Vi gik over til Golden Palace i formiddags. Meget er sket på 10 år, der var HORDER af turistbusser og blegfede alle vegne! Entreen var røget op på 80 kr pr voksensnude – det er altså meget i Thailand! – så vi kiggede ind ved indgangen og besluttede os for at leve på minderne. Dengang tullede der måske 100 mennesker rundt i komplekset ad gangen, nu var der 1000+.

Vi tog en taxa til Dusit Zoo igen for lidt fred og ro og børneleg. Det var ikke ligeså dejligt som i fredags, da det kinesiske nytår medførte der var mange mennesker – små børn i kinesisk tøj heriblandt – og masser af boder, høj musik, ramasjang mv.

Vi fik klappet elefanter igen igen. Desværre var kattedyrene mere generte, så dem var der ikke meget spas ved. Men en is ved siden af girafferne kan opveje for meget!

Jakob var træt ovenpå sin Bunei tur og tog tidligt hjem, mens ungerne og jeg udforskede tivoliet vi ikke hvde prøvet sidst. Stor oplevelse med gode småbørnsforlystelser med 6 lange ture for 18 kr.

Bagefter legede Ava og Jonas længe på legepladsen. Sidst var de fire børn i alt, denne gang over 30! Jonas blev jagtet af børn med kameraer – udsendt af deres mor – men det synes han ikke alt for godt om og løb sin vej fra dem.

På vej hjem faldt vi tilfældigt over børnezoo med klappehest og klappekøer mv. Ava fik en tungeslasker af en ko fra hagen til midt på issen. Totalt overraskelsesmanøvre, men hun tog det pænt! Beskrivelsen koslik giver nu fornyet mening mht. frisure. Det vat rent L.O.C. tilbagestrygning!

Vi ku selvfølgelig ikke få en taxa hjem – der var mange i kø og en klapvogn solgte ikke lige varen. Så vi endte med ti minutters tuk tuk ræs gennem byen med en sovende Jones. Men Det var nu også meget hyggeligt, og Ava nød det.

Efter siesta på hotellet gik jeg og ungerne i poolen i en times tid – jeg på land dog. De er begge rigtig vandhunde og er gode til at komme frem ved egen kraft og svømmevinger. Vi øver svømning med Ava, men det er jo ikke helt let, men hun bliver da bedre for hver gang. Man kan aktivere et boblebad i poolen i et lavere indhak, det er bare sjov, sjov…

Vi skal pakke iaften/imorgen. Imorgen går turen til Hong Kong – ved frokosttid skal vi i lufthavnen. Vi skal bo i Kowloon bydelen.