Stillehavet og jorden rundt med familien

I går var en helligdag i Hong Kong, så der er fyldt med
lokale samt kinesiske turister fra fastlandet. Det var heldigt, Jakob havde booket
værelset for 3 måneder siden til 40 us$, for han har lige mødt en backpacker,
der af nød måtte betale 45$ for et klamt singlerooms kosteskab uden toilet og bad.

Første stop var McDonalds
til morgenmad (vi fandt et supermarked på vej derover så det bliver brød,
yoghurt og frugt fremover) – sammen med ca halvdelen af turisterne i byen. Men
det smagte faktisk ret godt og der var masser at vælge mellem til morgenmad.

Derefter besøgte vi et gigantisk mall med 700 butikker. Vi var på jagt efter en
ny kamerataske til Jakobs, da hans gik i stykker i Cambodja, selvfølgelig da
jeg skulle lyne den…øv bøv. Vi passerede så sindssygt mange high fasion
butikker, som jeg aldrig havde set samlet på et sted før. Rodeo Drive x 50! Prada, Dior, Chanel,
Michael Kors – bam bam bam, den ene efter den anden efter den tredje efter….sygt.
Selvfølgelig med køer ude foran de fineste, så man kunne blive lukket ind i
hold. Følte mig lidt malplaceret, da vi ikke har meget varmt tøj med, og det er
ualmindelig koldt for årstiden –omkring 10 grader og regnvejr og god wind chill
factor – så så superspiff ud i leggings over lang pludderbuks, undertrøje,
t-shirt, tynd langærmet, tynd cardigan og 17 år gammel hættetrøje – dog fra
Esprit, kom ikke her :o), samt tørklæde. Og lettere blåfrossen. Ungerne havde
heldigvis fleecetrøjer med, så de klarede den lidt bedre (Jones supplerede med
bomuldsshort under natbukser under velourbuks, vi var så fikse). Men når de
lokale drøner rundt i huer, vanter og dynejakker, så må man jo sno sig. Faktisk
gik børnene i Kuwait rundt med vinterstøvler og dynejakker i 20 graders varme,
men det var jo koldt dér for dem.

Efter at have fundet en måske-taske, tog vi metroen ud
til en galopbane, for det var dagen for det store nytårshestevæddeløb. Vi gik i
gåsegang med en masse kinøjsere fra stationen til banen. Der var så den
lillebitte hage, at børn under 18 ikke måtte komme ind! Pga. gambling. Selvom vi
lovede ungerne ikke ville satse børneopsparingen, var der ikke noget at gøre –
Kinesere føler reglerne! Og så var der endda gratis indgang for turister i
dagens anledning (normalt 100 kr.) Men udsynet til banen var næsten det samme
indenfor som udenfor, så ungerne og jeg stod udenfor billetlugerne og frøs en kende
i regnen, mens farmand skulle ind og sætte 40 Hong Kong Dollars på højkant (30
kr.). Vi nåede at se to løb, så var ungerne stivfrosne – jeg lånte endda Ava
mit tørklæde og pakkede Jonas ind i en sarong, men det hjalp ikke – heller ikke
på mode-barometret! Uden gevinst på lommen gik vi ned til metroen. Lige på togpladsen
var der en filial af den kamerabutik, vi havde fundet den indtil videre bedste
taske i, og vi steppede ind og fandt supertasken, så alle var glade (også
ungerne, de sad på gulvet i tørvejr og så tegnefilm i fjernsynsafdelingen).

Derefter tog vi
hjem og fik varmen! Til aften spiste vi på Taj Mahal Club. Jeg troede først, det
var noget skummelt noget, men så heldigvis en anmeldelse af stedet, hvori der stod
de lavede en mean ”Rogan Josj” – yndlings indisk-lammeret – og mek mek var Fraulein
Felk med familie monteret på 3. sal. Det var et af de fine steder i huset, så
hovedretten kostede omkring 70 kr. Men så var der også dug på bordet – under plastik
forstås – og stole med polster – og sweet lassi to die for. Jakob bestilte noget
der hed Chicken Buhna, han er så modig, og der har vi aldrig fået før. Det var
for en gang skyld lækkert, så jeg kunne få min himmerigsmad i fred.

