Klokken 8 stod vi klar i receptionen, så vi kunne komme rundt og se alt, hvad der var at se. Desværre var der gået noget galt for ’receptionisten igen igen, og hun kunne først skaffe en vogn til os efter frokost! Thomas var supersød og lod os låne hans bil – en Toyota Carina, så herr Øster var jo hjemmevant! Så dukkede vores udlejningsbil vist alligevel op 30 min senere end aftalt, men den måtte de så beholde.
Vi kørte først ned til Betio (Beso), hvor der var mange efterladte japanske bunkere fra 2. verdenskrig. Der havde vist været omkring 4000 fastboende japanske soldater (pænt ærgerlig post). Der var bunkerne, en gl. kirkegård og diverse mindesmærker samt store havkanoner, som stor og rustede op. Desværre var områderne jo placeret i strandkanten og 20 meter ind på land, så der blev trådt varsomt… Vi kørte ud på molen og så en lokal færge, som sku til en af de ydre øer, det var farverigt! En lille pige var helt forhekset på Basse og måtte bare prøve at røre ved hans arm. Jeg tror ikke, der kommer mange hvide børn herude, det er jo praktisk talt kun folk, der hjælper regeringen, som kommer derud. Vi saa en masse skibe som laa for anker laengere ude. De opkoeber tunfisk og bl.a. soepoelser til det europaeiske og asiatiske marked fra de lokale fiskere.
Bagefter kørte vi op langs øen og tog lidt fotos. Jakob hev os ned på en ildelugtende klippestrand, hvor der lå et dekorativt, efterladt skib i det smukke vand! Så stod vi ellers og poserede, mens 8 snottede unger kiggede på, og Jakobs kamerataske stod snedigt placeret mellem 4 efterladte bleer…umhh. Tropeparadis. Befolkningen boede ofte i traditionelle hytter som var med palme eller bliktag; de var små og bygget med gulvet omkring 1 meter over jorden. Så havde de flettede måtter og ikke meget andet. De var virkelig fattige mange af dem. De brugte dagen på at sove eller gå ned i de store fælleshuse, som landsbyernes liv centrerede sig omkring.
Vi kørte op omkring lufthavnen og kørte forkert i et kryds (sådan cirka ét blandt to på øen) og kom den anden vej rundt om lufthavnen. Pludselig holdt bilen foran landingsbanen, som i ”hvis vi kører en meter længere, ér vi på landingsbanen!”. Vi fandt heldigvis en vej rundt om, vi kunne tage. Derefter fandt vi tilbage på rette vej og kom helt op, hvor vejen endte. Der kunne man tage en outrigger (kæmpe kanolignende båd med påsat sidekano, så den ikke vælter) over til den næste ø. Der var ikke så mange der boede heroppe plus vandet havde masser af gennemstrømning, så det var skønt endelig at kunne dyppe futterne i det smukke, varme hav.
Vi gik i fem minutter til venstre til øen, så skulle der ligge et resort. Ja, jeg trænkte ”noget i stil med ”Marys Motel”, men der blev jeg klogere. Det var en masse store stolpehytter med flettede vægge der kunne hejses op og ned. Så lå der nogle madrasser på og vupti – her er dit hotelværelse et par meter fra strandkanten! Der var også to stolpehytter ude i vandet man kunne bo på. Det lignede ikke der var nogen gæster, men det fik ikke rigtig nogen af de mange sovende lokale i hytterne til at tænke: Vi kan lave penge!! Vi måtte jage nogen op og høre om de kunne lave os noget mad i deres restaurant. Tja, frokost?, spurgte pigen. Øh, ja! Vi kan ikke finde menuen, sagde pigen og ledte efter den i utrolig lang tid. Vi fik lov til at bestille langt om længe. Tunsandwich, tun chopshui og fried rice, mener jeg. Det blev 120 kr. Yes yes. Vi satte os ned i nogle dejlige lånestole tæt på vandet, og læste mens ungerne legede i sandet i skyggen. En time senere, som maden endelig! (Tak til sand som afledning, da Jonas sikkert ellers ville have gået banjo) Det smagte virkelig godt, så det var ventetiden værd.
Vi blev hængede en times tid endnu, og jeg kan da lige indskyde deres toiletter var almindelige og suuuuper rene og fine, så thumbs up dér. Men actionpacked holiday, det var det ikke! Det vildeste der skete i de tre timer vi var der, var at den gamle, tykke bedstemor vendte sig fra den ene side til den anden, hvorefter hun snorkede videre. K*ft det må være kedeligt at bo sådan et sted. Generelt lige meget hvor og hvornår vi kom, så lå folk og sov eller slængede sig. De skulle tage at rydde op i stedet for sku de :o)
Vi slentrede tilbage til bådestedet og fem minutter til højre for dette. Thomas kendte en australier, som hedder Mike Savins, som udover at være en dygtig bådebygger, opdrættede ”gigant clams” – kæmpemuslinger? – han havde samlet nogle ”moderdyr” som var over 40 år gamle og lige så store i omkreds som hvis man sætter fingerspidserne mod hinanden og laver en cirkel med armene. De havde ”læber” (det kaldes kødet, som ligger rundt i kanten) i alskens farver, blå og brune, mønstrede og prikkede. Jeg har aldrig set noget lignende! De havde to åndehuller, hver som de blæste vandbobler ud af. Fascinerende. De afgav yngel, som blev opdrættet i et sindrigt system. De fine muslinger blev eksporteret til vesten, når de var på størrelse med et ok-tegn. Det var ikke altid lige nemt og nogle tyske toldere havde sat 500 stk. på køl, da de ankom til en tysk lufthavn. Det kunne de ikke tåle. Arme opdrætter.
Vi besluttede det var på tide at skrumple hjemad. Af sted med båden, som ventede og ind i bilen, som heldigvis ikke havde fået en kokosnød i bøtten under parkeringen (En kokosnød landende med et brag 1 meter fra bilen tidligere på dagen, og det er sgu heller ikke ufarligt at få en i hovedet, så vi fik lige en reminder om at se op dér!)
Vejen var ok på nær diverse huller, men værre utrolig høje bump som en almindelige bil skrabde på uanset hvor langsomt man trillede over.
Dette hotel blev døbt gravko-hotellet. Jonas tilbragte nemlig mange timer med at lege med en skøn gravko, han kunne sidde på, som motellets unger havde. Den overtog han fra start til slut! Ava kravlede rigtig meget i Fangipani træerne og dekorerede ting med muslinger og koraller og konkylier.
Så kunne moder og fader sidde og snakkede med Thomas og Hannah og andre flinke folk imens. Hannah var studerende på opgave. Det var sgu lidt lige som de gl. backpackerdage, hvor folk snakkede og drak en øl på kryds og tværs i stedet for kun at kigge på deres bærbare….
Vi snakkede en del om frustrationerne ved at samarbejde med lokale folk fra Kiribati. Oh, the stories… Vi talte også om hvorfor folk så holdt arbejdet ud, for de havde næsten alle resten verden rundt det meste af deres liv. Chris, som var ”Head of Mission”, dvs. manden med moneterne, sagde, alle der bestred sådan et job havde forskellige grader af det, han kaldte de 3 m’er:
De var:
1. Missionaries – missionærer – de følte måske et hjælpekald og/eller kunne deltage i gigantprojekter de aldrig ville komme i nærheden af ellers.
2. Mercenaries – lejesvende – der var god hyre, og de betalte ikke skat
3. Misfits – utilpassede i en almindelig 9-17 hverdags trummerum – ingen af dem boede i deres oprindelige hjemland og havde giftet sig med andre udlændinge med samme baggrund etc.
