Stillehavet og jorden rundt med familien

Vi havde en hel dag ved templerne ved Angkor Wat. Vi
kørte rundt med Art, som vi var meget tilfredse med. Først så vi det kæmpestore
hovedtempel, som hedder Angkor (Wat betyder tempel). Der var massive turistmængder,
men fin stemning og området er så kæmpestort at det var okay. Men jeg får altid
lidt kvalme, når jeg ser de japanske turistflokke iført ens kasketter taktfast
travende efter guiden… Der var et bryllupsselskab, som fik taget bryllupsfotos
oppe på templet, og så var Øster Photo straks på pletten. Der var ikke mange
børn, så ungerne fik igen meget opmærksomhed, hvilket Jonas for det meste ikke var
så begejstret for. Den surmule-mund og demonstrativt lukkede og bortvendte øjne
udtrykker så afgjort hans mening ganske forståeligt uanset sprogbarrierer.

Templerne er bygget i 1200tallet og virkelig, virkelig
imponerende! Gigantiske og med udsmykning på alle flader af stenene.

Det er ikke en handicapvenlig udflugtsmulighed, da det
er tusindvis af trapper og ujævne sten, man klatrer rundt på. Ava blev træt
efter de to første templer og blev siddende i vognen med Art. Hun læste bøger
for de lokale børn, som gerne ville sælge hende en fløjte eller en tromme. Jonas klarede alle de templer, vi havde
udvalgt (plus et skønt ét som guiden overraskede os med). Vi så bl.a. Bayon,
som er kendt for at have ansigter på alle flader, Ta Prohm, hvor slangelignende
træer voksede henover og igennem templet og fæstningemuren ved Angkor Thom.

Banteay kdei var den positive overraskelse. Man gik
gennem porten og så ca. 400 meter igennem en smal åbning i skoven, og pludselig
stod man ved en 900 år gammel klosterruin, indre strakte sig uendeligt langs en
midterkorridor. Det var ikke blevet forsøgt vedligeholdt/restaureret som de
andre, så det var sjovt at se naturens barske gang. Foran klostret stod et
kæmpestort sølvfarvet træ, det nærmest så malet ud, men det var barken, som var
speciel, ikke mindst i det varme eftermiddagslys. Det var få besøgende, så den
intime stemning var også med til at gøre det til noget særligt.

Jonas og Jakob ved porten til B. kdei:

Vi så 4 elefanter, som man kunne betale for at slæbe
sig op på et bjerg og se hovedtemplet på afstand. Det var meget spændende,
synes børnene. Der var også vilde aber.

Art kørte mig og ungerne hjem til hotellet, mens Jakob
blev og tog solnedsgangsbilleder. Så blev han hentet af Art, da det blev mørkt.

(Jakob har
fikset så jeg kan lægge billeder op – de må dog kun have en vis str, så jeg
smider lige et op som har rette size, må fifle med det senere – ellers se
facebook.com : Jakob Øster – hans albums fra turen er offentligt tilgængelige)

Uhhh, den er ustabil denne her blog

Søde farmand var taget på busstationen dagen før afgang
og sørget for superbus og –pladser til sin familie. Vi tog en fin 1. klasses
airconbus i 4 timer op til grænsen (Poipet hedder grænsen på Cambodja siden).
Det gik rigtig fint. Undtagen for den turist dame som ikke vidste (- vi andre har lært af bitter erfaring) at aircon i udviklingslande betyder AIRCON! Vi havde derfor lange bukser, sko, og langærmede og hele pivtøjet på. Hun sad 4 timer i shorts og t-shirt i 14 graders kulde. Not a happy camper…Vi skulle køre med tuk tuk et lille stykke ind til selve
grænsen. Tuk tuk-fusker syntes, han skulle sætte os af ved hans fætters ”Betal-overpris-for-visum-som-også-kan-fås-på-grænsen”
shop! Så måtte vi ellers traske en god tur i solen med to små unger og en
hulens masse bagage op til den rigtige grænse, grrr. Vi kom rimelig hurtigt ud
af Thailand, og det gik rimelig nemt at få visum i Jakob havde set på
landets officielle hjemmeside at børn under 12 år var gratis. Det var
betjentene ikke helt vilde med, for så mistede de 40 dollars indtægt de ku
stikke i lommen. Men vi fik det hele for 40 dollars, hvilket vist var det samme
som Bangkok-we-can-help-you-biksene tog for ét visum (plus de sagde børnene
også sku have, så vi sparede vist $120).

