Stillehavet og jorden rundt med familien

Vejret var klaret lidt op – Dagens program gik på
frokost pa Aggie Grey med efterfølgende svømmetur i deres pool. Vi nåede lige
indenfor døren, så brød himmel og jord i ét og der faldt en mase regn. Det
regnede i en halv times tid og det passede med vi bestilte frokost og spiste.
Ungerne løb rundt og snakkede med katte og fandt blomster etc. Der er rigtig
mange farvestrålende blomster her og de går meget op i at holde deres
haver/grønne områder, så det er en fornøjelse at beundre. Der groede endda en
ananas på en palme lige ved poolen.

Vi var de eneste ved poolen, så det var jo en
fornøjelse! Jeg fik svømmet en del baner og ungerne legede på en lille ø med en
lille palmebladsparasol på ude i poolen. Jeg, der ellers er så hysterisk med
solcreme, glemte at smøre mig ind på ryggen – av av, siger jeg stadig 2-3 dage
senere, med en flot hvid bikiniryg! Så tovligt! Klokken var 14-16 og det var
overskyet, men fool nobody, solen steger her. En lille huskekage, som har
intensiveret solcremeforbruget drastisk.

Vi gik på McD på vej hjem for en omgang legeplads og om
aftenen var der kinesisk på menuen – kylling og orange peberfrugt, meget
lækkert, – det er simpelthen verdensklasse at bo ovenpå byens bedste kinesiske
restaurant, som lige smider maden op på værelset.

Om aftenen gik Jakob ned og så danseshow med lokale
danse på Aggie Grey (Jeg har set min del sidst jeg var på Fiji), mens jeg og
ungerne så en film på computeren. Tophyggeligt.

Der er efterhånden nogle særkender der er dukket op for
Samoa. Det er en rigtig fin og afslappet lille ø. Måske lige en tand for
afslappet med deres lukketider. Det er jo helt tosset at sidde i en hovedstad,
hvor ALT er lukket kl. 17 med undtagelse af McD, Supermarkedet og biografen.
Jeg har nået i 0 butikker – selvom jeg gerne ville ind i dem – for enten var
der lørdag kl 12 lukket, eller søndagslukket, heldagsregn man+tirs som først
stoppede om eftermiddagen og så lukkede de før tid…Can’t work with this!

Et andet særkende er deres skraldesystem. Som virker
btw. Foran alle huse – måske ikke lige ”downtown”, men ellers er der et slags
bur på høje ben ud til vejkanten. Der smider de deres skrald ud og hunde og
andre dyr går ikke i det. De fancy har pigge og er avet i metal (De er åbne
foroven), mens de mere basale er bygget ud af nogle gamle planker. Det er måske
ikke så yndigt, men hey! det virker.

En anden ting er multi-business. Man skal jo tjene
nogle penge. Vi bor ved siden af en forretning der hedder: International Investment
– Gift & Tyre shop! Jeg køber lige lidt udenlandske aktier, en vase og et
dæk under same tag?? Det giver ingen mening :o)

En anden meget Samoansk ting er deres gamle busser. Det
er ikke bare gl. skolebusser a la Amerika, men selve passagerdelen er bygget i
træ med åbne vinduer – de har været herlige her i regnvejret – og der kan
saftsuseme stoppes mange ind i sådan en. De er alle sammen malet i flotte
farver og med forskellige kælenavne på siderne. Jeg håber Jakob når at tage et
billede af dem inden vi tager i lufthavnen i morgen, da det har regnet, når vi
havde muligheden for at fotografere dem.

Her tirsdag morgen, tænkte vi, at vi havde fået nok af
Elisa og flyttede derfor vores habengut over på Treasure Garden, hotellet som
ligger ovenpå den kinesiske restaurant. For kun 325 kr. for vi et rigtigt
værelse igen med to dobbeltseng, sæbe og altan og ingen der kigger ind! Folk
her er super flinke og virker også en tand skarpere end på Elisa. Og så ligger
det tættere på diverse butikker og McD, biograf etc.

