Stillehavet og jorden rundt med familien

I dag har det været solskin efter enkelte byger i morges! Vist første gang siden vi var her for allerførste gang! Jubii. Der var høflig selvbetjening i morgenmadskøkkenet (Mama tænkte nok det var søndag og vi var gl. i gårde). Jonas drak en masse saft i morges, som han så sad og kastede op på sin plastikhagesmæk. Bagefter havde hand et fint og spiste morgenmad. Vi legede på værelset, vaskede tøj og gik en lille tur. Jonas faldt i søvn under frokosten og det lille pus viste sig at have 39,6 i feber – uden beklagelse overhovedet! Han blev lagt til at sove i overkøjen, mens Ava legede i hulen nedenunder. Nogle timer senere stadig høj feber, men ikke værre end han var tørstig og spiste kiks og spillede golf, som havde han Tiger Woods i overarmen. Han, farmand og Ava er nu ude og grave i noget sand i skyggen. Vi håber han er klar på 12 timer lige som Ava, men jeg undrer mig altid over de kan karte rundt med høj feber. I aften står den på Mamas søndagssteg med is og vi glæder os allerede – bestilte aftensmad allerede om morgenen, hæhæ.

Han var rask igen naeste morgen, det var dejligt!!

Sidste dag i Samoa gik med at få en ordentlig hovedpine til at forsvinde (tak, hårde seng), slentre en tur i byen med ungerne og rent faktisk bevæge sin ind i en åben butik!!! Yay. Ikke en skid at købe, men bare princippet huer mig stærkt. Vi ledte efter badevinger, da Jonas ene taber lidt luft…Men de havde alt andet end badevinger i oppustelige sager. Endda det præcis det samme badebassin, vi har shoppet i Føtex derhjemme og til samme pris! Vi fandt en lækker, lækker butik hvor jeg måske kunne have revet mig og købt nogle dyre øreringe (Jakob og jeg havde 11 årsdag), men damen i butikken var skruphysterisk og jamrede: No, no, no touch bare Jonas satte en lille finger på en glasmontre. Hvilket er meget lidt samoansk, skal jeg hilse og sige. Så vi skred ud igen og det eneste pæne jeg har set på turen, måtte blive tilbage… :o((

Flyet var sørme 5 timer forsinket, men denne gang blev vi advaret i tide. Så i lufthavnen kl. 14 med os og vente, vente i verdens kedeligste (næsten) lufthavn med 100 % kulret Jonas. Heldigvis var han sød i flyet og jeg undrede mig bare over damen ved siden af mig var så ualmindelig sur. Hun viste sig at have massiv flyskræk (nr 2 på hitlisten over mest flyskræk mennesker jeg har siddet i nærheden af) og under landingen var der lidt turbolens, og hun var ved at krepere, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så til sidst tog jeg bare hende i hånden og talte til hende om, at alt var godt, og vi var nede lige om lidt og blah, blah, blah. Totalt grænseoverskridende, men hun var glad for det og slappede lidt af.

Vi kørte fluks hjem til Mama, som måtte skuffe os og sige der stadig var vandskade i værelset og vi ikke kunne bruge det. Vi fik hendes andet familierum, med køjeseng – se lige et hit for ungerne. Total underholdning hele aftenen :o) Desværre ligger det lige ved poolen aka 2 meter væk uden kant, så de kan ikke selv løbe udenfor, da klinkerne er glatte efter al den regn.

Ava havde det heldigvis meget bedre om morgenen. Vi fik
en fin morgenmad med toast, spejlæg, frisk frugt m.v. Skønt at sidde i
morgensolen med kig til vandet. Det var lidt overskyet, men helt fint med os.