Køen der mødte os var lang og bred og stod delvis i
solen og delvis i en lang mørk tunnel. Ikke lige hvad vi havde behov for med
sovesur Jonas, så en lille forhandling og 30 kr. skiftede hånd og vupti var vi
allersomforrest i køen 🙂 Gratis transitbus til taxa/buspladsen, hvor vi spiste
en aldeles glimrende frokost, serveret af en charmerende dværgemand, som børnene var ret vilde med. Cambodjansk mad er superlækkert med masser af grønt
og gode saucer. Folk er superflinke og afslappende. Jeg havde forventet noget i
retning af folkementaliteten fra Laos, som er temmelig bister og uudgrundelig,
men den forestilling kunne jeg heldigvis pakke sammen allerede på grænsen!

Vi tog en fin taxa de to sidste to timer ind til Siem
Reap. Ungerne fik lov til at se film på computeren og så fløj tiden jo af sted.
Vi ankom ca. 18.30.

Hotellet blev Mekong Angkor Palace. Vi fik lækkert 3
sengsrum (2 dobbeltsenge og en 1½ mandsseng plus stor altan og pool udsigt. $35
pr nat. Første aften her hørte vi om terrorplanerne mod turistmål i Bangkok, så
vi udvidede fra 3 til 5 nætter i Cambodja. Her er nemlig malaria, og kun
ungerne tager medicin, så vi dunster os godt til med DEET og bliver nogenlunde
inde efter mørkets frembrud.

Vi spiste på Curry Walla (fedt navn), en indisk
restaurant som ligger lige overfor hotellet. Ungerne skabte sig som ind i …,
men mutter fik en sweet lassi og god korma og så kan man lidt igen. Den normale
måde at komme rundt på her minder mest en lille, overdækket hestevogn trukket
af en knallert. Meget behageligt. Vi hyrede en sød fyr som hed Art, til at køre
os rundt hele næste dag. Temples awaits!

Afsted med bådbussen (eller som Jonas siger bådfærgen)
og af ved kvarteret, som kaldes Little India videre til Chinatown, som er en af
de få originale Chinatowns tilbage udenfor moderlandet.

Bangkok er i forvejen proppet, men her er det helt
ekstremt med fodgængere, kærrer, handlende, biler, motorcykler, tuktuks,
knallerter og varer ALLE vegne! Trafikstøjen og forureningen var overvældende,
men folk forstod at sno sig, så vi kom fint rundt med klapvogn og Ava. Der var
et stort overdækket område med meget smalle gange (en person bred) og små boder
som var fyldt HELT op. Der kan sgu godt lige hænge 10.000 ure på 2½ m2. Ava fik
lokket en fin ring ud af sin far, men ellers købte vi ikke noget udover en
lille hængelås. Det der med at skulle slæbe ting 3 måneder sætter virkelig en
begrænsning på købetrangen…

Vi spiste frokost på en superfed kinesisk restaurant,
hvor Jakob bestilte stegte østers. Så har han prøvet det, det var noget slimet
stads med vistnok ost omkring. Jeg snuppede and, og det går man jo ikke galt i
byen med!

Vi endte vist med at gå 4-5 km mellem forskellige
bådbusstops og godt brugte, tog vi båden hjem og nød roen og den friskere luft
ude på vandet.