Det er rimelig bittert at sidde og kukkelure i
hovedstaden i regnvejr, når man inden rejsen havde indre forestillingsbilleder
af grave sandslotte af kridhvidt sand med palmerne svajede i baggrunden. Vi
vidste selvfølgelig godt det var regntid, men det plejer normalt at udmønte sig
i en times regn midt på dagen eller lign.

Ungerne fik lov til at se lidt Thomas tog, mens vi
læste og regnen haglede ned – Fuldstændig heldagsregn. Klokken 14 fik jeg spat
og insisterede på vi trodsede regnen og gik ned på det overdækkede marked lige
bag hotellet. Jakob er ikke meget for vand, så han synes det var en rimelig
tosset idé, da vi fik forvildet os ind på busstationen i stedet for at gå
direkte til markedet. Der var vandpytter, 27 busser og 400 mennesker som skulle
hjem alt i mens det stod ned i hhv. alm regn og torve. Vi så markedet med en
masse boder med friske grøntsager og lidt med souvenirs – jeg kommer ikke til
at købe mig fattig i kokosnøddeskals-øreringe eller krigs-køller – så alt i alt
meget lokalt og ikke så ophidsende. Vi forsøgte at arbejde os hen mod McD men
blev fanget under diverse halvtag, når regnen tog til.

Moder blev belønnet med en time på internettet lige
overfor McD (til kun 30 kr./timen, mod Elisas 60 kr. i timen). Bagefter
steppede Jones og jeg hjem i supermarkedet (uhh, fedt at bo lige ved siden af)
og købte aftensmad til os – vi endte med boller med fyld og syltetøj, vi kører
god enæringsuge som sagt – mens Jakob og Ava gik i den lokale og meget flotte
biograf og så TinTin filmen. Det var et kæmpe hit i begge lejre. Jonas og mor
spiste kager, øh aftensmad, og så Peter Pan i sengen, og Ava var helt elektrisk
over den gode film og popcorn, hun havde set og fået.

Mandag morgen – så var der ellers hustle & bustle
på gaden fra før kl. 8! Jeg gik ned på vaskeriet med vores vasketøj kl. 9 og
der var langt fra totalt øde gader til 300 busser, taxaer mv. Busstationen lå
lige bag ved Laundretten, så der er sikkert ekstra mange biler i området.

Vi spiste den inkluderede morgenmad – bortset fra vi
selv medbragte Skipper cornflakes (NZ’s foretrukne!), da deres Weetbix kun fik
en fan i Jonas – Det er sådan nogle formpressede klodser af ? som når det
overhældes med mælk minder utrolig meget om den grove Sempers babygrød til 12
mdr+ Og da vi fik udleveret kold mælk, gav det ikke just en bedre
smagsoplevelse!

Formiddagen gik med at lege på altanen og i værelset,
og kl. 12 rykkede vi over i den fattige afdeling! Til 300 kr. pr nat, fik man
nu: Lille hummer, dobbeltseng, enkeltseng, DELT bad og toilet (der var kun os
og andet par til 3 badevær pga. lavsæson), en lænestol og lille skrivebord. Der
var en stor opholdsstue og et køkken, hvis indhold bestod i en 25 år gl. mikroovn
som ikke virkede, et køleskab og noget service. Jeg fik tiltusket mig en
el-kedel af personalet dog. Der var ikke engang sæbe på toiletterne, det skulle
man selv ”provide!” Gulvene var nogle slidte linoleumsgulve, som lå lidt i
forskellige mønstre alt efter, hvor der var blevet slidt og dækket til med
andet. Vores værelse lå så uheldigt at vinduerne vendte ud til trappen der
førte ned til poolen, så hvis gardinerne ikke var trukket for så kunne man glo
lige ind. Hvad værre var så var vinduerne, de der vipbare ti cm høje
glaspaneler, som de store fans af herude. Dvs. de er på ingen måde lydtætte.
Derfor var vi lidt lorne, da en ældre dansk herre ude på trappen lige kiggede
ind ad vinduet og lige ville advare om, vi ikke var de eneste danskere på
hotellet! Øh tak og skrub ud af mit rum… Vi sendte farmand ud på jagt efter en
lejebil, så vi kunne flytte ned på øens tip – den med de hvide Bountystrande,
suk… – og grave i noget sand samt på jagt efter frokost etc. Efter nogle timer
med kulrede unger og en tur i poolen kom han endelig hjem. Og vi spiste dejlig
helstegt kylling fra Farmer Joe’s med kæmpe-agurker, lokal ananas, friskbagt
brød osv. Vi spiste ikke kyllingen op, og jeg pakkede grundigt resterne af
kyllingen ind og satte den i køleskabet og smed skroget ud.

