Stillehavet og jorden rundt med familien

Klokken 8 stod vi klar i receptionen, så vi kunne komme rundt og se alt, hvad der var at se. Desværre var der gået noget galt for ’receptionisten igen igen, og hun kunne først skaffe en vogn til os efter frokost! Thomas var supersød og lod os låne hans bil – en Toyota Carina, så herr Øster var jo hjemmevant! Så dukkede vores udlejningsbil vist alligevel op 30 min senere end aftalt, men den måtte de så beholde.

Vi kørte først ned til Betio (Beso), hvor der var mange efterladte japanske bunkere fra 2. verdenskrig. Der havde vist været omkring 4000 fastboende japanske soldater (pænt ærgerlig post). Der var bunkerne, en gl. kirkegård og diverse mindesmærker samt store havkanoner, som stor og rustede op. Desværre var områderne jo placeret i strandkanten og 20 meter ind på land, så der blev trådt varsomt… Vi kørte ud på molen og så en lokal færge, som sku til en af de ydre øer, det var farverigt! En lille pige var helt forhekset på Basse og måtte bare prøve at røre ved hans arm. Jeg tror ikke, der kommer mange hvide børn herude, det er jo praktisk talt kun folk, der hjælper regeringen, som kommer derud. Vi saa en masse skibe som laa for anker laengere ude. De opkoeber tunfisk og bl.a. soepoelser til det europaeiske og asiatiske marked fra de lokale fiskere.

Bagefter kørte vi op langs øen og tog lidt fotos. Jakob hev os ned på en ildelugtende klippestrand, hvor der lå et dekorativt, efterladt skib i det smukke vand! Så stod vi ellers og poserede, mens 8 snottede unger kiggede på, og Jakobs kamerataske stod snedigt placeret mellem 4 efterladte bleer…umhh. Tropeparadis. Befolkningen boede ofte i traditionelle hytter som var med palme eller bliktag; de var små og bygget med gulvet omkring 1 meter over jorden. Så havde de flettede måtter og ikke meget andet. De var virkelig fattige mange af dem. De brugte dagen på at sove eller gå ned i de store fælleshuse, som landsbyernes liv centrerede sig omkring.

Vi kørte op omkring lufthavnen og kørte forkert i et kryds (sådan cirka ét blandt to på øen) og kom den anden vej rundt om lufthavnen. Pludselig holdt bilen foran landingsbanen, som i ”hvis vi kører en meter længere, ér vi på landingsbanen!”. Vi fandt heldigvis en vej rundt om, vi kunne tage. Derefter fandt vi tilbage på rette vej og kom helt op, hvor vejen endte. Der kunne man tage en outrigger (kæmpe kanolignende båd med påsat sidekano, så den ikke vælter) over til den næste ø. Der var ikke så mange der boede heroppe plus vandet havde masser af gennemstrømning, så det var skønt endelig at kunne dyppe futterne i det smukke, varme hav.

Vi gik i fem minutter til venstre til øen, så skulle der ligge et resort. Ja, jeg trænkte ”noget i stil med ”Marys Motel”, men der blev jeg klogere. Det var en masse store stolpehytter med flettede vægge der kunne hejses op og ned. Så lå der nogle madrasser på og vupti – her er dit hotelværelse et par meter fra strandkanten! Der var også to stolpehytter ude i vandet man kunne bo på. Det lignede ikke der var nogen gæster, men det fik ikke rigtig nogen af de mange sovende lokale i hytterne til at tænke: Vi kan lave penge!! Vi måtte jage nogen op og høre om de kunne lave os noget mad i deres restaurant. Tja, frokost?, spurgte pigen. Øh, ja! Vi kan ikke finde menuen, sagde pigen og ledte efter den i utrolig lang tid. Vi fik lov til at bestille langt om længe. Tunsandwich, tun chopshui og fried rice, mener jeg. Det blev 120 kr. Yes yes. Vi satte os ned i nogle dejlige lånestole tæt på vandet, og læste mens ungerne legede i sandet i skyggen. En time senere, som maden endelig! (Tak til sand som afledning, da Jonas sikkert ellers ville have gået banjo) Det smagte virkelig godt, så det var ventetiden værd.

