Stillehavet og jorden rundt med familien

Ja, det er regntid, men vi er landet lige ned i REGNTID med stort og vaadt R. Det har pisset ned hele dagen idag og meget af tiden igaar. Vi er ved at faa hotelkuller. Vi skullet have vaeret med lejet bil ned til bountystrand og bo i strandhytte, men det er udskudt nogle dage. Jeg haaber virkelig vi naar at komme derned, for surt kun at have set Samoa i regn – og tropiske skybrud er ikke noget at spoege med :oS Internet kostede paa sidste hotel 60 kr i timen, her kun omkring 30 kr. paa internet cafe over for Mcdonalds – eneste “vestlige kommercielle” indslag paa oeen og den eneste legeplads…

Vi er flyttet fra Elisa til et “kinesisk” hotel. Ligger overpaa restauranten Treasure et eller andet. Meget fint bortseet fra Jakob blev laast inde paa vaerelset da laasen jammede – men vi fik da et nyt vaerelse. Mere om det senere!

Har klippet nyt afsnit ind i starten af Kiribati opholdet – det med soepoelsens land…

Samoa er også en samling af koraløer – Landet består af 10 øer, hvoraf der er to store. Vi er på hovedøen Upolu, hvor hovedstaden Apia ligger. Der er vistnok omkring 100.000 indbyggere i landet, hvoraf 1/3 bor i Apia. Apia er vist mest kendt for at den berømte forfatter Robert Louis Stevenson ligger begravet her og har et berømt citat på sin gravsten.

Byen ligger langs en bugt og er meget langstrakt. Der er en strand i den ene ende, som vi havde satset på at frekventere. Det er ikke just en storby-feel! Lave huse, tomme grunde, store ministerier, små markedsstader samlet ved strandparken og et kæmpe Farmer Joe’s supermarked. Og så ikke meget andet…Der er to luksushoteller, hvor det gamle og berømte/berygtede Aggie Grey’s er det absolut mest charmerede – men desværre ikke i vores prisklasse! Men hvis man købte frokost i deres restaurant måtte man benytte deres lækre, store pool – Så det havde vi planlagt, men vejret har desværre ikke været til den slags udflugter – endnu…

Vi havde taget flyets morgenmad med til ungerne, så de kunne spise den i ankomsthallen. Der er meget strenge regler for indførsel af madvarer på øerne pga. deres økosystemer er sårbare. Bagagen kom lynhurtigt, og folk drønede ud af lufthavnen (flyet skulle videre til Honolulu, så der var kun omkring 50 der skulle af), bandet pakkede sammen og så var vi ellers de eneste tilbage i lufthavnen udover persoanlet og en mand der fik konfiskeret fem pakker cigaretter. Da også han var gået, tænkte vi, at vi hellere måtte se at komme videre! Vi tog en taxi-minibus de 25 km/45 min. ind til Apia. Det hele virkede meget afslappet og ordentligt – og rent ikke mindst! Det var tydeligvis et folk med stor selvrespekt og haver og huse var velordnede. De var også langt bedre stillet end på fx Kiribati (som næsten alle jo sådan set er bedre stillede end herude!).

Vi havde bestilt værelse på Hotel Elisa. Der er ikke meget at vælge imellem! Priserne var pebrede men vi tog 2 nætter på lækkert og kæmpestort 500 kr.s værelse med dobbeltseng, enkeltseng, skrivebord, sofagruppe (Jonas’ seng) plus altan, morgenmad og the works.

Vi var helt groggy den første dag og tilbragte det meste af tiden med at hygge på værelset eller i den lille, men glimrende pool. Både Jakob og jeg nåede i Farmer Joe, som lå ti min’s gang væk og det var dagens aktivitet udover en aftentur ned på en kæmpe kinesisk restaurant – The Treasure Box – hvor vi fik et solidt og velsmagende måltid :o) Det var lidt dyrt, men portionerne var mega, så vi fik resterne med hjem og med nogle kopnudler fra vores ven Joe som supplement var aftensmaden på værelset næste dag reddet (længe leve køleskab og el-kedel). Det viste sig der var hotel ovenpå restauranten til en rimelig penge, så der ville vi flytte hen – enten efter de to nætter eller når vi kom tilbage fra køretur med overnatning senere på ugen.

Jeg ved jo fra sidste gang jeg var på Fiji, hvor fine gudstjenester de holder herude, da de elsker at synge (Charlotte og jeg var i kirke hver søndag, det sker ikke så tit ellers).