Det regnede helt vildt, og ungerne løb rundt på gangen
og i opholdsstuen, det var lidt svært at underholde dem (golfsættet ligger hos
Mama). Jeg fik udgangstilladelse og drønede ned efter vasketøjet. Så et smut i
supermarkedet efter vand og 40 bleer – Bushtails fra Aus – og det løse, og så
ellers hjemad inden himlen brød løs igen.

Vi håbede inderligt, inden vi fløj herover, at Samoa
kunne undgå det store lavtryk, der bringer en masse regn ind over området i
øjeblikket. Desværre tog vi regnen med os… Jeg fik investeret i en lille paraply
da vi ankom til øen – af billigste kinesiske fabrikat – som med nød og næppe
overlevede det fem minutters skybrud, jeg blev fanget i på vej hjem. Mig med 3
poser indkøb, 2 poser tørt vasketøj (i stofposer) og en pose med vådt vasketøj
og en mini paraply og kalasplask for et regnvejr og intet sted med læ. Jeg blev
våd, men reddede tøjet!

Vel hjemme opdagede jeg, at nogen havde taget vores
kylling i køleskabet! Børnenes aftensmad, grrrr. De havde hverken rørt mælk
(koster ellers 12 kr. literen) eller Jakobs øl eller det andet vi havde. Til
gengæld lå der nogle gamle, ækle panerede kyllingelår i en pose. Hmm, meget let
af tage fejl af dem og så vores lækre kylling. Jakob talte med personalet, som absolut
ikke ar tilfredse med tyveriet! Der boede kun ét andet par på hele gangen,
såååå hmm, hvem mon der har scoret maden? Jakob spurgte den skumle dame i
parret om det var dem, men det var det i hvert fald ikke…Så det får vi jo ikke
helt opklaret.

Ergo måtte vi steppe ned på McD igen igen, selvom det
er vildt dyrt, så ungerne kunne rase lidt af på legepladsen. Jonas kan ikke
lide maden dér, så han fik 3 lækre syltetøjsmadder til aftensmad. Det er
virkelig god kost her på øen… På McD mødte vi en hvid fyr med familie. Eller
det troede vi, men han hed faktisk Rasmussen, og hans oldefar havde giftet sig
med en pige fra Samoa, og det var åbenbart nogle kraftige gener, for han var
stadig helt lys. Vi mødte også en lille pige på omkring 1 år som hed
—tadaa— Ava. De havde heller ikke mødt andre der hed det, og det var lidt
sjovt for Ava.

Ja, det er regntid, men vi er landet lige ned i REGNTID med stort og vaadt R. Det har pisset ned hele dagen idag og meget af tiden igaar. Vi er ved at faa hotelkuller. Vi skullet have vaeret med lejet bil ned til bountystrand og bo i strandhytte, men det er udskudt nogle dage. Jeg haaber virkelig vi naar at komme derned, for surt kun at have set Samoa i regn – og tropiske skybrud er ikke noget at spoege med :oS Internet kostede paa sidste hotel 60 kr i timen, her kun omkring 30 kr. paa internet cafe over for Mcdonalds – eneste “vestlige kommercielle” indslag paa oeen og den eneste legeplads…

Vi er flyttet fra Elisa til et “kinesisk” hotel. Ligger overpaa restauranten Treasure et eller andet. Meget fint bortseet fra Jakob blev laast inde paa vaerelset da laasen jammede – men vi fik da et nyt vaerelse. Mere om det senere!

