Stillehavet og jorden rundt med familien

Vi venter og venter…heldigvis i solen med sand op over og i begge ører til bølgernes blide klukken. Meeen, Jakob arbejder hårdt i kulissen, da ingen information kommer gratis herude. Har intet hørt fra Air Pacifik endnu udover det han selv har ringet og spurgt dem om. Det begynder at snerpe om vi kan nå derover og tilbage inden lørdag, hvor vores returfly – måske – går. Cyklonen har ikke bevæget sig væk fra Tonga, men cirkler rundt 100 km fra kysten, med en masse regn og blæst indlands til følge. Vi har noget tid i programmet efter Solomon og Vanuatu, så måske kan vi flyve derud dér. Tanken om at sidde her i en hel uge (efter allerede at have været her i 4 nætter) er lidt træls. Ava har arvet vores trang til at se nyt efter et stykke tid og sagde idag: “Vi kan da bare købe nogle flybilletter til et andet land!”

Vi er “on hold” nogle dage endnu, så vi kan ikke bare tage et andet sted hen, men skal holde os i nærheden af lufthavnen.

Igår på Valentines dag var det præcis 10 år siden Moffi (min morfar) døde, så fik sendt ham nogle gode tanker. Den 11. feb. var det 11 år siden Jakob og jeg mødte hinanden. Ak, ja tiden går.

Sagde til Mama, at hendes sted var som sangen: Hotel California – You can check in, but you just can’t never leave… :p

Taskerne ompakket, værelset ryddet. Af sted med Bella kl. 10.30. Heldigvis bor vi så tæt på lufthavnen, at vi var der i en ruf (10 min.). Vente på check ind, blå himmel og flyet på plads, alt er smukt. Jakob skal lige et ærinde på Air Pacifics kontor, som aldrig har mailet den anmeldelse af forsinkelsen ved Samoa flyvningen, så der går lidt tid. Bagefter spiser vi frokost i check ind hallen og går mod sikkerhedskontrollen. Fra vi går fra frokostrestauranten til sikkerhedskontrollen bliver flyet aflyst! Vi må ikke komme igennem til departureloungen og bliver sendt retur til skranken. Grrrr. Det viser sig at problemet skyldes lufthavnen i Tonga er lukket pga. cyklonen Jasmine, som har drevet rundt i området og hærget i alt for lang tid efterhånden. Vi har slet ikke overvejet det var dårligt vejr i Tonga, da cyklonen allerede har været forbi dér, og nu er vendt tilbage! Vi får at vide vi vil få nyt kl. 18. Vi skal selv betale hotel, da det er naturen, ikke A.P.’s skyld, der ikke kan flyves. Vi må derfor vende tilbage til Mama med vores grej. De havde desværre lige præcis ordnet vores værelse, så fik vi det tilbage i fineste stand.

Det der er allermest bittert lige nu er, at i morges – samme dag som vi skulle flyve – havde Jakob betalt for 4 nætter på et strandresort i Tonga! (450 kr. dagligt minus mad). Jakob har gentagne gange været i kontakt med ejeren Sven (!) i løbet af de to sidste dage, da vi først fik vores booking afvist, da deres kvota for børn på hotellet var opbrugt i perioden!!!! Vi fik alligevel – efter diverse mails frem og tilbage – lov til allersomnådigst at komme – de ville overskride deres kvota på to børn under 16 med ét barn (dvs. familier med 3 børn var åbenbart ikke velkomne – og Doris, du behøvede slet ikke spørge ;oP). Sven fik ikke lige flettet ind i denne mailkorrespondance, at der var en cyklon på vej ind over øen – det er altså få timer, før den rammer, vi snakker om. Enten er de helt uforberedte i deres små strandhytter, eller også ville de bare have max ud af deres cancellation fee! Jeg ved heller ikke, hvordan de ville hente os i lufthavnen, såfremt vi var kommet derover…Alt i alt, meget mærkeligt. Jeg ville nok selv have nævnt, at små børn, cyklon og strandhytte måske skulle genovervejes, hvis jeg var hotelejeren.