Vi blev hængede en times tid endnu, og jeg kan da lige indskyde deres toiletter var almindelige og suuuuper rene og fine, så thumbs up dér. Men actionpacked holiday, det var det ikke! Det vildeste der skete i de tre timer vi var der, var at den gamle, tykke bedstemor vendte sig fra den ene side til den anden, hvorefter hun snorkede videre. K*ft det må være kedeligt at bo sådan et sted. Generelt lige meget hvor og hvornår vi kom, så lå folk og sov eller slængede sig. De skulle tage at rydde op i stedet for sku de :o)

Vi slentrede tilbage til bådestedet og fem minutter til højre for dette. Thomas kendte en australier, som hedder Mike Savins, som udover at være en dygtig bådebygger, opdrættede ”gigant clams” – kæmpemuslinger? – han havde samlet nogle ”moderdyr” som var over 40 år gamle og lige så store i omkreds som hvis man sætter fingerspidserne mod hinanden og laver en cirkel med armene. De havde ”læber” (det kaldes kødet, som ligger rundt i kanten) i alskens farver, blå og brune, mønstrede og prikkede. Jeg har aldrig set noget lignende! De havde to åndehuller, hver som de blæste vandbobler ud af. Fascinerende. De afgav yngel, som blev opdrættet i et sindrigt system. De fine muslinger blev eksporteret til vesten, når de var på størrelse med et ok-tegn. Det var ikke altid lige nemt og nogle tyske toldere havde sat 500 stk. på køl, da de ankom til en tysk lufthavn. Det kunne de ikke tåle. Arme opdrætter.

Vi besluttede det var på tide at skrumple hjemad. Af sted med båden, som ventede og ind i bilen, som heldigvis ikke havde fået en kokosnød i bøtten under parkeringen (En kokosnød landende med et brag 1 meter fra bilen tidligere på dagen, og det er sgu heller ikke ufarligt at få en i hovedet, så vi fik lige en reminder om at se op dér!)

Vejen var ok på nær diverse huller, men værre utrolig høje bump som en almindelige bil skrabde på uanset hvor langsomt man trillede over.

Dette hotel blev døbt gravko-hotellet. Jonas tilbragte nemlig mange timer med at lege med en skøn gravko, han kunne sidde på, som motellets unger havde. Den overtog han fra start til slut! Ava kravlede rigtig meget i Fangipani træerne og dekorerede ting med muslinger og koraller og konkylier.

Så kunne moder og fader sidde og snakkede med Thomas og Hannah og andre flinke folk imens. Hannah var studerende på opgave. Det var sgu lidt lige som de gl. backpackerdage, hvor folk snakkede og drak en øl på kryds og tværs i stedet for kun at kigge på deres bærbare….

Vi snakkede en del om frustrationerne ved at samarbejde med lokale folk fra Kiribati. Oh, the stories… Vi talte også om hvorfor folk så holdt arbejdet ud, for de havde næsten alle resten verden rundt det meste af deres liv. Chris, som var ”Head of Mission”, dvs. manden med moneterne, sagde, alle der bestred sådan et job havde forskellige grader af det, han kaldte de 3 m’er:

De var:

1. Missionaries – missionærer – de følte måske et hjælpekald og/eller kunne deltage i gigantprojekter de aldrig ville komme i nærheden af ellers.

2. Mercenaries – lejesvende – der var god hyre, og de betalte ikke skat

3. Misfits – utilpassede i en almindelig 9-17 hverdags trummerum – ingen af dem boede i deres oprindelige hjemland og havde giftet sig med andre udlændinge med samme baggrund etc.

