i transit) på
udkig efter lidt sol og varme. Vi fik pladser på 2. sidste række (not jay!) Og
sjovt nok på én af de to eneste midterrækker ud af 50, som kun havde tre sæder.
Jeg blev sat dér med afkommet, og Jakob sad på et sæde ved siden af i
vinduesrækken. Bag Jakob sad et yndigt par, som mindede lidt om ”Amy Winehouse
going 50 and her drug-addict lover”. Det var to grækere, som havde dybet
snablen i deres plomberede spirituosa, hvilket de fik besked på at stoppe med
af Gulf Air stewarden. Det var så eneste gang, der var lidt myndighed over dét
selskab. Flyet lettede kl 1.45 om natten. Ava faldt i søvn 00.45 på en bænk,
mens Jonas stadig var i hopla. Han sov først 2.10, og jeg fatter ikke, hvordan
han kunne holde den kørende så længe!

Jakob og jeg tænker, at vi har 6½ times flyvetid, så
lad os snuppe en lur, når nu det er midt om natten. Vi lægger os til at sove,
ligesom de fleste andre, hvilket indebærer sædet lægges ned. Vi er ved at døse
hen, da stewardesserne synes, der skal serveres en omgang mad! Damen tænker,
hende med tæppe, sovemaske, hovedpude og hættetrøje trukket helt hen over
hovedet, hun må da være sulten og rusker i mig. ”Nej, tak til ildelugtende
fiskeret kl. 2.30 og gider du skride?!”, opsummerer vist bedst mit svar. 2
minutter efter er den gal igen. Jakobs skøre grækerdame skal selvfølgelig spise,
og det er umuligt, når Jakobs sæde ligger ned. Ergo skal manden vækkes, og det
kan kun gå for langsomt! Hun rusker i sædet og slår ham i hovedet med en avis og
– hvis man kender Jakob, kan man måske forestille sig, at den slags gør man
ikke ustraffet! Han råber forskrækket, hun skal lade være og at han sover…
Hvorefter madame flejner fuldstændig og vil kaste maden efter ham og river og
flår i hans sæde, indtil det kommer i oprejst position. Hele flyet glor på
optrinnet, og Gulf Air kan slet ikke takle det og gør ikke rigtig noget. Jeg er
fuldstændig målløs (Jeg har en gang tidligere oplevet en fuld mand på et fly få
en advarsel, og det blev håndteret temmelig anderledes håndfast) og siger, hun
skal slappe af og tage en tur til Indien, hvis hun synes, hun har det hårdt! (Ved
ikke lige hvor det kom fra, var en smule træt!). Damen vil bytte plads med mig,
ja klart, kom og sid mellem mine børn og smadr manden, som sidder foran mig,
for hans sæde ligger også ned. Det var som at deltage i absurd teater.

Efter halvanden time er stewardesserne endelig færdige
med deres madshow, og så skal der deles tæpper ud til dem, der endnu ikke har
fået. Slam, slam, slam, tæpperne ligger nemlig midt i kabinen i et af
overskabene. Og slam. Og folk snakker og
pludrer, som var det en større fætterkusine-fest og ikke sort nat. Der skal
tisses af, slam, slam, suuuug, slam med dørene igen og igen. Vi prøver at få
pulsen ned, Jakob har rettet sædet op af frygt for at få tun i nakken, som hun
har truet med, men efter spisningen må han stadig ikke slå sædet ned, selvom
grækerdamen slår sit eget ned for der skal soves rus ud. Hun knalder knæerne
hårdt imod Jakobs sæde, så han ikke kan rykke det, og hvis han bevæger sig i
sædet, bliver det lige rusket bagfra… Der er en knaldhyggelig stemning på de
billige rækker…

Pludselig er Jakob væk, han har fået bevilliget et sæde
på 1. klasse i en time eller to. Endelig er der ro, og lyset bliver slukket…
netop som freden når at forplante sig i sjæl og legeme kommer grækermanden og
Jakobs sidemand mega op og skændes, og jeg tror, de vil gå i slåskamp. Grækermand
synes det er unfair, at sidemand har lagt sædet ned, når nu Jakobs (tomme) sæde
står op. Dem store sidemand forsøger at forklare, at manden foran ham også har
lagt sædet ned, og at han må tage sig sammen… Man ser ikke noget til
stewardesserne, de gemmer sig i køkkenet lige ved siden af. Meget mærkeligt
firma. Jeg prøver endnu engang at få pulsen ned (er lidt utryg ved dem, så tæt
på mine børn, hvis nu de skulle finde på at trimle omkring).

Da roen sænker sig igen begynder – ved gud –
stewardesserne ude i køkkenet at råbe ad hinanden! Dette er et absurd teaterstykke
uden lige. Klokken er nu omkring 5 om morgenen og jeg har stadig ikke sovet…
Okay, bare en times søvn inden landing vil være fantastisk, tænker jeg.
Desværre synes en dame, at hun skal åbne gardiet, så lyset vælter ind. Normalt ville jeg have spurgt,
om hun ku bruge sin læselampe i stedet, men tænker kvoten for verbale passager-udvekslinger
er opbrugt, giver op og tænker, vi tager sgu en all-nighter. To timer før
ankomst er det tid til at stå op ifølge Gulf Air! Der skal skramles, tændes
loftslys og ind køres morgenmad… Man er jo blevet lidt gammelsulten i løbet af
de forløbne 4 timer og 1 måltid siden!

Vi kommer fint ud af lufthavnen, får glimrende pink
taxi (Ava likes) og ankommer klokken 13.45 lokal tid til hotellet: New Siam
Guesthouse II, hvor vi også boede i 2003. Det skal blive spændende om meget er
forandret. De var ikke særlige venlige dengang, men stedet var nyt og med
glimrende beliggenhed, så vi prøver igen!

Gulf Air – not so
sure about that…