I kuffertsagaen, kunne det så have været temmelig optimalt, hvis vi var nået ind i afgangshallen og så kunne vi have fået kufferten med ud igen. Der var nemlig stor uklarhed omkring om man kunne få den med ud til flyet, når den var større end en kabinekuffert. Flyene er nemlig pænt lastede med, ja, aner ikke hvad fa’en det er folk tjekker ind, men varer af en eller anden art i rå mængder, så måske ville der ikke være plads til vores nyanskaffelse. Drama, drama, som kunne været omgået ved vi havde kunnet vade ud med den igen uden at flyve. Det ender sgu bare med en spænderem om den gamle!

Vi fik det bedste ud af dagen dog. Fra kl. 14 indtog vi stranden med liggestole, hængekøje, gravesand og badevand – og masser af solcreme ;o) I aften får vi fresh fish & mash, og så er meget jo godt her i verden!

Engang i aften ringer A.P. og fortæller hvornår flyet afgår imorgen…Vi havde kun 4 nætter på Tonga, så nu håber jeg bare, vi når derover, inden vi skal retur! Strand eller ej, gør ikke så meget. Øen en bittelille, så hvis vi bor i byen (i murstenshus) kan vi bare leje en bil og køre de 16 km til stranden, hvis vejret tillader det.

Dagens program var simpelt – vejret var skønt, så leg ved og i poolen hele formiddagen. Det er lidt sjovt at have det nye værelse, det føles som om vi har eget hus med pool :o) Her er ikke så mange turister lige nu, da folk er taget videre ud til øerne. Før var de strandet her eller kom tidligt tilbage fra småøerne af frygt for at strande et eller andet sted i uvejret.

Vi kom endelig ind til Nandi town! Vi tog en herlig bumlebus, som kører en gang i timen fra New Town (som mest er en samling småhoteller), nogle km udenfor byen ved stranden. Der er sket en hel del siden jeg var her sidst i 2000 – New Town var der fx ikke endnu, kun to hoteller eller lign. Det eneste, jeg kunne genkende af hele byen, var en vej over en flod lige før hovedgaden, og så et pludselig flash back i et vejkryds, hvor jeg oppe ad en sidegade fandt vores gamle hotel. Resten var fuldstændig nybygget eller forandret. Vi spiste frokost på en indisk sidegadebiks. Der er rigtig mange indere i Nandi, så der er masser af indisk mad. Resten af dagen gik med shopping i mini-format. Vi gik i byens fineste butik for at købe en ny kuffert, da vores i metal (igen igen) ikke har kunnet klare mosten. Desværre var prisen lige 450 kr. dyrere for den kuffert, vi havde forelsket os i end i lufthavnens taxfree! Så den fik vi ikke med os. I stedet raidede vi det lokale supermarked for en mindre formue i jagt på bleer, vand og nødrations-koopnudler etc.

Eftermiddagen gik med familiefællesbadning i swimmingpoolen og masser af gang i vandgeværerne (farmand er irriterende med det der boldøje) :o)

Det er simpelthen så skønt som vejret er sået om til det bedre. I går sad jeg i stiv kuling og tiltagende regn og så et lokalt danseshow ved stranden. De har en knivdans, vi så samme sted første aften vi kom til Fiji, og de unge mænd danser/fægter/svinger rundt med en rigtig machete. Den kan ikke anbefales i stærk pålandsvind, kan jeg afsløre. Kniven var våd og svær at styre i blæsten, og jeg er glad for at alle havde fingre og tæer i behold bagefter!