Vi gik en tur rundt paa stranden – euuu – og snere paa dagen en lang tur rundt i byen og så en masse skraldegrunde og -huse, og nogle enkelte helt rene grunde. Vi så en masse søde grise (hvis drikketrug var gigantiske muslingeskaller), katte og høns. Vi så byens fængsel, som bare var et almindeligt hus, for hvor skulle folk stikke af til? (De hårde forbrydere havde de dog et andet fængsel til). Der var en del kirker og så var der diverse regeringsbygninger, som kunne kendes på de var to etager høje. Præsidentens bolig var fin med en flot have, men han var desværre ikke i landet, ellers – sagde de andre på motellet – kunne vi sikkert sagtens have hilst på ham. Han var en flink mand!

Vi kan godt forstaa de handler med deres stemme i FN indimellem for anden maade at opnaa indtaegt paa er svaer at se umiddelbart…

Mama serverede morgenmad kl. 5.30 og hun er en fest at være sammen med. Totalt tør humor. Børnene proppede sig igen! de er glade for at være her, her er hunden Lindsey, katte, frøer og så kan man se 5 heste fra altanen, så superspændende.

Det var mega regnvejr. Det er regntid i øjeblikket og der ligger et lavtryk over området, som har medført en masse oversvømmelser, også her i Nadi, byen ved siden af, hvor vi bor, er folk i lavereliggende egne blevet evakueret. Så vi var meget heldige med solskinsdagen, da vi ankom dagen før!

Fiji har en fin lufthavn, og Air Pacific virker tjekkede i forhold til, hvad vi havde frygtet. Det var en meget fin flyvetur med to sovende børn, og filmen Captain America (som var virkelig sløj)…

I luften blev det annonceret at vi skulle udfylde Kiribatis immigrationskort i lufthavnen, da de ikke havde flere tilbage i Fiji. Lidt efter tilføjede de at der heller ikke var flere immigrationskort i Kiribati, så vi skulle bare gå til paskontrollen uden! Welcome to Kiribati! Desværre havde de nået at være innovative og havde fotokopieret nogle og klippet dem ud til os. (Det er ufattelige mængder kort, vi kommer igennem på turen, for Fiji kræver et kæmpekort udfyldt hver gang vi passerer…). Der var en shop nær lufthavnen, som hed: ”Photocopies – a speciality”, måske havde de været på banen.

Vi lagde an til landing, hvor der var en helt ufattelig flot udsigt fra luften over atollen. En atol er en koral-ø, dannet på kraterranden af en udslukt hav-vulkan. Der var det smukkeste, mest turkise hav jeg nogensinde har set i bugten omkring øen Terawa. Det var lige til en bountyreklame.

Lufthavnen var meget lille. Ét lokale, hvor bagagen kom ind ad et vindue. Der var kun 6 bagagevogne i lufthaven, så dér var vi ikke hurtige nok. Vi blev mødt af Nterea fra Marys Motel, som samlede dem sammen, der skulle bo hos dem. Udenfor ankomstrummet var der et stort halvtag med bænke under, og her var der ellers folkefest med børn, gamle og unge, som formodentlig ventede på nogen eller bare hang ud. Der er 2 internationale fly om ugen, så det er ikke den travleste lufthavn i verden.

Vi kørte ned gennem øen, som er halvmånefomet og bønnetynd! Man kunne se vandet til begge sider det meste af vejen. Det er en tidligere engelsk koloni, men de blev selvstændige, da de løb tør for fosfat (gødning), således englænderne ikke længere havde behov for dem. Det er den fattigste nation i Stillehavet, da de fik den dårligste afslutning på kolonistyret af alle tidligere kolonier. Landets navn udtales faktisk Kiribas, da det var missionærer fra Hawaii, som gav dem skriftsprog, og de havde desværre ikke selv lyden/bogstav for /s/, så /ti/ udtales /s/…

Øen Tarawa, med 60.000 indbyggere, rummer hovedstaden Bairiki og ligger 130 km nord for ækvator. Der er ca. 24 km, der er tæt beboet, og så er den måske 150 km lang i alt, men de 100 km er svært tilgængelige, og der bor næsten ikke nogen. Faktisk har Kiribati en af verdens højeste befolkningstætheder, fordi der er så lidt land.