Har klippet nyt afsnit ind i starten af Kiribati opholdet – det med soepoelsens land…

Samoa er også en samling af koraløer – Landet består af 10 øer, hvoraf der er to store. Vi er på hovedøen Upolu, hvor hovedstaden Apia ligger. Der er vistnok omkring 100.000 indbyggere i landet, hvoraf 1/3 bor i Apia. Apia er vist mest kendt for at den berømte forfatter Robert Louis Stevenson ligger begravet her og har et berømt citat på sin gravsten.

Byen ligger langs en bugt og er meget langstrakt. Der er en strand i den ene ende, som vi havde satset på at frekventere. Det er ikke just en storby-feel! Lave huse, tomme grunde, store ministerier, små markedsstader samlet ved strandparken og et kæmpe Farmer Joe’s supermarked. Og så ikke meget andet…Der er to luksushoteller, hvor det gamle og berømte/berygtede Aggie Grey’s er det absolut mest charmerede – men desværre ikke i vores prisklasse! Men hvis man købte frokost i deres restaurant måtte man benytte deres lækre, store pool – Så det havde vi planlagt, men vejret har desværre ikke været til den slags udflugter – endnu…

Vi havde taget flyets morgenmad med til ungerne, så de kunne spise den i ankomsthallen. Der er meget strenge regler for indførsel af madvarer på øerne pga. deres økosystemer er sårbare. Bagagen kom lynhurtigt, og folk drønede ud af lufthavnen (flyet skulle videre til Honolulu, så der var kun omkring 50 der skulle af), bandet pakkede sammen og så var vi ellers de eneste tilbage i lufthavnen udover persoanlet og en mand der fik konfiskeret fem pakker cigaretter. Da også han var gået, tænkte vi, at vi hellere måtte se at komme videre! Vi tog en taxi-minibus de 25 km/45 min. ind til Apia. Det hele virkede meget afslappet og ordentligt – og rent ikke mindst! Det var tydeligvis et folk med stor selvrespekt og haver og huse var velordnede. De var også langt bedre stillet end på fx Kiribati (som næsten alle jo sådan set er bedre stillede end herude!).

Vi havde bestilt værelse på Hotel Elisa. Der er ikke meget at vælge imellem! Priserne var pebrede men vi tog 2 nætter på lækkert og kæmpestort 500 kr.s værelse med dobbeltseng, enkeltseng, skrivebord, sofagruppe (Jonas’ seng) plus altan, morgenmad og the works.

Vi var helt groggy den første dag og tilbragte det meste af tiden med at hygge på værelset eller i den lille, men glimrende pool. Både Jakob og jeg nåede i Farmer Joe, som lå ti min’s gang væk og det var dagens aktivitet udover en aftentur ned på en kæmpe kinesisk restaurant – The Treasure Box – hvor vi fik et solidt og velsmagende måltid :o) Det var lidt dyrt, men portionerne var mega, så vi fik resterne med hjem og med nogle kopnudler fra vores ven Joe som supplement var aftensmaden på værelset næste dag reddet (længe leve køleskab og el-kedel). Det viste sig der var hotel ovenpå restauranten til en rimelig penge, så der ville vi flytte hen – enten efter de to nætter eller når vi kom tilbage fra køretur med overnatning senere på ugen.

Jeg ved jo fra sidste gang jeg var på Fiji, hvor fine gudstjenester de holder herude, da de elsker at synge (Charlotte og jeg var i kirke hver søndag, det sker ikke så tit ellers).