I dag har det været solskin efter enkelte byger i morges! Vist første gang siden vi var her for allerførste gang! Jubii. Der var høflig selvbetjening i morgenmadskøkkenet (Mama tænkte nok det var søndag og vi var gl. i gårde). Jonas drak en masse saft i morges, som han så sad og kastede op på sin plastikhagesmæk. Bagefter havde hand et fint og spiste morgenmad. Vi legede på værelset, vaskede tøj og gik en lille tur. Jonas faldt i søvn under frokosten og det lille pus viste sig at have 39,6 i feber – uden beklagelse overhovedet! Han blev lagt til at sove i overkøjen, mens Ava legede i hulen nedenunder. Nogle timer senere stadig høj feber, men ikke værre end han var tørstig og spiste kiks og spillede golf, som havde han Tiger Woods i overarmen. Han, farmand og Ava er nu ude og grave i noget sand i skyggen. Vi håber han er klar på 12 timer lige som Ava, men jeg undrer mig altid over de kan karte rundt med høj feber. I aften står den på Mamas søndagssteg med is og vi glæder os allerede – bestilte aftensmad allerede om morgenen, hæhæ.

Han var rask igen naeste morgen, det var dejligt!!

Sidste dag i Samoa gik med at få en ordentlig hovedpine til at forsvinde (tak, hårde seng), slentre en tur i byen med ungerne og rent faktisk bevæge sin ind i en åben butik!!! Yay. Ikke en skid at købe, men bare princippet huer mig stærkt. Vi ledte efter badevinger, da Jonas ene taber lidt luft…Men de havde alt andet end badevinger i oppustelige sager. Endda det præcis det samme badebassin, vi har shoppet i Føtex derhjemme og til samme pris! Vi fandt en lækker, lækker butik hvor jeg måske kunne have revet mig og købt nogle dyre øreringe (Jakob og jeg havde 11 årsdag), men damen i butikken var skruphysterisk og jamrede: No, no, no touch bare Jonas satte en lille finger på en glasmontre. Hvilket er meget lidt samoansk, skal jeg hilse og sige. Så vi skred ud igen og det eneste pæne jeg har set på turen, måtte blive tilbage… :o((

Flyet var sørme 5 timer forsinket, men denne gang blev vi advaret i tide. Så i lufthavnen kl. 14 med os og vente, vente i verdens kedeligste (næsten) lufthavn med 100 % kulret Jonas. Heldigvis var han sød i flyet og jeg undrede mig bare over damen ved siden af mig var så ualmindelig sur. Hun viste sig at have massiv flyskræk (nr 2 på hitlisten over mest flyskræk mennesker jeg har siddet i nærheden af) og under landingen var der lidt turbolens, og hun var ved at krepere, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så til sidst tog jeg bare hende i hånden og talte til hende om, at alt var godt, og vi var nede lige om lidt og blah, blah, blah. Totalt grænseoverskridende, men hun var glad for det og slappede lidt af.

Vi kørte fluks hjem til Mama, som måtte skuffe os og sige der stadig var vandskade i værelset og vi ikke kunne bruge det. Vi fik hendes andet familierum, med køjeseng – se lige et hit for ungerne. Total underholdning hele aftenen :o) Desværre ligger det lige ved poolen aka 2 meter væk uden kant, så de kan ikke selv løbe udenfor, da klinkerne er glatte efter al den regn.

Ava havde det heldigvis meget bedre om morgenen. Vi fik
en fin morgenmad med toast, spejlæg, frisk frugt m.v. Skønt at sidde i
morgensolen med kig til vandet. Det var lidt overskyet, men helt fint med os.

Vi var på stranden fra 9-11.30, inden solen for alvor
satte ind. Charlotte fik endelig prøvet snorklen og dykkermasken, selvom det
ikke var et specielt godt og levende rev, var der fine fisk og lidt blå og gule
koraller. Ungerne havde gang i sådan nogle børne-vandgeværer, jeg har slæbt med
i troen på at vi kun skulle kukkelure på strande. Det er sådan et 30 cm langt
skumgummirør og så trækker man bare et stempel op for at lade det, og trykker
stemplet ned for at skyde – selv Basse kan håndtere det – og det var sjovt at
skyde (fjollede, skøre) palmer, mors fødder og andet godt.