Hele kiribati består af 33 små atoller, som ligger spredt ud over et gigantisk havområde (over 3200 km langt).

Øen gav ikke just et sprudlende udtryk, da vi skrumlede ned ad øens eneste gennemkørende vej. Der var fyldt med skrald for at sige det pænt! Husene var skure med bliktag eller palmetag, og så var der sådan nogle store forsamlingshuse med hævet gulv og uden vægge. Der foregår dagliglivet meget med alt fra bryllupper, begravelser, banko (det så vi selv!), fællessovning, sladder, oplysningskurser til folket (tilsyneladende hørte de kun efter den dag de havde om dåseindsamling, for dén ros skal de have, de genindsamler metaldåser!).

Vi havde på forhånd ikke det bedste indtryk af Marys motel, grundet deres manglende mailkorrespondance evner, men da det var det eneste hotel, der blev anbefalet, havde vi booket hjemmefra. Det var heldigt, for det var fyldt da vi kom, da alle udlændinge, som hjælper landet, bor her. Som Chris fra New Zealand sagde: ”Dette er det bedste hotel, der løber fx ikke rotter rundt inde på værelserne…”Vi synes ellers nok at 70 aus dollar var en meget hamper pris for et lille værelse med seng og dobbelt seng, bord, stol og køleskab og toiletbrædt man selv skulle lægge på og den klammeste stejleste trappe op til værelset. Vi boede i old wing, skal det siges. For 100 dollars kunne man bo helt pænt. Men alt var optaget, da vi overvejede rumskift ved ankomst. Værelset var ikke gjort rent, så vi skulle sidde og vente en times tid, plus de ansatte var pænt ucharmerende, så vores første indtryk af landet var i ikke i top…

Vi læste i guidebogen, at dette er landet, hvor folk smiler til dig, som om de sagde: ”How lucky, we share this moment together!” – Det grinede vi meget af.

Faktisk er dette det første land i verden, vi har besøgt, som der ikke findes en Lonely Planet Guidebook til – vi kan ikke bebrejde dem, de ikke har orket opgaven, haha, så Jakob opstøvede derhjemme en brugt guidebook fra Moon fra 2003 på nettet fra England. Den er meget malerisk for at sige det mildt. Turister er der heller ikke just ikke mange af. En hvid ”aid” (”hjælpearbejder”) fyr sagde målløs: ”Er I turister? Men der er jo aldrig turister på Kiribati!”. Han var kommet der meget ofte gennem 9 år og havde aldrig set en turist. En anden mente dog at have mødt hele to turister i løbet af samme årrække.

Nu tænker man jo fluks, at det skønne vand og tropestrandene kan opveje alt Og dog. Det lokale udtryk for at ”gå på potten” er slet og ret ”going to the ocean”. Og det helt bogstaveligt! De skider på strandene og i havet og skyller de kloakker, de måtte have, direkte i havet. Det var sikkert fint, da befolkningsmængden ikke var så heftig som nu, og før japanerne under 2. verdenskrig byggede en hulens masser broer og causeways (veje på kunstige sandtanger) mellem Tarawas små-øer, således at gennemstrømningen af vand i lagunens blev drastisk mindsket. Så det smukke vand er bare euuu med euuu på. Plus stranden er fyldt med alt fra rustne biler til glasskår og gl. tøj, bleer og husholdningsskrald.

De HAR fået sponsoreret latriner i byerne, men befolkningen nægter at bruge dem!

Faktisk var maden overraskende god, men de vidste godt, hvad de ville have for den :o) Man kunne ikke lige steppe ned i en butik, for bare det at købe mineralvand var indimellem svært, da deres udvalg var meget begrænset. Ved hård indsats fik jeg skrabet cornflakes og mælk sammen, men opgav på brød og frugt. Da Jakob kom hjem med fire små bananer en dag, troede ungerne jo nærmest appelsinskibet fra kommet fra Amerika, så glade blev de.