Det var ikke helt nemt at få et starttidspunkt for gudstjernesterne! Men vi endte med at mene det varede fra 9-11. Vi blev guidet i retning af en angelsaksisk kirke, hvor gudstjenesten var på engelsk og ankom kl. 10.15. Det gjorde ikke noget og vi blev budt velkommen og sendt op på anden forreste række. Der var en masse aktører, en kvindelig præst med sådan noget fint silketøj på og en anden, ældre dame, som nærmest var andenpræst og så nogle unge piger der var kirketjenere og så også lige en mandlig præst med matchende silketøj. Plus et stort kor og det løse. Kirken lignede egentlig en fin lille protestantisk kirke, med hvidt kirkerum, sideskib, absis med alteret og glasmosaik-vinduer. Der var næsten fyldt og sangene var rigtig fine. Der var en lille, tyk pige til højre for os med stærke aspirationer om at blive kirkesanger for hun gav den max gas. Der var ikke bibler, derimod sad en ung mand med en bærbar computer og trykkede powerpoints frem med en projektor. Rimeligt moderne :o) Men med den søde detalje, at han ikke havde stillet det helt rigtig, så første bogstav og nederste linje manglede – men det spillede ingen trille – folket kunne deres sange! Der var en lille håndfuld udlændinge til stede. De blev alle budt varmt velkommen af den mandlige præst og bedt om at præsentere sig selv kort, navn, fødeland og hvorfor man var i Samoa. Første familie var fra NZ og de skulle være i 2 år i Samoa (og var tydeligvis faste kirkegængere), så de blev lige shanghajet til menigheden! Jakob førte ordet for os og det var egentlig meget hyggeligt at de var interesserede i hvem der kom til deres kirke. Bagefter var der velsignelse ved præsterne af dem der ønskede, mens folk sang en meget yndig sang gentagne gange indtil de var færdige. Så var det tid til at synge Happy Birthday til én fra menigheden som havde fødselsdag, meget hyggeligt! Bagefter var der kaffemik med let forplejning. Så blev der snakket og minglet og folk var meget søde. Maden var ikke så tosset, fra æggesandwich til lækre kager og is.

Så vi fik lige en gratis frokost med i købet, ikke
tosset i et land som virker tømt for almindelige spisesteder og dem der er,
kræver en hamper pris. Vi tog en taxa ind til
byen og ledte efter det andet hotel vi overvejede at flytte over på. Det
var lukket for renovering, men så fik da en rundtur rundt i byen, som virkede
mere end almindelig død i sværen, da søndag i allerhøjeste grad er kirke- og
hviledag. Vi var omtrent de eneste på gaden i hele byen! Vi gik ind på hotellet
Aggie Grey og fandt en lille dam med verdens mest sæbeglatte bro henover. Der
var katte i tilgift og ungernes Samoa højdepunkt indtil videre opnået! Og note
til selv: Solen skinnede og vi tog solcreme på!! Deres pool var lækker lækker
og – skriver jeg om tirsdagen – hvis det da nogensinde holder op med at regne,
så er det altså et must-try!

Vi gik hjem igennem byen, hvor alt var lukket undtagen
Den Gyldne Måge. Men den har byens eneste legeplads (den anden var lukket!),
som er overdækket i tilgift, så der brugte ti 1½-2 to timer. Vi talte bl.a. med
en meget flink englænder, som var Head of the European Unions office i Samoa.-
Det lød fancy, men var kun et enkeltmandskontor :o) Han havde kone, som han
havde mødt i Dominica (Caribien) og tre børn med. Igen, det er nogle sjove
konstellationer, der kommer ud af aid-work!

Aftensmaden blev kinøjser-rester med kopnuddel
supplement hjemme på palads-værelset. Det var desværre sidste nat i det rum, da
500 kr. er i overkanten.

Den megen regn der havde været mens vi var i Kiribati og de vilde byger der pludselig kom på denne dag, havde åbenbart gjort et eller andet over vores værelse mørt, for der stod en lille dryppen ud af revnerne i en af vores loftspladers sprækker – eller det var nok snarere vandansamlingen om havde mørnet pladen. Fiji i regntiden kan være vådt – Øen er jo ikke et ”frodigt tropeparadis” uden en hel masse nedbør. Da jeg var her for 12 år siden i samme periode, var der solskin, så det varierer åbenbart. Vi er ret glade for det fine vejr vi har været udsat for indtil nu! Der går nogle folk og mukker højlydt på hotellet, de havde lige set 14 dages sol for sig og får bare oversvømmede veje og hærgede strande! Der er mange på hotellerne i Nadi for folk tør ikke tage ud på øerne eller tager tidligt tilbage af frygt for at blive fanget derude og misse deres fly.