Vi spiste frokost på altanen. Skippy Cornflakes og
værelseslun, langtidsholdbar mælk. Ja, det er et dyrt land, så man må jo klare
sig med det forhåndenværende :o) Til oplysning kan jeg fortælle, at en (1)
liter yoghurt i det billigste supermarked koster over 70 kr.!!!!! Skippy
måltidet stod i knap 40 kr.

Derefter kørte vi aftes. Først var kursen sat mod en
såkaldt Ocean Treach, som var to kæmpestore huller i jorden/klippen tæt på
kysten, men vand i bunden. Klippekanten lå helt ud til kysten der og der var
skræmmende langt ned – hegn bruger vi ikke – de to huller lå i en dejlig,
velplejet have fyldt med fales, hvor man kunne slænge sig i skyggen og nyde det
azurblå hav forneden og den blå himmel foroven :o) Jakob var den eneste der
skulle bade, jeg har noget med meget lange, primitive stiger, så hen steg ned
på bunden af et af hullerne og tog en svømmetur. Bagefter gik vi en tur og
kiggede ned på kysten, hvor stivnet lava engang havde lavet nogle mægtige
blowholes og bassiner.

Derefter kørte vi hen og så Sapoaga vandfaldet, som var som taget ud af en eventyrfilm, en dyb kløft fyldt med palmer
og urskov og et 180 meter vandfald i enden. Der var en lille have ved
udkigsstedet, som børnene var ret begejstrede for: Der var lokale trommer at
slå på (udhulede træstammer), høns at jagte og ikke mindst et skilt, hvorpå der
stod Ava – Kava foran en busk. Kava er det lokale rusmiddel, man får ved at pulverisere
en peberplante, som giver én en herlig følelse af bedøvet mund hos tandlægen.
Her på Samoa kaldes Kava dog Ava, det synes de lokale er ret sjovt, når de
hører Avaneserens navn.

Derefter så vi endnu et vandfald, hvor det fedeste ved
det, var navnet: Papapapaitai Falls. Love it. Derefter kravlede Jakob op på et
bjerg (af myg) og så forfatteren Robert Louis Stevensons grav, hvor skønne ord
står indgraveret.

Derefter var der kun 5 minutter tilbage til hotellet
Treasure Garden, hvor vi prøvede endnu et værelse. Vi har jo været meget glade
for hotellet, selvom Jakob blev låst inde i værelse nr 1, da låsen gik i
baglås. Værelse nr 2 havde defekt toilet, som lavede regnvejr i den fine
kinesiske restaurant nedenunder, og nu værelse nr. 3 havde halvskør on/off
låsbar altandør (stor fællesaltan som fungerede som brandtrappe) og en af sengene
var så hård som et bræt, at jeg ligefrem tjekkede om det var et bræt! m.v. Men
det gik alt sammen. OG vi var glade for at være tilbage. Jakob gik på netcafe,
da hans mobils memorykort er stået af og der ligger vores gps på til især USA
og Island, så det arbejdede han på at fikse – uden held desværre.
På vejen hjem – fredag aften er åbenbart party night – kom han forbi en
gospelkirke med store mænd og damer der sang Halleluja, så taget lettede.

Apropos store så er Samoas kvinder gennemsnitlig de
tungeste i verden. Det er de tykke numsers paradis! Og frituremadens….Det er
ikke et spinkelt folkefærd i forvejen – og jeg ved godt, man ikke skal kaste
med sten, når man selv har de mest mandhaftige ankler i Skandinavien – men jeg
skal love for, at det er nogle imponerende, udspændte bayonneskinker kvinder i
alle aldre kan diske op med som underben her i landet.

Omvendt kønsmæssigt morsomt er det jo, at mænd her
meget gerne går med sarong (nederdel til lige under knæet) eller lava lava, som
de kalder det. Det ser altså sjovt ud, når en række politimænd er linet op
udenfor stationen eller i lufthavnen i uniformssarong! De rigtig vovede har
takker forneden, så de ligner noget fra en Flintstones film. Altså politimænd!