Det var ikke helt nemt at få et starttidspunkt for gudstjernesterne! Men vi endte med at mene det varede fra 9-11. Vi blev guidet i retning af en angelsaksisk kirke, hvor gudstjenesten var på engelsk og ankom kl. 10.15. Det gjorde ikke noget og vi blev budt velkommen og sendt op på anden forreste række. Der var en masse aktører, en kvindelig præst med sådan noget fint silketøj på og en anden, ældre dame, som nærmest var andenpræst og så nogle unge piger der var kirketjenere og så også lige en mandlig præst med matchende silketøj. Plus et stort kor og det løse. Kirken lignede egentlig en fin lille protestantisk kirke, med hvidt kirkerum, sideskib, absis med alteret og glasmosaik-vinduer. Der var næsten fyldt og sangene var rigtig fine. Der var en lille, tyk pige til højre for os med stærke aspirationer om at blive kirkesanger for hun gav den max gas. Der var ikke bibler, derimod sad en ung mand med en bærbar computer og trykkede powerpoints frem med en projektor. Rimeligt moderne :o) Men med den søde detalje, at han ikke havde stillet det helt rigtig, så første bogstav og nederste linje manglede – men det spillede ingen trille – folket kunne deres sange! Der var en lille håndfuld udlændinge til stede. De blev alle budt varmt velkommen af den mandlige præst og bedt om at præsentere sig selv kort, navn, fødeland og hvorfor man var i Samoa. Første familie var fra NZ og de skulle være i 2 år i Samoa (og var tydeligvis faste kirkegængere), så de blev lige shanghajet til menigheden! Jakob førte ordet for os og det var egentlig meget hyggeligt at de var interesserede i hvem der kom til deres kirke. Bagefter var der velsignelse ved præsterne af dem der ønskede, mens folk sang en meget yndig sang gentagne gange indtil de var færdige. Så var det tid til at synge Happy Birthday til én fra menigheden som havde fødselsdag, meget hyggeligt! Bagefter var der kaffemik med let forplejning. Så blev der snakket og minglet og folk var meget søde. Maden var ikke så tosset, fra æggesandwich til lækre kager og is.

Så vi fik lige en gratis frokost med i købet, ikke
tosset i et land som virker tømt for almindelige spisesteder og dem der er,
kræver en hamper pris. Vi tog en taxa ind til
byen og ledte efter det andet hotel vi overvejede at flytte over på. Det
var lukket for renovering, men så fik da en rundtur rundt i byen, som virkede
mere end almindelig død i sværen, da søndag i allerhøjeste grad er kirke- og
hviledag. Vi var omtrent de eneste på gaden i hele byen! Vi gik ind på hotellet
Aggie Grey og fandt en lille dam med verdens mest sæbeglatte bro henover. Der
var katte i tilgift og ungernes Samoa højdepunkt indtil videre opnået! Og note
til selv: Solen skinnede og vi tog solcreme på!! Deres pool var lækker lækker
og – skriver jeg om tirsdagen – hvis det da nogensinde holder op med at regne,
så er det altså et must-try!

Vi gik hjem igennem byen, hvor alt var lukket undtagen
Den Gyldne Måge. Men den har byens eneste legeplads (den anden var lukket!),
som er overdækket i tilgift, så der brugte ti 1½-2 to timer. Vi talte bl.a. med
en meget flink englænder, som var Head of the European Unions office i Samoa.-
Det lød fancy, men var kun et enkeltmandskontor :o) Han havde kone, som han
havde mødt i Dominica (Caribien) og tre børn med. Igen, det er nogle sjove
konstellationer, der kommer ud af aid-work!

Aftensmaden blev kinøjser-rester med kopnuddel
supplement hjemme på palads-værelset. Det var desværre sidste nat i det rum, da
500 kr. er i overkanten.

Den megen regn der havde været mens vi var i Kiribati og de vilde byger der pludselig kom på denne dag, havde åbenbart gjort et eller andet over vores værelse mørt, for der stod en lille dryppen ud af revnerne i en af vores loftspladers sprækker – eller det var nok snarere vandansamlingen om havde mørnet pladen. Fiji i regntiden kan være vådt – Øen er jo ikke et ”frodigt tropeparadis” uden en hel masse nedbør. Da jeg var her for 12 år siden i samme periode, var der solskin, så det varierer åbenbart. Vi er ret glade for det fine vejr vi har været udsat for indtil nu! Der går nogle folk og mukker højlydt på hotellet, de havde lige set 14 dages sol for sig og får bare oversvømmede veje og hærgede strande! Der er mange på hotellerne i Nadi for folk tør ikke tage ud på øerne eller tager tidligt tilbage af frygt for at blive fanget derude og misse deres fly.

Ungerne havde en dejlig hviledag. Mor og far skiftedes til at skrive og lægge på nettet, mens ungerne blev underholdt med værelsesgolf – i mangel af strandgolf – heldigt vi har giga værelset :o), badning i pool med indlagt brusebad fra oven, samt en utrættelig kæle-katte-og-hunde-jagt. Det er bare et hit med hotel fyldt med dyr. Om aftenen gik vi på frøjagt, og det var ikke svært at finde banditterne :o) Ungerne spiser godt på turen! Ikke mindst her og på Kiribati. De skriger på fisk, og Jonas ender normalt også med at spise halvdelen af min…I øjeblikket er morgenmaden cornflakes og toastbrød, som jo glider ned. I Thailand var det havregrød med vandmelon, i Cambodja flutes og æg, i Kuwait og Hong Kong selvcatering med frugt, croissanter og yoghurt.