Vi snakkede med expats som rejser jorden tyndt for verdensbanken og diverse hjælpeprogrammer, og herunder mødte vi danske Thomas, der blev mange hyggelige timer med ham om aftenen :o) Thomas er udenlandsdansker, som har arbejdet for nødhjælp og verdensbanken m.m. i de sidste 20 år og nu er bosat i Fiji.

Vi ankom klatøjede til Fiji. Fik lov til at komme foran køen (praktisk med børn ind i mellem) og tog en taxa til New Town ved Nadi, hvor der ligger en håndfuld backpacker strandhoteller. Vi endte heldigvis på Tropics of Capricorn, hvor Mama hersker med hård hånd. Ungerne var straks solgt pga. en frø der svømmede rundt i poolen. Vi har et kæmpe værelse med to senge til børnene og en dobbeltseng samt sofa, altan, toilet/bad etc. for 180 kr. pr nat inkl. morgenmad. Lidt af en omvæltning fra Hong Kong!!!

Børnene fløj ned på stranden og legede. Vi spiste frokost på Smuggler Cove, nabohotellet. Jakob og jeg fik ”Bangers and mash”, som lignede kartoffelmos med kæmpe, kampstegte pølse-blomster på (pølser skåret op så de åbner sig, nice touch not) og klam, uspiselig oste-pizza til ungerne. Derefter sov alle undtagen Ava en time, mens der kørte børnefilm på computeren.

Vi var totalt groggy, men skulle lige holde os vågne til aftenstid, det gik også fint. Vi var på stranden indtil kl. 18. pakke. Meget lykkelige unger! Jakob badede med dem i det lave, varme vand i lang tid.

Vi spiste aftensmad på hotellet: Sunday roast med sov og kartøvler og is til dessert. Ungerne skovlede indendørs, det var skønt med lidt hjemligt mad. De spiser nu godt hele tiden, men dette var overvældende! På terrassen medførte tusmørket en masse frøer kom frem fra deres skjul. Ava faldt hele tiden i søvn under maden, hun var så sød, – men vågnede til isen! Nabo hotellet havde gratis show med traditionelle danse. Ungerne og jeg så først en knivdans, og under den efterfølgende Hula-dans tiggede begge børn om at komme i seng!

Jakob og jeg gik i seng 21.30, for vi var helt stegte og skulle op kl. 5, da vi skulle flyve videre til Kiribati næste morgen kl. l*rt.

Charlotte gik en tur med ungerne for at krudte dem af inden den lange flyvetur, mens Jakob bookede hoteller fremad på turen. Vi prøvede helt utroligt mange rulletrapper – turens store hit at køre på!

Lufthavnsbussen stoppede lige udenfor hotellet, så det var meget nemt at komme derud. Lufthavnen var gigantisk, så det var ikke ligetil at finde den rette terminal. Hold k… hvor vi vadede. Vi sad i en skønnus lounge, som Jakob har klip til, og som vi udnytter rundt omkring, så vi kan få aftensmad og drikke, internet og tv gratis, når der er størst behov for det. Flyet var kæmpestort i to etager og fyldt med væg-til-væg-kines’ igen igen (Som vi efterhånden havde opnået fuld kvote af…). De snakkede, larmede og læste og gad i hvert fald ikke sove. Så vi endte med minus søvn til mig og Jakob, ungerne fik 4 timer ca. De her natteflyvninger har virkelig ikke været et hit.

Dagens program stod på museum, nærmere bestemt Science museet, som skulle være godt for børn. Vi vandrede derover og så var det lukket to timer endnu…Hmm. Heldigvis lå Nationalmuseet lige overfor, og det kostede kun 10 kr. for voksne og 5 kr. for børn at komme ind, så det var jo til at overskue. Det var faktisk et rigtig fint og spændende med store udstillinger man kunne gå rundt i, fx en ægte husbåd i ”vand”, en landsby, en by fra det 1900 århundrede inkl. sporvogn, samt diverse festlige tableauer med optog m.v.