I dag var det officielt godt-vejr-tilbage-på-Samoa-dag,
og inden vi fik kuller af Apia, styrede vi af sted i en lejet Daihatsu 4
hjulstrækker. Destination: Sol og strand!

Øen Upolas sydøstlige hjørne skulle være helt
paradisisk og selvom det lød pebret for at bo i en ”fale” (udtales ligesom:
falde), som basalt set bare er et hævet trægulv med palmetag og –vægge, som
kunne trækkes for om natten, samt madras og myggenet! Jakob havde som sædvanlig
superreseachet og fundet frem til Faufau Beach, hvor vi kunne få et rigtigt
værelse inkl. to måltider og eget bad/toilet til en god pris (6-700 kr. pr
nat). Jeg kunne ikke helt se Jonas bo ude på selve stranden i et hus uden faste
vægge. Jeg ville ikke få lukket et øje :o) Plus Ava skulle følges på
fællestoiletter om natten etc.

Vi kørte en omvej på vej derned, da øen jo ikke er så
stor. Vi kom igennem en superfrodig ø med flere bjergtoppe på 950 meters højde.
Der var tonsvis af palmer og fuldstændig ufremkommelig regnskov op ad
bjergskrænterne. Det meste af kyststrækningen er klipper eller sort sand –
koraløer er jo tidligere havvulkaner. Men, men, men The real deal Bounty
reklame-strande er at finde nede på denne tip af øen. Vi spiste frokost og
badede på en superdejlig strand ”Lalumanu”, hvor der lå 3 fale-hoteller – Altså
sådan nogle rimelig basic træhytter eller palmehytter. De var meget dyrere end
vores overnatning. Så da vi så deres primitivitet, blev vi lidt lorne ved hvad
der ventede os. Men indtil da nød ungerne at grave i det kridhvide sand og
plaske i det krystalklare vand. Der var omkring 20 turister alt inkl. på en
lang strækning, så det var lækker, lækker.

Vi sad under (de var ret høje dér)
og i skyggen af en fale, for solen bagte ubarmhjertigt ned over os. Jeg havde
heldigvis taget min go’e gamle surfertrøje med. som jeg har brugt til at
snorkle med, så den kunne jeg have på, så min min arme ryg ikke behøvede mere
sol.

Efter nogle timer med sand mellem tæerne, kørte vi videre til vores beach
resort som lå 15 min’s kørsel nede ad vejen. Der lå kun det hotel og så en
lille landsby. Super idyl med den smukkeste strand og det vildeste backdrop: Ca
100 meter fra kysten startede bjerget brat og det var frodigt og knaldgrønt i
alle tænkelige nuancer. Det var lige åben mund og polypper et øjeblik. 1-0 til
Samoa at last! Vores hotelmutter hed Korsetta – og nej, hun var trivelig kvinde
helt uden de snærende bånd fra en bysteholder – men hun var sød og hjertevarm
og vi var meget glade for at have valgt Fau Fau. Hun startede med at byde mig
og Jakob på kaffe og bananer, mens ungerne sov en lur i aircon bilen lige ude
foran restauranten. Nu skal man jo droppe de der gængse billeder af hoteller.
Det er en stor ”grus/koral”-p-plads. Der er bygget et højt halvtag med søjler
rundt i kanten på et hævet gulv. Bordene er hjemme-snedkererede og stolene af
plastic (umage forståes), lige for at bryde stilen var der en diskokugle i
midten og en lille orkesterplads i det ene hjørne med plads til live musik
(Polynesere elsker at feste). Vejen løb mellem restauranten og stranden, som
ikke var specielt bred. Bred nok til to rækker fale’r – bagerste rækker var til
at sove i og forreste rækker var til ”solbadning” – det var genialt. I stedet
for grimme parasoller – solen er nådesløs – kunne man vælge sig en lav, åben
hytte med trægulv, til sig og sine sager. Mutter var solgt.