Mama har dejlig kontant facon. Det styrtregnede og der ankom nye gæster. Jakob råbte til Mama – som er en ældre dame – at Bella var ankommet og sad og dyttede. Så fik han ellers besked på at skrubbe ud og hjælpe dem ind med en paraply og bære deres bagage. Smukt!

Men vi kunne ikke hygge hos Mama hele dagen. Det var en supertimet afgang, vi havde. Vi kunne vente med at tjekke ud til 18 – service! –

Fin indtjekning uden kø, vi nåede lige op og finde en siddeplads. Der var strømafbrydelse i lufthavnen, hvilket der har
været on/off i Nadi pga. regnen, og der gik et lille stykke tid, så kom
nødgeneratoren på. Det var lidt mærkeligt at gå og ”vinduesshoppe” i halvmørke.
Lyset kom heldigvis igen.

Jakob gik i butikkerne med ungerne. Og så kom der et servicekald om, at vores fly var udsat til kl. 5 næste morgen, da piloten ikke måtte flyve pga. hviletidsbestemmelserne. Vi ville få middag og overnatning på hotel i nærheden. Efter 30 min. fik vi en voucher på opholdet og så skulle vi vente fordi lufthavnen ikke kunne eller ville opbevare bagagen om matten, så alt sku slæbes frem og tilbage. Grr. Fiji og mange andre af øerne herude (Kiribati nej) har en tradition med live-musik i lufthavnen ved ankomster og afgange og nogle gange bare for underholdningens skyld. Normalt er det 3-5 mænd i hawaii-skjorter blomsterkranse og saronger (a la nederdel), som giver den gas med ukuleler og små guitarer og skønsang – de synger godt, men musikken er lidt ovre i diskanten. Air Pacific mente der var behov for noget til at holde humøret oppe hos de arme mennesker med aflyst fly, så ind fra højre steppede orkestret, og så var vi ellers tvangsindlagt til ramasjang i ventetiden (dobbeltstraf lige dér). Efter lang ventetid blev vi gennet ned til immigrationen. Der var en stor kø foran og ikke noget med at sende dem med små børn foran i køen – klokken var efterhånden 20.30 og vi havde sørget for Jonas ikke havde sovet middagssøvn, så han kunne sove i flyet… Jakob fangede retardo-ansat som sagde at vi (og damen med sovende 1 årig i favnen) ikke kunne komme foran i køen, da alle foran i køen var på business class. Meget imponerende at der var mindst 30 passagerer til de 8 businesspladser i flyet. Da vi endelig fik bagagen og blev sendt i retning af bussen som skulle komme fluks. Fluks betød vi nu stod bag i hvert fald 40 mennesker og Jakob fik opsnuset der var plads til 22 i bussen. Der var ikke nogen fra Air Pacific – nu Air Patetic – så vi valgte bare at gå op foran køen. Jeg stod og snakkede med et sødt, ældre ægtepar fra Australien, mes minutter sneglede sig af sted. Til sidst tænkte jeg at vi da bare kunne tage en taxa! Hotellet lå 5 min. væk! Jeg hentede en taxa lige rundt om hjørnet og det kunne vi med lidt snilde have gjort 30 minutter tidligere, tsk tsk. Bussen ankom næsten samtidig, så vi fik lige speedy gonzales på, så vi kunne tjekke ind inden buspassagererne kom.

Vi skulle sove på Tanoa. Dyrt og kedeligt! Kl. 21.30 drønede vi ned til aftensmaden, som desværre var grillmad. Det var sgu ikke en imponerende buffet, men vi fik hevet noget indenfor! Regnen stod ned og heldigvis var der overdækkede gange på hotellet. Værelset var med to dobbeltsenge og nydeligt. Stedet kostede 3-4 gange så meget som på Tropic (og var rejsens allerdyreste). Og det eneste sted på rejsen med kakerlakker! Heldigvis nogle rimelig små nogen, men jeg så 5 på de ca. 4-5 timer var på hotellet. For når man skal flyve kl. 5, skal man tjekke ind kl. 3! Yihaa. Vi havde sove tid fra kl. 22-2.20, hvor 3 væggeure bimlede.

Der var også et lokalt 3 mandsorkester på hotellet. Det var fredag aften og de spillede til ca. 23.30. Rimelig ærgerligt for os der gerne ville nå at sove lidt inden vi skulle op igen. To ørepropper og et par hænder for ørene tog lige toppen af plingplangen. Men ingen tvivl om jeg fik fuld dosis lokalmusik den aften.

Jeg sov først efter midnat, og vi var alle en smule klatøjede, da vi gik ud til receptionen. Vi havde bestilt en taxa til at komme, for vi synes ikke Air Pacific havde været helt heldige med bus-logistikken dagen før, så vi spenderede gerne 20 kr. på god ro og orden. Vi ankom igen før bussen, så slap for ventetid. Vi spiste noget brød, jeg havde scoret fra buffeten dagen før og endelig kom vi af sted. Begge unger sov før flyet lettede og blev vækket igen efter flyet var landet. Faktisk var det her også tidspunktet, hvor vi har haft de hidtil eneste tilfælde af diarre er forekommet. Begge børn havde en hurtig omgang (eller 2-3 stykker), men ikke så det var et problem.