Vi var på stranden fra 9-11.30, inden solen for alvor
satte ind. Charlotte fik endelig prøvet snorklen og dykkermasken, selvom det
ikke var et specielt godt og levende rev, var der fine fisk og lidt blå og gule
koraller. Ungerne havde gang i sådan nogle børne-vandgeværer, jeg har slæbt med
i troen på at vi kun skulle kukkelure på strande. Det er sådan et 30 cm langt
skumgummirør og så trækker man bare et stempel op for at lade det, og trykker
stemplet ned for at skyde – selv Basse kan håndtere det – og det var sjovt at
skyde (fjollede, skøre) palmer, mors fødder og andet godt.

Vi spiste frokost på altanen. Skippy Cornflakes og
værelseslun, langtidsholdbar mælk. Ja, det er et dyrt land, så man må jo klare
sig med det forhåndenværende :o) Til oplysning kan jeg fortælle, at en (1)
liter yoghurt i det billigste supermarked koster over 70 kr.!!!!! Skippy
måltidet stod i knap 40 kr.

Derefter kørte vi aftes. Først var kursen sat mod en
såkaldt Ocean Treach, som var to kæmpestore huller i jorden/klippen tæt på
kysten, men vand i bunden. Klippekanten lå helt ud til kysten der og der var
skræmmende langt ned – hegn bruger vi ikke – de to huller lå i en dejlig,
velplejet have fyldt med fales, hvor man kunne slænge sig i skyggen og nyde det
azurblå hav forneden og den blå himmel foroven :o) Jakob var den eneste der
skulle bade, jeg har noget med meget lange, primitive stiger, så hen steg ned
på bunden af et af hullerne og tog en svømmetur. Bagefter gik vi en tur og
kiggede ned på kysten, hvor stivnet lava engang havde lavet nogle mægtige
blowholes og bassiner.

Derefter kørte vi hen og så Sapoaga vandfaldet, som var som taget ud af en eventyrfilm, en dyb kløft fyldt med palmer
og urskov og et 180 meter vandfald i enden. Der var en lille have ved
udkigsstedet, som børnene var ret begejstrede for: Der var lokale trommer at
slå på (udhulede træstammer), høns at jagte og ikke mindst et skilt, hvorpå der
stod Ava – Kava foran en busk. Kava er det lokale rusmiddel, man får ved at pulverisere
en peberplante, som giver én en herlig følelse af bedøvet mund hos tandlægen.
Her på Samoa kaldes Kava dog Ava, det synes de lokale er ret sjovt, når de
hører Avaneserens navn.

Derefter så vi endnu et vandfald, hvor det fedeste ved
det, var navnet: Papapapaitai Falls. Love it. Derefter kravlede Jakob op på et
bjerg (af myg) og så forfatteren Robert Louis Stevensons grav, hvor skønne ord
står indgraveret.

Derefter var der kun 5 minutter tilbage til hotellet
Treasure Garden, hvor vi prøvede endnu et værelse. Vi har jo været meget glade
for hotellet, selvom Jakob blev låst inde i værelse nr 1, da låsen gik i
baglås. Værelse nr 2 havde defekt toilet, som lavede regnvejr i den fine
kinesiske restaurant nedenunder, og nu værelse nr. 3 havde halvskør on/off
låsbar altandør (stor fællesaltan som fungerede som brandtrappe) og en af sengene
var så hård som et bræt, at jeg ligefrem tjekkede om det var et bræt! m.v. Men
det gik alt sammen. OG vi var glade for at være tilbage. Jakob gik på netcafe,
da hans mobils memorykort er stået af og der ligger vores gps på til især USA
og Island, så det arbejdede han på at fikse – uden held desværre.
På vejen hjem – fredag aften er åbenbart party night – kom han forbi en
gospelkirke med store mænd og damer der sang Halleluja, så taget lettede.

Apropos store så er Samoas kvinder gennemsnitlig de
tungeste i verden. Det er de tykke numsers paradis! Og frituremadens….Det er
ikke et spinkelt folkefærd i forvejen – og jeg ved godt, man ikke skal kaste
med sten, når man selv har de mest mandhaftige ankler i Skandinavien – men jeg
skal love for, at det er nogle imponerende, udspændte bayonneskinker kvinder i
alle aldre kan diske op med som underben her i landet.