Ungerne spiste hvide ris…De savner hotellet/maden i
Bangkok…Så der suppleres med bananer, appelsiner og æbler på værelset.

Så kom vi ellers op og flyve med noget, der kunne
bruges! Royal Jordanian har min stemme; douze point! Der var kun 50 med
maskinen, som ellers kunne rumme 330, så masser af albuerum, super service, lækkert fly og – we love – inflight entertainment med egen skærm. Fik lige
høvlet to premierefilm og et lækkert måltid inden vi var fremme. De fleste af
os i hvert fald, vores klapvogn var tabt et eller andet sted mellem her og dér, men det gik (i
lufthavnstid) rimelig hurtigt med at få den registreret som missing. Desværre
medførte forsinkelsen, at vi gik glip af det store – og husk vi er netop landet
i en kinesisk provins – årlige nytårsfyrværkeri, som befandt sig lige udenfor
vores hotel nærmest. Lidt grrr. Men okay, vi kunne læse os frem til gaden er
afspærret, så vi skal ud og gå i regnvejr, hvis vi tager en dyr taxi. Så vi
diner på Burgerking og snupper en bus, som kører lige til døren for nogle
basører i stedet.

Klokken er efterhånden mange, men børnene er i topform og tegner på
duggen på busvinduet – Jonas kalder det maling 🙂 og i løbet af 45 min er vi
fremme ved Chungking Mansion. Det legendariske Chungking Mansion. Det er ikke for
folk med klaustrofobi eller…tja, mest klaustrofobi. Det er 17 etager højt.
Underetagen er ”åben” med masser af minibutikker af ”samosa”/”brugte mobiler”/”saronger”/”moneychanger”-typen
etc. Der er mildt sagt folk i alle regnbuens farver. Det kaldes Little Africa
og der mange indere og pakistaner, ja, sådan cirka alle nationaliteter, inkl.
backpackers og illegale immigranter. Man finder sit opgangsbogstav inde blandt
butikkerne og stiller sig i kø til elevatorerne. Én til lige numre og én til ulige,
og så finder man ellers sin ”manjana”-hat frem og undlader at tænke på, hvordan
en elevator kan bevæge sig SÅ langsomt op og ned fra G->16. Efter at have været en kæmpe, ikke-vedligeholdt
brandfælde i årevis, medførte diverse ”uheld”, at man i 1993 opsatte videokameraer
og fik sikkerhedsvagter og rengøring som hele tiden rydder brandtrapperne etc.
Elevatorer og gange er derfor videoovervågnede, og så man kan da i det mindste
forlyste sig med at kigge på dem, der kører op og ned i elevatoren, mens man
venter!

Vi bor på Apple Hostel på
10. sal. Der er 1980 hotelværelser i huset, og mange af guesthousene har kun en
enkelt gang med 7 værelser, så je tør slet ikke tænke på, hvor mange forskellige,
der findes. Imellem hostelsne er der diverse indiske og afrikanske restauranter
fra meget basic til pænt. Alle er dog mini efter normal standard eller godt
proppet med borde! Rygtet siger, her er masser af stoffer og damer til salg,
men dem har vi altså ikke set meget til. 20 % af ale mobiltelefoner i Afrika under Sahara kommer fra Hong Kong (brugte/stjålne), så masser af african businessmen og -kvinder her.

Jakob har researchet godt og har fundet et fint
sted. De er supersøde, her er meget rent og pænt (ikke en selvfølge i dette
hus), og vi har en absolut glimrende seng. Dét er så rimelig meget et plus, da
værelset ER sengen…Nåja, så er der lige ½ meters gulvplads på to sider og et
lille indhak med et fjernsyn – Vi har eget toilet med bad – lækkert, men i
bedste Nørrebro-stil med brusning oven på toilettet. Jonas seng er
placeret inde under en bordplade, som hænger ud fra væggen og halvt inde under
sengen. De smarte mennesker har selvfølelig hævet sengen, så bagagen kan være
dér – ellers var vi på spanden…Vinduer bruger man ikke her. Men der er dog en skakt, man kan åbne et vindue ud til. Men det
har sgu sin charme at roughe den lidt og rejse som i gamle dage :o)