Der var også en god – og billig – restaurant, så vi fik tanket op, inden vi drog over på Science museet a la vores Experimentarium. Vi tog med det samme helt op på øverste etage, hvor der var en super børneafdeling. Der var meget få mennesker, og ungerne gav den gas og prøvede alle mulige maskiner; sæbebobler, røgringe, cirkulation af kugler osv. Der var et kæmpestort puderum med sådan nogle plastik pudeklodser a la gymnastiksal, som så meget tiltrækkende ud for en træt mor og far. Den var desværre lukket en time efter museets åbning, da det skulle rengøres. Yes yes. Til sidst blev der lukket op, og vi fandt os et godt hjørne, mens ungerne fløjtede rundt og byggede slotte – Okay, Ava byggede slotte, som alle de andre børn hærgede…arme pige. Jakob formastede sig til at ligge ned i puderummet. Fluks stod der en vagt og insisterede på, at han ikke måtte sove dér. Jakob sagde, han ikke sov, og hun ku hoppe i havnen, sådan omtrent. Så fik han lov til at blive liggende.

Museet var indehaver af noget, der må være verdens største kuglebane, den var i 4 etager på begge sider af opgangsrulletrapperne og så hen over loftet på hele 5.salen. Lignede en gal ingeniørs værk, hvilket det sikkert også var. Kl. 15 var der show og 10-20 kugler som i arbejde og fløjtede rundt i de sindrige indretninger som spillede tromme og duttelihut og futtelifut….Det var imponerende. Pludselig var der sort af mennesker, og så fik vi nok af museer for én dag.

På vejen hjem så vi en anden, mindre fancy side af Hong Kong, som var rigtig charmerende, med almindelige gadebutikker man ligefrem havde lyst – og turde – gå ind i.

Aftensmaden spiste vi på 2. sal hjemme på vores Mansion. Det var en billig, indisk restaurant, hvor der bare stod et par borde i et indhak. Men koge en Chicken Korma, det kunne de. Jakob førte os med kyndig hånd ned på havnepromenaden med udsigt over Victoria Harbour. Der var lys- og musikshow hver aften kl. 20. I anledning af nytåret var der samtidig en hulens masse flotte lanterner i en vandkunst, som symboliserede de 12 forskellige dyr i den kinesiske kalender. (Vi har lært dem udenad: Dragen (i år og Charlottes dyr), Grisen (Jakobs), Hunden (Avas), Oksen (Jonas), Haren, Slangen, Tigeren, Rotten, Hanen, fåret, hesten og aben). Ava og Jakob morede sig med at tage billeder, hvor det lignede at Ava kyssede dyrene, det var en god oplevelse med alle de fine lanterner og plads at løbe på.

Vi tilbragte en dejlig, omend råkold dag i Hong Kong Zoo park, det tror jeg, den hed. Der var absurd mange trapper, da den lå et godt stykke oppe på bjerget. Vi var sejlet med Star Ferry fra Kowloon over til den anden side. Det tog måske ti minutter og gav et godt vue over Victoria Harbour. Ungerne nød deres fleecetrøjer og vinden i ansigtet, mens vi sejlede. Vi tog en lokal bus op til Svævebanen, som lå meget tæt på Zoo parken. Vi ville have været med svævebanen op til peak’en, men der var sort af kinøjsere på ferieudflugt. Køen lignede noget som kunne gøre Louvre i Paris misundelig og diverse skilte angav den forventede ventetid var over to timer. Det var vi ikke i tvivl om ville blive meget lidt festligt med Ava og Jonas – samt hvor god kunne udsigten være i gråvejr og lavthængende skydække. Vi traskede derfor op ad bjerget og mange trapper senere ankom vi til det skønneste lille åndehul. En meget fin park og botanisk have med en afdeling med dyr omgivet af skyskrabere. Der var forskellige abearter og en masse fugle. Ungerne fik en lille kinesisk ven, Kevin, som fulgtes med os i en times tid. Hans mor og mormor kunne desværre intet engelsk, så der blev ikke sludret det store. Ungerne – alle tre – nød tydeligvis at kunne løbe frit omkring uden at skulle passe på trafikken og andre mennesker for der var praktisk talt tomt.