Omvendt kønsmæssigt morsomt er det jo, at mænd her
meget gerne går med sarong (nederdel til lige under knæet) eller lava lava, som
de kalder det. Det ser altså sjovt ud, når en række politimænd er linet op
udenfor stationen eller i lufthavnen i uniformssarong! De rigtig vovede har
takker forneden, så de ligner noget fra en Flintstones film. Altså politimænd!

I dag var det officielt godt-vejr-tilbage-på-Samoa-dag,
og inden vi fik kuller af Apia, styrede vi af sted i en lejet Daihatsu 4
hjulstrækker. Destination: Sol og strand!

Øen Upolas sydøstlige hjørne skulle være helt
paradisisk og selvom det lød pebret for at bo i en ”fale” (udtales ligesom:
falde), som basalt set bare er et hævet trægulv med palmetag og –vægge, som
kunne trækkes for om natten, samt madras og myggenet! Jakob havde som sædvanlig
superreseachet og fundet frem til Faufau Beach, hvor vi kunne få et rigtigt
værelse inkl. to måltider og eget bad/toilet til en god pris (6-700 kr. pr
nat). Jeg kunne ikke helt se Jonas bo ude på selve stranden i et hus uden faste
vægge. Jeg ville ikke få lukket et øje :o) Plus Ava skulle følges på
fællestoiletter om natten etc.

Vi kørte en omvej på vej derned, da øen jo ikke er så
stor. Vi kom igennem en superfrodig ø med flere bjergtoppe på 950 meters højde.
Der var tonsvis af palmer og fuldstændig ufremkommelig regnskov op ad
bjergskrænterne. Det meste af kyststrækningen er klipper eller sort sand –
koraløer er jo tidligere havvulkaner. Men, men, men The real deal Bounty
reklame-strande er at finde nede på denne tip af øen. Vi spiste frokost og
badede på en superdejlig strand ”Lalumanu”, hvor der lå 3 fale-hoteller – Altså
sådan nogle rimelig basic træhytter eller palmehytter. De var meget dyrere end
vores overnatning. Så da vi så deres primitivitet, blev vi lidt lorne ved hvad
der ventede os. Men indtil da nød ungerne at grave i det kridhvide sand og
plaske i det krystalklare vand. Der var omkring 20 turister alt inkl. på en
lang strækning, så det var lækker, lækker.

Vi sad under (de var ret høje dér)
og i skyggen af en fale, for solen bagte ubarmhjertigt ned over os. Jeg havde
heldigvis taget min go’e gamle surfertrøje med. som jeg har brugt til at
snorkle med, så den kunne jeg have på, så min min arme ryg ikke behøvede mere
sol.

Efter nogle timer med sand mellem tæerne, kørte vi videre til vores beach
resort som lå 15 min’s kørsel nede ad vejen. Der lå kun det hotel og så en
lille landsby. Super idyl med den smukkeste strand og det vildeste backdrop: Ca
100 meter fra kysten startede bjerget brat og det var frodigt og knaldgrønt i
alle tænkelige nuancer. Det var lige åben mund og polypper et øjeblik. 1-0 til
Samoa at last! Vores hotelmutter hed Korsetta – og nej, hun var trivelig kvinde
helt uden de snærende bånd fra en bysteholder – men hun var sød og hjertevarm
og vi var meget glade for at have valgt Fau Fau. Hun startede med at byde mig
og Jakob på kaffe og bananer, mens ungerne sov en lur i aircon bilen lige ude
foran restauranten. Nu skal man jo droppe de der gængse billeder af hoteller.
Det er en stor ”grus/koral”-p-plads. Der er bygget et højt halvtag med søjler
rundt i kanten på et hævet gulv. Bordene er hjemme-snedkererede og stolene af
plastic (umage forståes), lige for at bryde stilen var der en diskokugle i
midten og en lille orkesterplads i det ene hjørne med plads til live musik
(Polynesere elsker at feste). Vejen løb mellem restauranten og stranden, som
ikke var specielt bred. Bred nok til to rækker fale’r – bagerste rækker var til
at sove i og forreste rækker var til ”solbadning” – det var genialt. I stedet
for grimme parasoller – solen er nådesløs – kunne man vælge sig en lav, åben
hytte med trægulv, til sig og sine sager. Mutter var solgt.

