Tidligt op og af sted til lufthavnen. Vi fulgtes med Hannah, en sød 22 årig amerikaner, som havde været 3½ uge på Kiribati og omliggende øer for at grave sedimenter til geologi forskning – hun var klar med klar på til at komme af sted med sine ufattelig mange kilo rock-samples!

Der er et lidt ubehjælpsomt håndmalet ”Departure” skilt, som inviterede indenfor i skuret til de to korte rækker, der var plads til. Der var en whiteboard tavle med afgangstider på, men de havde ikke gidet skrive dagens på fly, fordi, tja, alle vidste jo man kun kunne flyve til Fiji.

Og så starter Cirkus Kiribati ellers:

Vores bagage bliver gennemgået på et gammelt skrivebord by hand! Der er intet gennemlysningapparat! Vi har været i de skumleste lande, men sådan ét havde de dog. Lad mig sige dette pænt, så ville det ikke være det sværeste sted at få noget ulovligt med igennem. Derefter forsatte man ½ meter videre hen til skranken. Nu kunne man ikke høre noget, fordi et propelfly var begyndt at varme op 3 meter bag skranken. De havde en vægt til bagagen, den ros skal de have, uagtet den ikke var nulstillet, og så kunne vi ellers vente på at manden fik håndskrevet vores bordingkort! Vi skulle betale en kæmpe tax for at forlade landet – ikke noget de havde oplyst om ved ankomst, også børnene, så der røg lige 80 australske dollars (gange med over 6) og et sidste los i skridtet fra den herlige ø-stat Kiribati. Jakob syntes, vi havde betalt taxen på forhånd, så han prøvede at sno sig uden om, da de hverken tog imod us dollars eller havde en ATM – Han blev tilbudt at blive kørt til den nærmeste by med hæveautomat, men så måtte han bøje sig. En mand forklarede de 20 dollars pr snude gik til ”the fascilities” – hvorefter han stolt pegede på lufthavnsskuret og påpegede, der var sæder, man kunne sidde på!

Det tog hundrede år at komme igennem sikkerhedstjekket – igen by hand – og så stod to madammer ellers og bladredede i vores pas i hundrede år og kiggede stempler igennem og kunne ikke finde indrejsen, fordi der var så mange stempler. Com’on ladies, vi har nogle sæder, vi skal nå at sidde på for at få noget valuta for pengene!!!

Den store skræk var fly-aflysning – der er kun 2 fly om ugen, og de skal til at fikse landingsbanen efter den har smuldret i to år (med fare for at punktere eller suge sten ind motorerne). For nogle år siden var et fly gået gennem asfalten på Kiritimati øen (Christmas island) i landet, og det blev ikke repareret i lang tid, så der ikke fly i flere år, og befolkningen var strandet uden vaccinationer og medicin eller bare en vej ind eller ud, etc.

Chris fortalte en historie, mens vi ventede – han står for at tilføre de 30-40 mio. dollars som de skal bruge på lufthavnen nu plus en hulens masse andet – så han ved et og andet.

Historien gik ud på flg.: Den australske Højkommissær skulle for 8 mdr. siden hjem efter 3 år på Kiribati, og hun var sindssygt træt af stedet. Hun så flyet lægge an til landing, da nogle hunde forvildede sig ind på landingsbanen, hvorefter piloten steg op igen og landende på en anden ø. Hun var gået helt i spåner, og man bebrejder hende ikke 🙂

Hvorfor er der intet hegn om lufthavnen, spørger man straks? Jo jo, Kiribati havde fået opsat 4 fine hegn for nødhjælpspenge. Desværre er der ikke skyggen af dem tilbage! Befolkningen har stjålet rub og stub hver eneste gang, inkl. ground light’sne der angiver landingsbanen! Dem kunne man eftersigende se lyse blåt i landsbyen om natten, og grisene nød godt af det solide hegn i deres grisestier. Ved det femte hegn, som snart skulle opsættes i forbindelse med nyasfalteringen af lufthavnen, ville de prøve en ny fremgangsmåde: Landbyboerne skulle ansættes som hegnets vogtere i stedet, og hvis det forsvandt igen, ville de blive fyret, og landsbyen ville miste den eneste indtægt, de kunne komme i nærheden af. Så er man altså fattig og kold i måsen, når man opfører sig sådan. Der er postet mia. af kr. i Kiribati, men de passer ikke på deres ting eller bygninger og venter bare på at nogen kommer og bygger noget nyt for dem, når det gl. er faldet sammen. Den ene af af de to brandslukningskøretøjer i lufthavnen virkede heller ikke og tja, brandmændene var der alligevel ikke altid på deres poster, så det gjorde ikke den store forskel. Dejlig, opbyggelig samtale inden afgang.

Vi kom om mandagen, og fløj ud torsdag. Faktisk blev det fly, som skulle flyve mandagen efter aflyst, mens vi var der, pga. asfalteringsprojektet, men desværre var præsidenten booket ind på det fly, så det nedlagde han forbud mod. Der var ellers lige panik i motellet, da dem der skulle hjem mandag pludselig troede, de var strandet 3 dage længere.

Men af sted kom vi og jeg må indrømme jeg var nervøs ved take off. Det er heldigvis store Boing fly, men alligevel.

Flyveturen gik godt og de tre timer gik hurtigt.

Vi kom tilbage til Mama på ”Tropic of Capricorn” på det samme værelse som sidst. Det var børnene rigtig glade for. De kalder det ”Mamas frø-hotel”. Jonas sagde, at han ville ”hjem til Mama”, som han sagde på Kiribati 🙂

Men det sjove ved besøget på Kiribati er at nu er vi slet ikke i tvivl om hvilket rejseland, vi synes, er det ”værste” i verden: Tadaaa, Kiribati! (De er sikkert dødsøde ude på en fjern atol, men mange ”How lucky, we share this moment”–smiles blev der altså ikke disket op med, hvor vi kom).