Så gør det godt at komme hjem til en jordbærjuice til 7-8
kr. på hotellet. Ahhh. Og så en tur i poolen…

I dag har vi været på udflugten til ”Floating Market”.
Op kl. 6 og alt gik fino. Vi ender med crazy driver, som er sent på den – man skal
igennem den klassiske forbi 3 hoteller for at samle folk op – og hvad gør en
klog mand så? Han kører 140 km i timen og indhenter på den måde noget af
forsinkelsen. Og en ting er at køre 140 på Thai motorveje, en anden ting er at
være en dårlig chauffør som gasser op og ned og generelt er elendig bag et rat….
Vi kom frem i et stykke og kun to brækposer rigere (Ava igen igen), hvilke Jakob andægtigt
overrakte chaufføren efter kørsel, som bevis på vedkommedes duelighed.

”Floating Market” var – selvfølgelig – turistet, men
faktisk overraskende hyggeligt. Vi sejlede først i en lang motorbåd, det syntes
ungerne var herligt og ankom til selve markedet som var lidt i stil med
mini-Venedig (uden yderligere sammenligning i øvrigt!) små gader langs vandet
med butikker og – tadaa- lange kanoer med varer – fra alt til hatte, vifter,
frugt og tilberedning af mad. Man kunne leje en man med kano som håndpadlede
rundt, men dette gjorde vi ikke. Vi købte en meget fin håndsyet uglepung til
Avaneseren og tussede bare rundt og så på varerne. Jonas fik charmet nogle
frugtsælgende damer til at forære ham og Ava stykker af rosen-æbler, hvilket
smager rigtig godt. Det er dejligt at prøve noget nyt!

Jonas var lige en tand for populær på markedet. Alle de
lokale ville have kontakt og prikkede ham i maven og ville løfte på ham og det
blev for meget. Han blev pænt tosset og rystede sin lille næve ad folk. Det er
da fint han giver ren besked. Frugtdamen var han selvfølgelig vild med, man er
vel til fals for lidt føde. Ungerne er bl.a. blevet glade for omelet med ris og
hotellets glimrende havregrød med æble eller melon, så de får noget indenbords.

Turen hjem gik rigtig fint – vi fik lov til at køre med
en anden minibus, hvor chaufføren holdt sig til hastighedsgrænserne plus besad
betydeligt større køreevner, så det var en ren fornøjelse!

Vi tog lige en slapper på værelset, mens far hentede
briller. Vi har kun Cartoon Network på tv’et, så vi har set en del Tom &
Jerry film og Pink Panther, det ku da være værre…

Poolen kalder og så en aftenslentretur. Life is goood
😀

Så har ungerne påbegyndt deres 3. nattesøvn i Bangkok,
så mens fatter er ude og tage nattebilleder, er der en lille, stille stund til
mutter.

Vi skal tidligt op i morgen – klokken 6 – da vi skal
til ”Floating Market”, hvilket ingen af os har besøgt tidligere. Vi har begge
været her i 1996 og 1997 og sammen i 2003 og nu igen i 2012.

Jeg er faktisk positivt overrasket (Undtagen måske på
Khao San Road skalaen, men mere om det senere), da stemningen generelt er meget
bedre end sidst, vi var her. Thai’erne er glade og der max gang i den! De
sidder sørme ikke og drikker mynte-te hele dagen, som visse andre lande. Det er
hårdt arbejde fra sol står op til sol går ned! Der er crap, der skal sælges,
uanset om det er en lodseddel, en fisk, en pung, kniv eller en dippedut eller
dimsedat.

Hotellet er vi meget tilfredse med! For 150 kr. har vi
fint og rent værelse, restaurant, swimmingpool, fiskebassiner, andre børn og
hygge. Og vigtigst af alt location, location, location. Vi mødte hurtigt Karsten,
Katja og Sigurd (4), som kender min søster. Det er en lille verden 🙂

I dag har vi ikke bedrevet stort andet end at tage en
flodbus – som vi heldigvis bor lige ved siden af – en halv times tid op ad
floden for at besøge Karstens foretrukne brilleforretning Hawaii Optics for at
se, om vi ku gøre en god handel. I halvanden time kartede ungerne rundt i
butikken udstyret med legetøj (frisk de udleverer plastikgolfkøller og -bolde i
en forretning med glasskabe fra gulv til loft), mens især Jakob prøvede løs.
Jeg fandt hurtigt et interessant par, men synes 850 kr. var lidt dyrt, når jeg
ikke behøvede nye briller. Efter meget lang tid prøvede Jakob tilfældigt det
par jeg havde valgt (som var ret maskuline skal det lige tilføjes) og snupti,
så slap jeg for at spekulere på om jeg havde gysser til nye briller 🙂 Han
skulle give 1100 kr. fordi hans glas er så meget dyrere. Til gengæld er de klar
på 24 timer! Jeg tror han giver 1200 kr. pr glas i DK, så ikke nogen helt
ueffen handel.