Vi holdt en siesta på værelset, da alle var lidt kogte.
De rigtige værelser lå en lille toetagers hotelblok vinkelret på stranden bag
ved restauranten. Blokken var bygget i 2010. Grunden til alt var så pænt og nyt
var at netop Upolas sydøstlige tip blev ramt af en tsunami i september 2009 efter
et jordskælv til havs. Korsetta fortalte os om det: En morgen kl. ca. 7.30 en
morgen havde der været et kraftigt jordskælv. 80 minutter senere opdagede de,
at alt vandet på stranden blev suget ud, og revet lå helt bart. Der var ingen
advarsler fra myndighederne, men de lokale vidste, det var et tegn på en tsunami
var under opbygning (Bølgen kan kun vokse sig stor ved at suge vand til sig).
De fik samlet de 52 gæster de havde boede plus børn og ansatte og fik dem til
at løbe op ad deres vandresti op på bjerget i sikkerhed. Taget i betragtning,
hvor ufremkommeligt den bjergside ellers var, var et deres lykketræf, at de
havde en afmærket sti op til toppen af bjerget (andre steder er det bare lodret
klippevæg de første 30 meter op). Så sad de oppe på bjerget og kiggede på
bølgen som bragede ind og tog alt med sig, inkl. 32 beboere fra landsbyen, som
ikke nåede med op. Som Korsetta sagde, var det godt tsunamien ikke kom om
natten, for så havde de alle været væk. Hendes familie havde boet tre uger i en
hytte på bjerget, efter turisterne blev evakueret. Dette skete i september 2009
og allerede i december samme år havde de fået bygget restauranten og 4 små
fale’r op igen. Med hjælp fra bekendte i udlandet fik hun råd til at genopbygge
hele ”resortet” med flere hytter, og den rigtige toetagers bygning med
hotelværelser, vi boede i.

Efter en siesta på værelset gik vi på stranden fra
18-19, hvor vi troede, der var middag. Det var desværre først kl. 20, så ungerne
var sultne. I hvert fald Jonas, Ava havde pludselig næsten 39 i feber og var
helt slatten. Vi fik hevet hende ned til maden og puttet lidt ris i hende,
hvorefter hun sov ved bordet. Maden var ellers det absolut bedste vi fik i
Samoa: Tun i karrysovs, stegte kyllingelår, røreæg, pastaret og lokal frugt. Det
lyder måske ikke så lækkert, men det var lige, hvad vi trængte til; god,
hjemmelavet mad.

Jakob bar Ava op på værelset og der var kun en
gulv-fan/ventilator, og hvis det nu var hedeslag, hun havde – hun havde kaldt
den første strand for en ørken fordi der var så varmt :o) – så blev den sat på
hendes seng. Jakob syntes vi skulle lave gennemtræk fra dør til altan og det
var også en god ide, bortset fra at der efter 10 min. var fyldt med mærkelige
småfluer som kunne kravle gennem myggenettet og bed det stakkels barn (og faren
som tappert var gået med derind for at slå dem ihjel). Den ene side af vores
dobbeltseng også var helt sort af dem fordi der sad i lampe på væggen, så Joans
og mor klaskede løs på los animals. Jeg fik hurtigt hys-nok og fik en
insektspray af Korsetta plus vi tændte altanlyset og badevær lyset i stedet for
at lokke dyrene væk. Det virkede heldigvis tip top, selvom vi var glade for, at
vi skulle sove med åbne glasskodder (myggenet yderst) med alt den spaying inden
sengetid.

Vi endte med en lidt træls nat: Ava talte i søvne og
fik vand og skulle tisse fire gange (vi havde postet vand på hende om
eftermiddagen/aftenen), lidt gang i restauranten kl 2, en nabo-hund der gøede
(og gøede) i 30 min. i streg omkring kl. 5, så lige et katteslagsmål hen ad 6
tiden og så fremdeles.