Der var et stort springvand, og det måtte man selvfølgelig ikke pille ved, da man jo kunne falde i, som vagten forklarede med diverse fagter. Yes yes. Det var der sikkert en bøde for, men den fik vi dog ikke oplyst! De er vilde med bøder i Hong Kong. De har jo haft gigantiske problemer med fugleinfluenza, så det kostede 1500 kr. at fodre de vilde fugle i parken! Det kostede 3500 kr. ikke at behandle toiletterne ordentligt og hjemme i Chungking Mansion kostede det den nette sum af 7500 kr. samt mulighed for op til 6 mdr.s fængsel at smide et cigaretskod ud af vinduet. Men okay, med de typer der boede dér, var det helt i orden med mig :o)

En anden spøjs historie som dukker op i denne sammenhæng var ved ankomsten til Hong Kong. Der stod en nydelig, ung mand med den der klassiske maske foran munden da vi stod af et af rullefortovene på vej mod immigrationen. Han jagtede mig og Jonas, og jeg blev helt ”kan du så komme væk fra min søn” – men han fik sneget sig op bag os, hvorefter han zappede Bassemand lige i hovedet med en temperatur-kropscannertingest for at se om ungen havde feber! Det gjorde man åbenbart med små børn. Ava gik fri. Gad vide, hvad der var sket, hvis han havde haft feber? Sat i karantæne i lufthavnen?? Der stod også herlige lysaviser i metroen og andre steder, hvor folk stod tæt, at man skulle hoste i sit ærme og vaske hænder i mindst 20 sekunder, bruge håndsprit osv. Meget opbyggeligt! Men med SARS som arnested, er det jo meget rart, de er på stikkerne. Nå det var et længere sidespring.

Vi spiste nudler, jakabov og spejlæg i dejlig varm suppe til frokost i parken, lavet af en ældgammel gubbe med stor sindighed. Ava fik en flyvepind, man kunne rulle mellem hænderne, så den fløj af sted, og hun legede længe med en kinesisk pige, som havde en magen til. Vi fandt en sjov legeplads i parken som afslutning og pludselig havde vi brugt det meste af dagen, og vi slentrede nedad mod kabelbanen, hvor køen var uformindsket. Vi snupsede derfor en bus ned til Star Ferry og sejlede hjemad.

Vi gik på McDonalds efter varme drikke og en liten burgerhaps til Ava. Det lykkedes mig endelig at få bestilt en is-frappé med varm kaffe, men retardo som stod for at udføre ordren gav mig selvfølgelig kold kaffe, så varmen fik jeg sgutte. Kan slet ikke skrive om ham, han var simpelthen for belastende…

Vi gik i gennem shoppingmekkaerne Harbour City og Ocean Mall og fandt til sidst tilbage til en H&M, hvor vi kunne købe nogle nye leggings til Ava. Der var ”væg-til-væg-kines’” i butikken og de shoppede, som var der ingen dag i morgen!

Det har været rart at være i Hong Kong med børnene. Fortovene er virkelig brede og velholdte. Der er lyskryds og for at folk skal bruge disse har mange fortove hegn ud mod kørebanen, hvilket er supersmart, når man har små banditter med på tur.

Om aftenen fik vi mere indisk mad! Jakob hentede tandoori chicken, som vi spiste på værelset.

I går var en helligdag i Hong Kong, så der er fyldt med
lokale samt kinesiske turister fra fastlandet. Det var heldigt, Jakob havde booket
værelset for 3 måneder siden til 40 us$, for han har lige mødt en backpacker,
der af nød måtte betale 45$ for et klamt singlerooms kosteskab uden toilet og bad.