Ungerne havde en dejlig hviledag. Mor og far skiftedes til at skrive og lægge på nettet, mens ungerne blev underholdt med værelsesgolf – i mangel af strandgolf – heldigt vi har giga værelset :o), badning i pool med indlagt brusebad fra oven, samt en utrættelig kæle-katte-og-hunde-jagt. Det er bare et hit med hotel fyldt med dyr. Om aftenen gik vi på frøjagt, og det var ikke svært at finde banditterne :o) Ungerne spiser godt på turen! Ikke mindst her og på Kiribati. De skriger på fisk, og Jonas ender normalt også med at spise halvdelen af min…I øjeblikket er morgenmaden cornflakes og toastbrød, som jo glider ned. I Thailand var det havregrød med vandmelon, i Cambodja flutes og æg, i Kuwait og Hong Kong selvcatering med frugt, croissanter og yoghurt.

Mama har dejlig kontant facon. Det styrtregnede og der ankom nye gæster. Jakob råbte til Mama – som er en ældre dame – at Bella var ankommet og sad og dyttede. Så fik han ellers besked på at skrubbe ud og hjælpe dem ind med en paraply og bære deres bagage. Smukt!

Men vi kunne ikke hygge hos Mama hele dagen. Det var en supertimet afgang, vi havde. Vi kunne vente med at tjekke ud til 18 – service! –

Fin indtjekning uden kø, vi nåede lige op og finde en siddeplads. Der var strømafbrydelse i lufthavnen, hvilket der har
været on/off i Nadi pga. regnen, og der gik et lille stykke tid, så kom
nødgeneratoren på. Det var lidt mærkeligt at gå og ”vinduesshoppe” i halvmørke.
Lyset kom heldigvis igen.

Jakob gik i butikkerne med ungerne. Og så kom der et servicekald om, at vores fly var udsat til kl. 5 næste morgen, da piloten ikke måtte flyve pga. hviletidsbestemmelserne. Vi ville få middag og overnatning på hotel i nærheden. Efter 30 min. fik vi en voucher på opholdet og så skulle vi vente fordi lufthavnen ikke kunne eller ville opbevare bagagen om matten, så alt sku slæbes frem og tilbage. Grr. Fiji og mange andre af øerne herude (Kiribati nej) har en tradition med live-musik i lufthavnen ved ankomster og afgange og nogle gange bare for underholdningens skyld. Normalt er det 3-5 mænd i hawaii-skjorter blomsterkranse og saronger (a la nederdel), som giver den gas med ukuleler og små guitarer og skønsang – de synger godt, men musikken er lidt ovre i diskanten. Air Pacific mente der var behov for noget til at holde humøret oppe hos de arme mennesker med aflyst fly, så ind fra højre steppede orkestret, og så var vi ellers tvangsindlagt til ramasjang i ventetiden (dobbeltstraf lige dér). Efter lang ventetid blev vi gennet ned til immigrationen. Der var en stor kø foran og ikke noget med at sende dem med små børn foran i køen – klokken var efterhånden 20.30 og vi havde sørget for Jonas ikke havde sovet middagssøvn, så han kunne sove i flyet… Jakob fangede retardo-ansat som sagde at vi (og damen med sovende 1 årig i favnen) ikke kunne komme foran i køen, da alle foran i køen var på business class. Meget imponerende at der var mindst 30 passagerer til de 8 businesspladser i flyet. Da vi endelig fik bagagen og blev sendt i retning af bussen som skulle komme fluks. Fluks betød vi nu stod bag i hvert fald 40 mennesker og Jakob fik opsnuset der var plads til 22 i bussen. Der var ikke nogen fra Air Pacific – nu Air Patetic – så vi valgte bare at gå op foran køen. Jeg stod og snakkede med et sødt, ældre ægtepar fra Australien, mes minutter sneglede sig af sted. Til sidst tænkte jeg at vi da bare kunne tage en taxa! Hotellet lå 5 min. væk! Jeg hentede en taxa lige rundt om hjørnet og det kunne vi med lidt snilde have gjort 30 minutter tidligere, tsk tsk. Bussen ankom næsten samtidig, så vi fik lige speedy gonzales på, så vi kunne tjekke ind inden buspassagererne kom.