Vi holdt en siesta på værelset, da alle var lidt kogte.
De rigtige værelser lå en lille toetagers hotelblok vinkelret på stranden bag
ved restauranten. Blokken var bygget i 2010. Grunden til alt var så pænt og nyt
var at netop Upolas sydøstlige tip blev ramt af en tsunami i september 2009 efter
et jordskælv til havs. Korsetta fortalte os om det: En morgen kl. ca. 7.30 en
morgen havde der været et kraftigt jordskælv. 80 minutter senere opdagede de,
at alt vandet på stranden blev suget ud, og revet lå helt bart. Der var ingen
advarsler fra myndighederne, men de lokale vidste, det var et tegn på en tsunami
var under opbygning (Bølgen kan kun vokse sig stor ved at suge vand til sig).
De fik samlet de 52 gæster de havde boede plus børn og ansatte og fik dem til
at løbe op ad deres vandresti op på bjerget i sikkerhed. Taget i betragtning,
hvor ufremkommeligt den bjergside ellers var, var et deres lykketræf, at de
havde en afmærket sti op til toppen af bjerget (andre steder er det bare lodret
klippevæg de første 30 meter op). Så sad de oppe på bjerget og kiggede på
bølgen som bragede ind og tog alt med sig, inkl. 32 beboere fra landsbyen, som
ikke nåede med op. Som Korsetta sagde, var det godt tsunamien ikke kom om
natten, for så havde de alle været væk. Hendes familie havde boet tre uger i en
hytte på bjerget, efter turisterne blev evakueret. Dette skete i september 2009
og allerede i december samme år havde de fået bygget restauranten og 4 små
fale’r op igen. Med hjælp fra bekendte i udlandet fik hun råd til at genopbygge
hele ”resortet” med flere hytter, og den rigtige toetagers bygning med
hotelværelser, vi boede i.

Efter en siesta på værelset gik vi på stranden fra
18-19, hvor vi troede, der var middag. Det var desværre først kl. 20, så ungerne
var sultne. I hvert fald Jonas, Ava havde pludselig næsten 39 i feber og var
helt slatten. Vi fik hevet hende ned til maden og puttet lidt ris i hende,
hvorefter hun sov ved bordet. Maden var ellers det absolut bedste vi fik i
Samoa: Tun i karrysovs, stegte kyllingelår, røreæg, pastaret og lokal frugt. Det
lyder måske ikke så lækkert, men det var lige, hvad vi trængte til; god,
hjemmelavet mad.

Jakob bar Ava op på værelset og der var kun en
gulv-fan/ventilator, og hvis det nu var hedeslag, hun havde – hun havde kaldt
den første strand for en ørken fordi der var så varmt :o) – så blev den sat på
hendes seng. Jakob syntes vi skulle lave gennemtræk fra dør til altan og det
var også en god ide, bortset fra at der efter 10 min. var fyldt med mærkelige
småfluer som kunne kravle gennem myggenettet og bed det stakkels barn (og faren
som tappert var gået med derind for at slå dem ihjel). Den ene side af vores
dobbeltseng også var helt sort af dem fordi der sad i lampe på væggen, så Joans
og mor klaskede løs på los animals. Jeg fik hurtigt hys-nok og fik en
insektspray af Korsetta plus vi tændte altanlyset og badevær lyset i stedet for
at lokke dyrene væk. Det virkede heldigvis tip top, selvom vi var glade for, at
vi skulle sove med åbne glasskodder (myggenet yderst) med alt den spaying inden
sengetid.