Bagefter besøgte vi Lebua, hvor slutscenen til filmen ”Hangover
in Thailand” er optaget på den vildeste udendørs bar ever i 64. sals højde.
Børn under 7 år forbudt plus strict dresscode gjorde at jeg og ungerne ikke
regnede med at komme derop – Men heldige os! Da Baren endnu ikke var åben for
gæster fik vi lov til at køre op med elevatoren og kigge ud – og sikken en
udsigt og übercool bar!

Ungerne og jeg tog bådbussen hjem, mens daddy iførte
sig lange ben og pæne sko og tog op til baren igen for at tage billeder.

Vi snupsede i stedet en time i poolen, mens vi ventede
på en evt. dinnerdate med K,K og S, men de sad desværre fast i trafikken i 1½
time, så Ava fik ikke lært Sigurd at spille Uno.

Vi gik en lille aftentur i de hyggelige gader omkring
os. Det hippe kvarter er i løbet af de sidste 10 år flyttet herhen, hvor vi bor
(omkring Phra Athit) og det er jo ren Khao San Road anno 1997! Selve den
berømte backpackergade er et værre cirkus og rend (og hop) – Meget charmeforladt,
om end man sikkert kan gøre sig et kup, hvis man har tålmodigheden til at kæmpe
sig gennem horder af blegfede masser. Turistmassen består for en stor dels
vedkommende af ungdom iført grimme t-shirts (kan stadig ikke komme mig over
fyrene med hhv: ”Fuck You – (og på ryggen) You Fucking Fuck”! og ”Teamwork” med
billedet af tre mænd der gennembanker en fjerde med en kølle! WTF, siger jeg
bare. Hvad er det for et signal at sende til søde, høflige og meget velklædte
thai’er?! Og så øl-tee’s med lokale ølmærker, ikke bare last decade, men to
siden… Man skammer sig indimellem som turist…Så på med øjenskyggen, mascaraen
og den pæne kjole, så mødes man med lidt mere respekt.

Ungerne er i hvert fald en god indgang til kontakt med
de lokale. De er svært glade for børn, ikke mindst med lyst hår. Gad vide om de
har noget hår tilbage, når vi er færdige med turen, de bliver seriøst nusset af
alle der kommer forbi.

…er ikke altid uden forhindringer.

Vi tjekkede ud af
det dejlige Mirage Suites Hotel klokken 15, badede i poolen til 17.30, spiste
dejlig japansk og indisk take out inden vi drog i lufthaven kl. 19.30. Vi sku
først flyve til Bahrain og derfra videre mod Bangkok. Det var helt underligt
ikke at være eneste turister, men omgivet af horder af europæere (i transit) på
udkig efter lidt sol og varme. Vi fik pladser på 2. sidste række (not jay!) Og
sjovt nok på én af de to eneste midterrækker ud af 50, som kun havde tre sæder.
Jeg blev sat dér med afkommet, og Jakob sad på et sæde ved siden af i
vinduesrækken. Bag Jakob sad et yndigt par, som mindede lidt om ”Amy Winehouse
going 50 and her drug-addict lover”. Det var to grækere, som havde dybet
snablen i deres plomberede spirituosa, hvilket de fik besked på at stoppe med
af Gulf Air stewarden. Det var så eneste gang, der var lidt myndighed over dét
selskab. Flyet lettede kl 1.45 om natten. Ava faldt i søvn 00.45 på en bænk,
mens Jonas stadig var i hopla. Han sov først 2.10, og jeg fatter ikke, hvordan
han kunne holde den kørende så længe!