Vi skulle sove på Tanoa. Dyrt og kedeligt! Kl. 21.30 drønede vi ned til aftensmaden, som desværre var grillmad. Det var sgu ikke en imponerende buffet, men vi fik hevet noget indenfor! Regnen stod ned og heldigvis var der overdækkede gange på hotellet. Værelset var med to dobbeltsenge og nydeligt. Stedet kostede 3-4 gange så meget som på Tropic (og var rejsens allerdyreste). Og det eneste sted på rejsen med kakerlakker! Heldigvis nogle rimelig små nogen, men jeg så 5 på de ca. 4-5 timer var på hotellet. For når man skal flyve kl. 5, skal man tjekke ind kl. 3! Yihaa. Vi havde sove tid fra kl. 22-2.20, hvor 3 væggeure bimlede.

Der var også et lokalt 3 mandsorkester på hotellet. Det var fredag aften og de spillede til ca. 23.30. Rimelig ærgerligt for os der gerne ville nå at sove lidt inden vi skulle op igen. To ørepropper og et par hænder for ørene tog lige toppen af plingplangen. Men ingen tvivl om jeg fik fuld dosis lokalmusik den aften.

Jeg sov først efter midnat, og vi var alle en smule klatøjede, da vi gik ud til receptionen. Vi havde bestilt en taxa til at komme, for vi synes ikke Air Pacific havde været helt heldige med bus-logistikken dagen før, så vi spenderede gerne 20 kr. på god ro og orden. Vi ankom igen før bussen, så slap for ventetid. Vi spiste noget brød, jeg havde scoret fra buffeten dagen før og endelig kom vi af sted. Begge unger sov før flyet lettede og blev vækket igen efter flyet var landet. Faktisk var det her også tidspunktet, hvor vi har haft de hidtil eneste tilfælde af diarre er forekommet. Begge børn havde en hurtig omgang (eller 2-3 stykker), men ikke så det var et problem.

Vi har holdt hviledag hos mama pa Fiji. I aften flyver vi videre til Samoa i 8 naetter. Vi haaber paa internet der.

Tidligt op og af sted til lufthavnen. Vi fulgtes med Hannah, en sød 22 årig amerikaner, som havde været 3½ uge på Kiribati og omliggende øer for at grave sedimenter til geologi forskning – hun var klar med klar på til at komme af sted med sine ufattelig mange kilo rock-samples!

Der er et lidt ubehjælpsomt håndmalet ”Departure” skilt, som inviterede indenfor i skuret til de to korte rækker, der var plads til. Der var en whiteboard tavle med afgangstider på, men de havde ikke gidet skrive dagens på fly, fordi, tja, alle vidste jo man kun kunne flyve til Fiji.

Og så starter Cirkus Kiribati ellers:

Vores bagage bliver gennemgået på et gammelt skrivebord by hand! Der er intet gennemlysningapparat! Vi har været i de skumleste lande, men sådan ét havde de dog. Lad mig sige dette pænt, så ville det ikke være det sværeste sted at få noget ulovligt med igennem. Derefter forsatte man ½ meter videre hen til skranken. Nu kunne man ikke høre noget, fordi et propelfly var begyndt at varme op 3 meter bag skranken. De havde en vægt til bagagen, den ros skal de have, uagtet den ikke var nulstillet, og så kunne vi ellers vente på at manden fik håndskrevet vores bordingkort! Vi skulle betale en kæmpe tax for at forlade landet – ikke noget de havde oplyst om ved ankomst, også børnene, så der røg lige 80 australske dollars (gange med over 6) og et sidste los i skridtet fra den herlige ø-stat Kiribati. Jakob syntes, vi havde betalt taxen på forhånd, så han prøvede at sno sig uden om, da de hverken tog imod us dollars eller havde en ATM – Han blev tilbudt at blive kørt til den nærmeste by med hæveautomat, men så måtte han bøje sig. En mand forklarede de 20 dollars pr snude gik til ”the fascilities” – hvorefter han stolt pegede på lufthavnsskuret og påpegede, der var sæder, man kunne sidde på!