Vi endte med en lidt træls nat: Ava talte i søvne og
fik vand og skulle tisse fire gange (vi havde postet vand på hende om
eftermiddagen/aftenen), lidt gang i restauranten kl 2, en nabo-hund der gøede
(og gøede) i 30 min. i streg omkring kl. 5, så lige et katteslagsmål hen ad 6
tiden og så fremdeles.

Vejret var klaret lidt op – Dagens program gik på
frokost pa Aggie Grey med efterfølgende svømmetur i deres pool. Vi nåede lige
indenfor døren, så brød himmel og jord i ét og der faldt en mase regn. Det
regnede i en halv times tid og det passede med vi bestilte frokost og spiste.
Ungerne løb rundt og snakkede med katte og fandt blomster etc. Der er rigtig
mange farvestrålende blomster her og de går meget op i at holde deres
haver/grønne områder, så det er en fornøjelse at beundre. Der groede endda en
ananas på en palme lige ved poolen.

Vi var de eneste ved poolen, så det var jo en
fornøjelse! Jeg fik svømmet en del baner og ungerne legede på en lille ø med en
lille palmebladsparasol på ude i poolen. Jeg, der ellers er så hysterisk med
solcreme, glemte at smøre mig ind på ryggen – av av, siger jeg stadig 2-3 dage
senere, med en flot hvid bikiniryg! Så tovligt! Klokken var 14-16 og det var
overskyet, men fool nobody, solen steger her. En lille huskekage, som har
intensiveret solcremeforbruget drastisk.

Vi gik på McD på vej hjem for en omgang legeplads og om
aftenen var der kinesisk på menuen – kylling og orange peberfrugt, meget
lækkert, – det er simpelthen verdensklasse at bo ovenpå byens bedste kinesiske
restaurant, som lige smider maden op på værelset.

Om aftenen gik Jakob ned og så danseshow med lokale
danse på Aggie Grey (Jeg har set min del sidst jeg var på Fiji), mens jeg og
ungerne så en film på computeren. Tophyggeligt.

Der er efterhånden nogle særkender der er dukket op for
Samoa. Det er en rigtig fin og afslappet lille ø. Måske lige en tand for
afslappet med deres lukketider. Det er jo helt tosset at sidde i en hovedstad,
hvor ALT er lukket kl. 17 med undtagelse af McD, Supermarkedet og biografen.
Jeg har nået i 0 butikker – selvom jeg gerne ville ind i dem – for enten var
der lørdag kl 12 lukket, eller søndagslukket, heldagsregn man+tirs som først
stoppede om eftermiddagen og så lukkede de før tid…Can’t work with this!

Et andet særkende er deres skraldesystem. Som virker
btw. Foran alle huse – måske ikke lige ”downtown”, men ellers er der et slags
bur på høje ben ud til vejkanten. Der smider de deres skrald ud og hunde og
andre dyr går ikke i det. De fancy har pigge og er avet i metal (De er åbne
foroven), mens de mere basale er bygget ud af nogle gamle planker. Det er måske
ikke så yndigt, men hey! det virker.

En anden ting er multi-business. Man skal jo tjene
nogle penge. Vi bor ved siden af en forretning der hedder: International Investment
– Gift & Tyre shop! Jeg køber lige lidt udenlandske aktier, en vase og et
dæk under same tag?? Det giver ingen mening :o)

En anden meget Samoansk ting er deres gamle busser. Det
er ikke bare gl. skolebusser a la Amerika, men selve passagerdelen er bygget i
træ med åbne vinduer – de har været herlige her i regnvejret – og der kan
saftsuseme stoppes mange ind i sådan en. De er alle sammen malet i flotte
farver og med forskellige kælenavne på siderne. Jeg håber Jakob når at tage et
billede af dem inden vi tager i lufthavnen i morgen, da det har regnet, når vi
havde muligheden for at fotografere dem.