Jakob og jeg tænker, at vi har 6½ times flyvetid, så
lad os snuppe en lur, når nu det er midt om natten. Vi lægger os til at sove,
ligesom de fleste andre, hvilket indebærer sædet lægges ned. Vi er ved at døse
hen, da stewardesserne synes, der skal serveres en omgang mad! Damen tænker,
hende med tæppe, sovemaske, hovedpude og hættetrøje trukket helt hen over
hovedet, hun må da være sulten og rusker i mig. ”Nej, tak til ildelugtende
fiskeret kl. 2.30 og gider du skride?!”, opsummerer vist bedst mit svar. 2
minutter efter er den gal igen. Jakobs skøre grækerdame skal selvfølgelig spise,
og det er umuligt, når Jakobs sæde ligger ned. Ergo skal manden vækkes, og det
kan kun gå for langsomt! Hun rusker i sædet og slår ham i hovedet med en avis og
– hvis man kender Jakob, kan man måske forestille sig, at den slags gør man
ikke ustraffet! Han råber forskrækket, hun skal lade være og at han sover…
Hvorefter madame flejner fuldstændig og vil kaste maden efter ham og river og
flår i hans sæde, indtil det kommer i oprejst position. Hele flyet glor på
optrinnet, og Gulf Air kan slet ikke takle det og gør ikke rigtig noget. Jeg er
fuldstændig målløs (Jeg har en gang tidligere oplevet en fuld mand på et fly få
en advarsel, og det blev håndteret temmelig anderledes håndfast) og siger, hun
skal slappe af og tage en tur til Indien, hvis hun synes, hun har det hårdt! (Ved
ikke lige hvor det kom fra, var en smule træt!). Damen vil bytte plads med mig,
ja klart, kom og sid mellem mine børn og smadr manden, som sidder foran mig,
for hans sæde ligger også ned. Det var som at deltage i absurd teater.

Efter halvanden time er stewardesserne endelig færdige
med deres madshow, og så skal der deles tæpper ud til dem, der endnu ikke har
fået. Slam, slam, slam, tæpperne ligger nemlig midt i kabinen i et af
overskabene. Og slam. Og folk snakker og
pludrer, som var det en større fætterkusine-fest og ikke sort nat. Der skal
tisses af, slam, slam, suuuug, slam med dørene igen og igen. Vi prøver at få
pulsen ned, Jakob har rettet sædet op af frygt for at få tun i nakken, som hun
har truet med, men efter spisningen må han stadig ikke slå sædet ned, selvom
grækerdamen slår sit eget ned for der skal soves rus ud. Hun knalder knæerne
hårdt imod Jakobs sæde, så han ikke kan rykke det, og hvis han bevæger sig i
sædet, bliver det lige rusket bagfra… Der er en knaldhyggelig stemning på de
billige rækker…

Pludselig er Jakob væk, han har fået bevilliget et sæde
på 1. klasse i en time eller to. Endelig er der ro, og lyset bliver slukket…
netop som freden når at forplante sig i sjæl og legeme kommer grækermanden og
Jakobs sidemand mega op og skændes, og jeg tror, de vil gå i slåskamp. Grækermand
synes det er unfair, at sidemand har lagt sædet ned, når nu Jakobs (tomme) sæde
står op. Dem store sidemand forsøger at forklare, at manden foran ham også har
lagt sædet ned, og at han må tage sig sammen… Man ser ikke noget til
stewardesserne, de gemmer sig i køkkenet lige ved siden af. Meget mærkeligt
firma. Jeg prøver endnu engang at få pulsen ned (er lidt utryg ved dem, så tæt
på mine børn, hvis nu de skulle finde på at trimle omkring).