Første stop var McDonalds
til morgenmad (vi fandt et supermarked på vej derover så det bliver brød,
yoghurt og frugt fremover) – sammen med ca halvdelen af turisterne i byen. Men
det smagte faktisk ret godt og der var masser at vælge mellem til morgenmad.

Derefter besøgte vi et gigantisk mall med 700 butikker. Vi var på jagt efter en
ny kamerataske til Jakobs, da hans gik i stykker i Cambodja, selvfølgelig da
jeg skulle lyne den…øv bøv. Vi passerede så sindssygt mange high fasion
butikker, som jeg aldrig havde set samlet på et sted før. Rodeo Drive x 50! Prada, Dior, Chanel,
Michael Kors – bam bam bam, den ene efter den anden efter den tredje efter….sygt.
Selvfølgelig med køer ude foran de fineste, så man kunne blive lukket ind i
hold. Følte mig lidt malplaceret, da vi ikke har meget varmt tøj med, og det er
ualmindelig koldt for årstiden –omkring 10 grader og regnvejr og god wind chill
factor – så så superspiff ud i leggings over lang pludderbuks, undertrøje,
t-shirt, tynd langærmet, tynd cardigan og 17 år gammel hættetrøje – dog fra
Esprit, kom ikke her :o), samt tørklæde. Og lettere blåfrossen. Ungerne havde
heldigvis fleecetrøjer med, så de klarede den lidt bedre (Jones supplerede med
bomuldsshort under natbukser under velourbuks, vi var så fikse). Men når de
lokale drøner rundt i huer, vanter og dynejakker, så må man jo sno sig. Faktisk
gik børnene i Kuwait rundt med vinterstøvler og dynejakker i 20 graders varme,
men det var jo koldt dér for dem.

Efter at have fundet en måske-taske, tog vi metroen ud
til en galopbane, for det var dagen for det store nytårshestevæddeløb. Vi gik i
gåsegang med en masse kinøjsere fra stationen til banen. Der var så den
lillebitte hage, at børn under 18 ikke måtte komme ind! Pga. gambling. Selvom vi
lovede ungerne ikke ville satse børneopsparingen, var der ikke noget at gøre –
Kinesere føler reglerne! Og så var der endda gratis indgang for turister i
dagens anledning (normalt 100 kr.) Men udsynet til banen var næsten det samme
indenfor som udenfor, så ungerne og jeg stod udenfor billetlugerne og frøs en kende
i regnen, mens farmand skulle ind og sætte 40 Hong Kong Dollars på højkant (30
kr.). Vi nåede at se to løb, så var ungerne stivfrosne – jeg lånte endda Ava
mit tørklæde og pakkede Jonas ind i en sarong, men det hjalp ikke – heller ikke
på mode-barometret! Uden gevinst på lommen gik vi ned til metroen. Lige på togpladsen
var der en filial af den kamerabutik, vi havde fundet den indtil videre bedste
taske i, og vi steppede ind og fandt supertasken, så alle var glade (også
ungerne, de sad på gulvet i tørvejr og så tegnefilm i fjernsynsafdelingen).

Derefter tog vi
hjem og fik varmen! Til aften spiste vi på Taj Mahal Club. Jeg troede først, det
var noget skummelt noget, men så heldigvis en anmeldelse af stedet, hvori der stod
de lavede en mean ”Rogan Josj” – yndlings indisk-lammeret – og mek mek var Fraulein
Felk med familie monteret på 3. sal. Det var et af de fine steder i huset, så
hovedretten kostede omkring 70 kr. Men så var der også dug på bordet – under plastik
forstås – og stole med polster – og sweet lassi to die for. Jakob bestilte noget
der hed Chicken Buhna, han er så modig, og der har vi aldrig fået før. Det var
for en gang skyld lækkert, så jeg kunne få min himmerigsmad i fred.

Ungerne spiste hvide ris…De savner hotellet/maden i
Bangkok…Så der suppleres med bananer, appelsiner og æbler på værelset.