Her tirsdag morgen, tænkte vi, at vi havde fået nok af
Elisa og flyttede derfor vores habengut over på Treasure Garden, hotellet som
ligger ovenpå den kinesiske restaurant. For kun 325 kr. for vi et rigtigt
værelse igen med to dobbeltseng, sæbe og altan og ingen der kigger ind! Folk
her er super flinke og virker også en tand skarpere end på Elisa. Og så ligger
det tættere på diverse butikker og McD, biograf etc.

Det er rimelig bittert at sidde og kukkelure i
hovedstaden i regnvejr, når man inden rejsen havde indre forestillingsbilleder
af grave sandslotte af kridhvidt sand med palmerne svajede i baggrunden. Vi
vidste selvfølgelig godt det var regntid, men det plejer normalt at udmønte sig
i en times regn midt på dagen eller lign.

Ungerne fik lov til at se lidt Thomas tog, mens vi
læste og regnen haglede ned – Fuldstændig heldagsregn. Klokken 14 fik jeg spat
og insisterede på vi trodsede regnen og gik ned på det overdækkede marked lige
bag hotellet. Jakob er ikke meget for vand, så han synes det var en rimelig
tosset idé, da vi fik forvildet os ind på busstationen i stedet for at gå
direkte til markedet. Der var vandpytter, 27 busser og 400 mennesker som skulle
hjem alt i mens det stod ned i hhv. alm regn og torve. Vi så markedet med en
masse boder med friske grøntsager og lidt med souvenirs – jeg kommer ikke til
at købe mig fattig i kokosnøddeskals-øreringe eller krigs-køller – så alt i alt
meget lokalt og ikke så ophidsende. Vi forsøgte at arbejde os hen mod McD men
blev fanget under diverse halvtag, når regnen tog til.

Moder blev belønnet med en time på internettet lige
overfor McD (til kun 30 kr./timen, mod Elisas 60 kr. i timen). Bagefter
steppede Jones og jeg hjem i supermarkedet (uhh, fedt at bo lige ved siden af)
og købte aftensmad til os – vi endte med boller med fyld og syltetøj, vi kører
god enæringsuge som sagt – mens Jakob og Ava gik i den lokale og meget flotte
biograf og så TinTin filmen. Det var et kæmpe hit i begge lejre. Jonas og mor
spiste kager, øh aftensmad, og så Peter Pan i sengen, og Ava var helt elektrisk
over den gode film og popcorn, hun havde set og fået.

Mandag morgen – så var der ellers hustle & bustle
på gaden fra før kl. 8! Jeg gik ned på vaskeriet med vores vasketøj kl. 9 og
der var langt fra totalt øde gader til 300 busser, taxaer mv. Busstationen lå
lige bag ved Laundretten, så der er sikkert ekstra mange biler i området.

Vi spiste den inkluderede morgenmad – bortset fra vi
selv medbragte Skipper cornflakes (NZ’s foretrukne!), da deres Weetbix kun fik
en fan i Jonas – Det er sådan nogle formpressede klodser af ? som når det
overhældes med mælk minder utrolig meget om den grove Sempers babygrød til 12
mdr+ Og da vi fik udleveret kold mælk, gav det ikke just en bedre
smagsoplevelse!

