Dagens program stod på museum, nærmere bestemt Science museet, som skulle være godt for børn. Vi vandrede derover og så var det lukket to timer endnu…Hmm. Heldigvis lå Nationalmuseet lige overfor, og det kostede kun 10 kr. for voksne og 5 kr. for børn at komme ind, så det var jo til at overskue. Det var faktisk et rigtig fint og spændende med store udstillinger man kunne gå rundt i, fx en ægte husbåd i ”vand”, en landsby, en by fra det 1900 århundrede inkl. sporvogn, samt diverse festlige tableauer med optog m.v.

Der var også en god – og billig – restaurant, så vi fik tanket op, inden vi drog over på Science museet a la vores Experimentarium. Vi tog med det samme helt op på øverste etage, hvor der var en super børneafdeling. Der var meget få mennesker, og ungerne gav den gas og prøvede alle mulige maskiner; sæbebobler, røgringe, cirkulation af kugler osv. Der var et kæmpestort puderum med sådan nogle plastik pudeklodser a la gymnastiksal, som så meget tiltrækkende ud for en træt mor og far. Den var desværre lukket en time efter museets åbning, da det skulle rengøres. Yes yes. Til sidst blev der lukket op, og vi fandt os et godt hjørne, mens ungerne fløjtede rundt og byggede slotte – Okay, Ava byggede slotte, som alle de andre børn hærgede…arme pige. Jakob formastede sig til at ligge ned i puderummet. Fluks stod der en vagt og insisterede på, at han ikke måtte sove dér. Jakob sagde, han ikke sov, og hun ku hoppe i havnen, sådan omtrent. Så fik han lov til at blive liggende.

Museet var indehaver af noget, der må være verdens største kuglebane, den var i 4 etager på begge sider af opgangsrulletrapperne og så hen over loftet på hele 5.salen. Lignede en gal ingeniørs værk, hvilket det sikkert også var. Kl. 15 var der show og 10-20 kugler som i arbejde og fløjtede rundt i de sindrige indretninger som spillede tromme og duttelihut og futtelifut….Det var imponerende. Pludselig var der sort af mennesker, og så fik vi nok af museer for én dag.

På vejen hjem så vi en anden, mindre fancy side af Hong Kong, som var rigtig charmerende, med almindelige gadebutikker man ligefrem havde lyst – og turde – gå ind i.

Aftensmaden spiste vi på 2. sal hjemme på vores Mansion. Det var en billig, indisk restaurant, hvor der bare stod et par borde i et indhak. Men koge en Chicken Korma, det kunne de. Jakob førte os med kyndig hånd ned på havnepromenaden med udsigt over Victoria Harbour. Der var lys- og musikshow hver aften kl. 20. I anledning af nytåret var der samtidig en hulens masse flotte lanterner i en vandkunst, som symboliserede de 12 forskellige dyr i den kinesiske kalender. (Vi har lært dem udenad: Dragen (i år og Charlottes dyr), Grisen (Jakobs), Hunden (Avas), Oksen (Jonas), Haren, Slangen, Tigeren, Rotten, Hanen, fåret, hesten og aben). Ava og Jakob morede sig med at tage billeder, hvor det lignede at Ava kyssede dyrene, det var en god oplevelse med alle de fine lanterner og plads at løbe på.