Det tog hundrede år at komme igennem sikkerhedstjekket – igen by hand – og så stod to madammer ellers og bladredede i vores pas i hundrede år og kiggede stempler igennem og kunne ikke finde indrejsen, fordi der var så mange stempler. Com’on ladies, vi har nogle sæder, vi skal nå at sidde på for at få noget valuta for pengene!!!

Den store skræk var fly-aflysning – der er kun 2 fly om ugen, og de skal til at fikse landingsbanen efter den har smuldret i to år (med fare for at punktere eller suge sten ind motorerne). For nogle år siden var et fly gået gennem asfalten på Kiritimati øen (Christmas island) i landet, og det blev ikke repareret i lang tid, så der ikke fly i flere år, og befolkningen var strandet uden vaccinationer og medicin eller bare en vej ind eller ud, etc.

Chris fortalte en historie, mens vi ventede – han står for at tilføre de 30-40 mio. dollars som de skal bruge på lufthavnen nu plus en hulens masse andet – så han ved et og andet.

Historien gik ud på flg.: Den australske Højkommissær skulle for 8 mdr. siden hjem efter 3 år på Kiribati, og hun var sindssygt træt af stedet. Hun så flyet lægge an til landing, da nogle hunde forvildede sig ind på landingsbanen, hvorefter piloten steg op igen og landende på en anden ø. Hun var gået helt i spåner, og man bebrejder hende ikke 🙂

Hvorfor er der intet hegn om lufthavnen, spørger man straks? Jo jo, Kiribati havde fået opsat 4 fine hegn for nødhjælpspenge. Desværre er der ikke skyggen af dem tilbage! Befolkningen har stjålet rub og stub hver eneste gang, inkl. ground light’sne der angiver landingsbanen! Dem kunne man eftersigende se lyse blåt i landsbyen om natten, og grisene nød godt af det solide hegn i deres grisestier. Ved det femte hegn, som snart skulle opsættes i forbindelse med nyasfalteringen af lufthavnen, ville de prøve en ny fremgangsmåde: Landbyboerne skulle ansættes som hegnets vogtere i stedet, og hvis det forsvandt igen, ville de blive fyret, og landsbyen ville miste den eneste indtægt, de kunne komme i nærheden af. Så er man altså fattig og kold i måsen, når man opfører sig sådan. Der er postet mia. af kr. i Kiribati, men de passer ikke på deres ting eller bygninger og venter bare på at nogen kommer og bygger noget nyt for dem, når det gl. er faldet sammen. Den ene af af de to brandslukningskøretøjer i lufthavnen virkede heller ikke og tja, brandmændene var der alligevel ikke altid på deres poster, så det gjorde ikke den store forskel. Dejlig, opbyggelig samtale inden afgang.

Vi kom om mandagen, og fløj ud torsdag. Faktisk blev det fly, som skulle flyve mandagen efter aflyst, mens vi var der, pga. asfalteringsprojektet, men desværre var præsidenten booket ind på det fly, så det nedlagde han forbud mod. Der var ellers lige panik i motellet, da dem der skulle hjem mandag pludselig troede, de var strandet 3 dage længere.

Men af sted kom vi og jeg må indrømme jeg var nervøs ved take off. Det er heldigvis store Boing fly, men alligevel.

Flyveturen gik godt og de tre timer gik hurtigt.

Vi kom tilbage til Mama på ”Tropic of Capricorn” på det samme værelse som sidst. Det var børnene rigtig glade for. De kalder det ”Mamas frø-hotel”. Jonas sagde, at han ville ”hjem til Mama”, som han sagde på Kiribati 🙂

Men det sjove ved besøget på Kiribati er at nu er vi slet ikke i tvivl om hvilket rejseland, vi synes, er det ”værste” i verden: Tadaaa, Kiribati! (De er sikkert dødsøde ude på en fjern atol, men mange ”How lucky, we share this moment”–smiles blev der altså ikke disket op med, hvor vi kom).