Formiddagen gik med at lege på altanen og i værelset,
og kl. 12 rykkede vi over i den fattige afdeling! Til 300 kr. pr nat, fik man
nu: Lille hummer, dobbeltseng, enkeltseng, DELT bad og toilet (der var kun os
og andet par til 3 badevær pga. lavsæson), en lænestol og lille skrivebord. Der
var en stor opholdsstue og et køkken, hvis indhold bestod i en 25 år gl. mikroovn
som ikke virkede, et køleskab og noget service. Jeg fik tiltusket mig en
el-kedel af personalet dog. Der var ikke engang sæbe på toiletterne, det skulle
man selv ”provide!” Gulvene var nogle slidte linoleumsgulve, som lå lidt i
forskellige mønstre alt efter, hvor der var blevet slidt og dækket til med
andet. Vores værelse lå så uheldigt at vinduerne vendte ud til trappen der
førte ned til poolen, så hvis gardinerne ikke var trukket for så kunne man glo
lige ind. Hvad værre var så var vinduerne, de der vipbare ti cm høje
glaspaneler, som de store fans af herude. Dvs. de er på ingen måde lydtætte.
Derfor var vi lidt lorne, da en ældre dansk herre ude på trappen lige kiggede
ind ad vinduet og lige ville advare om, vi ikke var de eneste danskere på
hotellet! Øh tak og skrub ud af mit rum… Vi sendte farmand ud på jagt efter en
lejebil, så vi kunne flytte ned på øens tip – den med de hvide Bountystrande,
suk… – og grave i noget sand samt på jagt efter frokost etc. Efter nogle timer
med kulrede unger og en tur i poolen kom han endelig hjem. Og vi spiste dejlig
helstegt kylling fra Farmer Joe’s med kæmpe-agurker, lokal ananas, friskbagt
brød osv. Vi spiste ikke kyllingen op, og jeg pakkede grundigt resterne af
kyllingen ind og satte den i køleskabet og smed skroget ud.

Det regnede helt vildt, og ungerne løb rundt på gangen
og i opholdsstuen, det var lidt svært at underholde dem (golfsættet ligger hos
Mama). Jeg fik udgangstilladelse og drønede ned efter vasketøjet. Så et smut i
supermarkedet efter vand og 40 bleer – Bushtails fra Aus – og det løse, og så
ellers hjemad inden himlen brød løs igen.

Vi håbede inderligt, inden vi fløj herover, at Samoa
kunne undgå det store lavtryk, der bringer en masse regn ind over området i
øjeblikket. Desværre tog vi regnen med os… Jeg fik investeret i en lille paraply
da vi ankom til øen – af billigste kinesiske fabrikat – som med nød og næppe
overlevede det fem minutters skybrud, jeg blev fanget i på vej hjem. Mig med 3
poser indkøb, 2 poser tørt vasketøj (i stofposer) og en pose med vådt vasketøj
og en mini paraply og kalasplask for et regnvejr og intet sted med læ. Jeg blev
våd, men reddede tøjet!

Vel hjemme opdagede jeg, at nogen havde taget vores
kylling i køleskabet! Børnenes aftensmad, grrrr. De havde hverken rørt mælk
(koster ellers 12 kr. literen) eller Jakobs øl eller det andet vi havde. Til
gengæld lå der nogle gamle, ækle panerede kyllingelår i en pose. Hmm, meget let
af tage fejl af dem og så vores lækre kylling. Jakob talte med personalet, som absolut
ikke ar tilfredse med tyveriet! Der boede kun ét andet par på hele gangen,
såååå hmm, hvem mon der har scoret maden? Jakob spurgte den skumle dame i
parret om det var dem, men det var det i hvert fald ikke…Så det får vi jo ikke
helt opklaret.

Ergo måtte vi steppe ned på McD igen igen, selvom det
er vildt dyrt, så ungerne kunne rase lidt af på legepladsen. Jonas kan ikke
lide maden dér, så han fik 3 lækre syltetøjsmadder til aftensmad. Det er
virkelig god kost her på øen… På McD mødte vi en hvid fyr med familie. Eller
det troede vi, men han hed faktisk Rasmussen, og hans oldefar havde giftet sig
med en pige fra Samoa, og det var åbenbart nogle kraftige gener, for han var
stadig helt lys. Vi mødte også en lille pige på omkring 1 år som hed
—tadaa— Ava. De havde heller ikke mødt andre der hed det, og det var lidt
sjovt for Ava.