Da roen sænker sig igen begynder – ved gud –
stewardesserne ude i køkkenet at råbe ad hinanden! Dette er et absurd teaterstykke
uden lige. Klokken er nu omkring 5 om morgenen og jeg har stadig ikke sovet…
Okay, bare en times søvn inden landing vil være fantastisk, tænker jeg.
Desværre synes en dame, at hun skal åbne gardiet, så lyset vælter ind. Normalt ville jeg have spurgt,
om hun ku bruge sin læselampe i stedet, men tænker kvoten for verbale passager-udvekslinger
er opbrugt, giver op og tænker, vi tager sgu en all-nighter. To timer før
ankomst er det tid til at stå op ifølge Gulf Air! Der skal skramles, tændes
loftslys og ind køres morgenmad… Man er jo blevet lidt gammelsulten i løbet af
de forløbne 4 timer og 1 måltid siden!

Vi kommer fint ud af lufthavnen, får glimrende pink
taxi (Ava likes) og ankommer klokken 13.45 lokal tid til hotellet: New Siam
Guesthouse II, hvor vi også boede i 2003. Det skal blive spændende om meget er
forandret. De var ikke særlige venlige dengang, men stedet var nyt og med
glimrende beliggenhed, så vi prøver igen!

Gulf Air – not so
sure about that…

Så har vi sidste overnatning i Kuwait City. Vi har været på fredagsmarked med alle de lokale. Det var ikke kønt, men meget…lokalt! Man kunne købe tæpper i megamål, alskens pynteting og udsmykkede kommoder og tøj (brugt?) i tonsvis og og og…

Vi mødte et venligt ældre par, en pensioneret general i politistyrken og en pensioneret lærerinde. Hun var iført heldragt med kun synlige øjne. Det sjove var at hun sagde hun normalt ikke gik med ansigtet tildækket, men at der var så mange ikke-kuwaiteriske mænd, så hun følte sig utryg og de behandlede hende ikke med respekt! Spøjst, jeg tror sjældent, at jeg har været tryggere og blevet behandlet bedre 🙂 Og hun havde været i København og Oslo, så hun vidste jo ligesom hvad vi kom fra.

Vi fandt en kæmpe legeplads midt i souq’en, så der legede børnene længe. Vi forsøgte også at besøge museet til erindring om Golfkrigen, men det var desværre lukket.

Der har været mange folk på gaden idag, da det er deres fridag (fredag).

Jakob fortsatte på fototur mens ungerne og jeg gik hjem og badede i den virkelig fantastiske indendørs swimmingpool. Vi ville have svømmet imorges, men der var den booket til en private session, så anstændige damer kunne være i fred!

https://www.facebook.com/#!/media/set/?set=a.10150522188968748.404511.730823747&type=1

(klik tilbage til albummer oppe i den lille parentes)

og der kommer sikkert et til i aften 🙂

Dagens 5 års humor: Vi er i KOwait, hvor folk er MUSlim…

Så er turen skudt i gang med 8 timers vandretur. Vi
forlod først hotellet ved middagstid og gik over vejen og ned til Cornichen,
som er en 10 km lang strandpark, som løber langs Golfen. Det blæste kraftigt,
så selvom der var omkring 20 grader, føltes ikke det ikke specielt varmt – men sol
og blå himmel, og så kan man jo ikke ønske mere! Heldigvis var det pålandsvind,
ellers havde vi oplevet en gedigen sandstorm. Enkelte af de lokale var ikke blege for at iføre sig en vinterstøvle, ørevarmere eller en fiks dynejakke!

Vi gik en lang tur langs med stranden, og da vi var
klar til at tage en taxa ind til byen, var spørgsmålet bare, hvordan man
støvede sådan en op! Der var strandparken og den 2×3 sporede motorvej ved siden
af! Vi mødte tilfældigt en lokal fyr som heldigvis var frisk på at køre os til
Grand Mosque (Den største moske i landet), gratis forstås, mellemøstlig
gæstfrihed er absolut ikke at kimse af!

Kuwait City virkede mildt sagt lidt død i sværen. De
fleste butikker på gaderne havde skodderne rullet ned og der var meget få folk
på gaden. Bygningerne vekslede mellem topmoderne skyskrabere, grimme 70-80’er
boligblokke og lurvede 2 etagers bygninger med butikker forneden. Det ligner på
ingen måde et af verdens rigeste lande. Her er sjovt nok temmelig sandfarvet.
Palmerne er pt. lidt visne at se på og grå af støv. Den foretrukne husfarve er
sandfarvet, og da jorden består af sand og grus bliver udtrykket ikke just
sprudlende! Rigmandshusene er flottere i orientalsk stil, men dem har vi kun kørt forbi.

