Mama serverede morgenmad kl. 5.30 og hun er en fest at være sammen med. Totalt tør humor. Børnene proppede sig igen! de er glade for at være her, her er hunden Lindsey, katte, frøer og så kan man se 5 heste fra altanen, så superspændende.

Det var mega regnvejr. Det er regntid i øjeblikket og der ligger et lavtryk over området, som har medført en masse oversvømmelser, også her i Nadi, byen ved siden af, hvor vi bor, er folk i lavereliggende egne blevet evakueret. Så vi var meget heldige med solskinsdagen, da vi ankom dagen før!

Fiji har en fin lufthavn, og Air Pacific virker tjekkede i forhold til, hvad vi havde frygtet. Det var en meget fin flyvetur med to sovende børn, og filmen Captain America (som var virkelig sløj)…

I luften blev det annonceret at vi skulle udfylde Kiribatis immigrationskort i lufthavnen, da de ikke havde flere tilbage i Fiji. Lidt efter tilføjede de at der heller ikke var flere immigrationskort i Kiribati, så vi skulle bare gå til paskontrollen uden! Welcome to Kiribati! Desværre havde de nået at være innovative og havde fotokopieret nogle og klippet dem ud til os. (Det er ufattelige mængder kort, vi kommer igennem på turen, for Fiji kræver et kæmpekort udfyldt hver gang vi passerer…). Der var en shop nær lufthavnen, som hed: ”Photocopies – a speciality”, måske havde de været på banen.

Vi lagde an til landing, hvor der var en helt ufattelig flot udsigt fra luften over atollen. En atol er en koral-ø, dannet på kraterranden af en udslukt hav-vulkan. Der var det smukkeste, mest turkise hav jeg nogensinde har set i bugten omkring øen Terawa. Det var lige til en bountyreklame.

Lufthavnen var meget lille. Ét lokale, hvor bagagen kom ind ad et vindue. Der var kun 6 bagagevogne i lufthaven, så dér var vi ikke hurtige nok. Vi blev mødt af Nterea fra Marys Motel, som samlede dem sammen, der skulle bo hos dem. Udenfor ankomstrummet var der et stort halvtag med bænke under, og her var der ellers folkefest med børn, gamle og unge, som formodentlig ventede på nogen eller bare hang ud. Der er 2 internationale fly om ugen, så det er ikke den travleste lufthavn i verden.

Vi kørte ned gennem øen, som er halvmånefomet og bønnetynd! Man kunne se vandet til begge sider det meste af vejen. Det er en tidligere engelsk koloni, men de blev selvstændige, da de løb tør for fosfat (gødning), således englænderne ikke længere havde behov for dem. Det er den fattigste nation i Stillehavet, da de fik den dårligste afslutning på kolonistyret af alle tidligere kolonier. Landets navn udtales faktisk Kiribas, da det var missionærer fra Hawaii, som gav dem skriftsprog, og de havde desværre ikke selv lyden/bogstav for /s/, så /ti/ udtales /s/…

Øen Tarawa, med 60.000 indbyggere, rummer hovedstaden Bairiki og ligger 130 km nord for ækvator. Der er ca. 24 km, der er tæt beboet, og så er den måske 150 km lang i alt, men de 100 km er svært tilgængelige, og der bor næsten ikke nogen. Faktisk har Kiribati en af verdens højeste befolkningstætheder, fordi der er så lidt land.

Hele kiribati består af 33 små atoller, som ligger spredt ud over et gigantisk havområde (over 3200 km langt).

Øen gav ikke just et sprudlende udtryk, da vi skrumlede ned ad øens eneste gennemkørende vej. Der var fyldt med skrald for at sige det pænt! Husene var skure med bliktag eller palmetag, og så var der sådan nogle store forsamlingshuse med hævet gulv og uden vægge. Der foregår dagliglivet meget med alt fra bryllupper, begravelser, banko (det så vi selv!), fællessovning, sladder, oplysningskurser til folket (tilsyneladende hørte de kun efter den dag de havde om dåseindsamling, for dén ros skal de have, de genindsamler metaldåser!).

Vi havde på forhånd ikke det bedste indtryk af Marys motel, grundet deres manglende mailkorrespondance evner, men da det var det eneste hotel, der blev anbefalet, havde vi booket hjemmefra. Det var heldigt, for det var fyldt da vi kom, da alle udlændinge, som hjælper landet, bor her. Som Chris fra New Zealand sagde: ”Dette er det bedste hotel, der løber fx ikke rotter rundt inde på værelserne…”Vi synes ellers nok at 70 aus dollar var en meget hamper pris for et lille værelse med seng og dobbelt seng, bord, stol og køleskab og toiletbrædt man selv skulle lægge på og den klammeste stejleste trappe op til værelset. Vi boede i old wing, skal det siges. For 100 dollars kunne man bo helt pænt. Men alt var optaget, da vi overvejede rumskift ved ankomst. Værelset var ikke gjort rent, så vi skulle sidde og vente en times tid, plus de ansatte var pænt ucharmerende, så vores første indtryk af landet var i ikke i top…

Vi læste i guidebogen, at dette er landet, hvor folk smiler til dig, som om de sagde: ”How lucky, we share this moment together!” – Det grinede vi meget af.

Faktisk er dette det første land i verden, vi har besøgt, som der ikke findes en Lonely Planet Guidebook til – vi kan ikke bebrejde dem, de ikke har orket opgaven, haha, så Jakob opstøvede derhjemme en brugt guidebook fra Moon fra 2003 på nettet fra England. Den er meget malerisk for at sige det mildt. Turister er der heller ikke just ikke mange af. En hvid ”aid” (”hjælpearbejder”) fyr sagde målløs: ”Er I turister? Men der er jo aldrig turister på Kiribati!”. Han var kommet der meget ofte gennem 9 år og havde aldrig set en turist. En anden mente dog at have mødt hele to turister i løbet af samme årrække.

Nu tænker man jo fluks, at det skønne vand og tropestrandene kan opveje alt Og dog. Det lokale udtryk for at ”gå på potten” er slet og ret ”going to the ocean”. Og det helt bogstaveligt! De skider på strandene og i havet og skyller de kloakker, de måtte have, direkte i havet. Det var sikkert fint, da befolkningsmængden ikke var så heftig som nu, og før japanerne under 2. verdenskrig byggede en hulens masser broer og causeways (veje på kunstige sandtanger) mellem Tarawas små-øer, således at gennemstrømningen af vand i lagunens blev drastisk mindsket. Så det smukke vand er bare euuu med euuu på. Plus stranden er fyldt med alt fra rustne biler til glasskår og gl. tøj, bleer og husholdningsskrald.

De HAR fået sponsoreret latriner i byerne, men befolkningen nægter at bruge dem!

Faktisk var maden overraskende god, men de vidste godt, hvad de ville have for den :o) Man kunne ikke lige steppe ned i en butik, for bare det at købe mineralvand var indimellem svært, da deres udvalg var meget begrænset. Ved hård indsats fik jeg skrabet cornflakes og mælk sammen, men opgav på brød og frugt. Da Jakob kom hjem med fire små bananer en dag, troede ungerne jo nærmest appelsinskibet fra kommet fra Amerika, så glade blev de.

Vi snakkede med expats som rejser jorden tyndt for verdensbanken og diverse hjælpeprogrammer, og herunder mødte vi danske Thomas, der blev mange hyggelige timer med ham om aftenen :o) Thomas er udenlandsdansker, som har arbejdet for nødhjælp og verdensbanken m.m. i de sidste 20 år og nu er bosat i Fiji.