Dagens program for Ava, Jonas og jeg bestod i en tur i
shoppingmekka nr 1 i byen, MBK. Taxa kostede 16 kr. og vi fik en skrammel taxa
med minimal aircon og affjedring, men heldigvis blev ingen unger køresyge. MBK
er 7 etager højt og pænt kaotisk. Rigtige butikker yderst og så smalle rækker
med mindre butiksboder i et ælte. Vi fandt en Boots (engelsk Matas) og fik
tanket op på solcreme til stillehavsøerne, det var det mest ophidsende udover
de mange rulletrapper. Vi spiste frokost i et kupon-cafeteria. Man gav en
kassedame fx 40 kr., så fik man små papirslapper med forskellige beløb på a la
matadorpenge. Så kunne man gå rundt til de forskellige madboder og shoppe med
sedlerne. Jeg fik superlækker and i kraftig suppe med grøntsager og mørkebrun tofu.
Jonas troede det var chokolade, og blev slemt skuffet :o) Det kostede 8 kr. Vi
købte det, vi ville have, spiste ved langbordet og fik til slut vekslet resten af
sedlerne til kontanter igen. Elektronik-etagen var den mest populære! Fyldt med handlende og små butikker, som solgte ALT hvad hjertet kan begære til mobiltelefoni m.v. Hvis jeg havde haft en smartfone af den ene eller anden art, var jeg nok kommet hjem med krystalcovers og andet uundværligt bling bling. Man kunne købe mobilnumre, og jo nemmere nummer eller jo heldigere tal, jo dyrere. Så en butik bestod fx af 1-2 m2 med sedler med tal ALLE vegne. Det andet der var værd at se på var skobutikkerne. Nu ved folk, der kender mig godt, at jeg hader skoshopping pga mongolfødder, men her var der smæk på inovationen med farver, højder, hæle og ikke mindst massiv bling bling!! Der var desværre fotoforbud i butikkerne med de skøreste sko, så jeg har nok ikke været den eneste der tænkte, det var anderledes fashion…Man kunne også få syet to jakkesæt, to skjorter og det løse på kun 8 timer…Ja, jeg er sikker på man kommer til at ligne en halv million (rupies) med slige håndværkerevner.
Vi gik i centrets taxi kø for at få taxameter taxa, så
vi slap for de evindelige ”150 baht-chauffører” som holdt udenfor
hovedindgangen. Det var ret tjekket. Vores chauffør var ret god til engelsk, og
vi fik en god sludder på vej hjem. Ava sang for os, og han syntes, hun skulle
optræde på fjernsynet! Ava har lært sig hele Thomas Tog sangen, så nu er Jonas
hendes største fan.
Vi nåede ikke i svømmepølen for første gang, så vi tager revanche imorgen!
Jonas faldt i søvn i taxaen, så der var et hyr med at få
dem til at sove, når man er i lokalet. Så kunne man godt bruge at have to rum!