Men folk er venlige, hilser pænt og klapper børnene på håret
og prøver at tale med dem! Ca. 1/3 af damerne går helt tildækkede med kun
synlige øjne. Hovedparten af resten går med håret tildækket. Mange af mændene
går med dishdash (lang kjortel, enten kridhvid eller sort – dog altid nystrøget!)
og såkaldt palæstinensertørklæde – det ser jo forrygende ud!

Vi fandt heldigvis den store overdækkede souq
(markedet) med alt, hvad hjertet kan begære, og masser af folk. Det er ikke
marokkansk snuskebasar-agtigt, men rent og lækkert uden at være specielt
eksklusivt, hvilket især blev synligt, hvis man rettede blikket lige op over
butiksskiltet og så de hærgede facader og alternative strømføring…

Vi blev inviteret på te i et af mændenes
vand(pibe)huller. Folk er generelt gode til engelsk, så det er en fornøjelse at
sludre lidt, når nu man rent faktisk kan tale sammen! Det lykkedes en overtræt
Jonas at vælte teen ud over mig…Så der røg formodentlig min eneste langærmede bluse
og 1/8 af t-shirt beholdningen. Grrr.

Efter 2½ times slentren i basaren, fik vi en guidet
rundtur kl. 17.30 i Grand Mosque. Jeg skulle have en fin beige nylon-heldragt
på med indbygget tørklæde, og Ava fik en sød pigemodel, så hun lignede et lille
spøgelse. Selve den store bedesal var lukket pga. renovering, men via
dameafdelingen på 1. sal kunne Ava og jeg kaste et blik derind. Hele komplekset
rummede 100.000 bedende under sidste ramadans afslutning. Det er ganske
imponerende. Udsmykningen kunne dog på ingen måde måle sig med fx Irans
moskeer, men det er dejligt man bliver budt indenfor, det er ikke altid man er
velkommen i et lands moskeer. Her var den rimeligt moderne med legestue
indrettet med Ikea møbler m.v., og Ava fik lov til at lave et smukt bogmærke
islamic-art-style i en kreativ workshop. Jonas tilbragte tiden med at bælle de brikjuicer,
som normalt uddeles gratis (Da vi var i Bahrain i 2008 måtte vi engang forlade
en moske, fordi vi simpelthen ikke kunne indtage mere juice!)

Efter besøget gik vi tilbage på markedet til en lokal
aftensmad på souq’ens torv bestående af kebab (her i
køfte-lange-kødboller-stilen), stegt kylling, ris, sovs, fladbrød og salat.
Super lækkert og lige hvad vi trængte til. Jeg lærte at helt tildækkede damer
lige løfter mund-sløret, når de skal spise eller drikke. Det ser spøjst ud. I
de andre mellemøstlige lande vi har rejst i har de tildækkede damer altid spist
i særlige kvinde- eller familierum. Men de virker afslappede her og samtidig meget
noble og dannede.

Der stod nogle mænd med fyldte indkøbsvogne og ventede
ved siden af restaurantens borde, hvilket undrede mig. Indtil en bord med damer
rejste sig og viftede af dragerne, som fluks kom med deres vogne og fulgte
efter dem ned til deres bil. Jeg så også en drager komme med en indkøbsvogn med
varer plus barn i – man kunne lige overveje denne model i Herlev Bymidte, så
ville jeg da benytte det!

Kl. 20 var ungerne stegte – Øster Tours er for de
udholdende med stærke ben! – og vi tog en taxa hjem til hotellet. I morgen står
der Aquarium og hotellets indendørs pool – a la Arndal Spa – på programmet. Poolen
er indendørs, da vandet i poolen bliver for varmt udendørs om sommeren! Jeg er
nu meget glad for, vi er her om vinteren og har startet ferien med et diskret
varmespring mellem dansk 0-5 grader og næste stop Thailands 30+ grader.

/Charlotte